Venligboer får prestigefyldt romanpris

Anne Lise Marstrand-Jørgensen får DR Romanprisen 2021 for sin historiske roman ’Margrete I’. Prisen blev overrakt på Dokk1 i Aarhus.


Forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen modtager DR Romanprisen 2021 for sin historiske roman ’Margrete I’. Foto: Michael Hvilhøj, DR)


Den kendte venligboer, menneskerettighedsforkæmper og forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen har modtaget den prestigefyldte DR Romanprisen 2021 for sin roman om ’Margrete I’.

Vinderbogen er et psykologisk drama om en kvinde, der blev giftet bort som 10-årig, gik frygtløst efter magten og for hvem det lykkedes at samle Norden. Samtidig er det historien om en ung kvinde, der trodser rammerne for et kvindeliv i middelalderen.


Historien giver nøgle til nutiden

- Med sin voluminøse og sindssygt ambitiøse roman om Margrethe I viser Anne Lise Marstrand-Jørgensen os, hvorfor historien er den store nøgle, vi griber til for at forstå vores nutid, udtaler redaktør Kåre V. Poulsen, DR Events og Partnerskaber.

Han fortsætter:

- Romanen illustrerer hendes eminente evne til at balancere mellem magt og empati, integritet og brutalitet i et vanvittigt kompliceret magtspil. ’Margrethe I’ er en helt eventyrlig roman, som man som læser forsvinder ind i. Men samtidig fungerer den som vores spejl, eller måske snarere troldspejl, som vi kan stirre på vores nutid igennem.


Danmarkshistoriens mest betydningsfulde kvinde

Chefredaktør Lise Vandborg, Litteratursiden.dk supplerer:

- Anne Lise Marstrand-Jørgensens storslåede historiske roman ’Margrete I’ er et mesterligt portræt af danmarkshistoriens mest betydningsfulde kvinde. Den meget sanselige skildring giver os et nyt og nuanceret blik på Margrete, fordi hun både beskrives som visionær og magtfuld regent og som menneske, siger hun i en pressemeddelelse fra DR.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen kvitterer på Facebook:

- Jeg er fuld af taknemmelighed over de læsegrupper, der har brugt måneder på at læse, diskutere og stemme på de nominerede bøger. Det fællesskab der opstår blandt læsende, der deler deres læsninger er så enestående og fint og opstår på tværs af alle mulige forskelligheder.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen er uofficiel talsmand for Venligboerne og går ofte i clinch med politikere om dagens udlændingepolitik.