Verdensreligioner fejrer religionsfriheden
I denne uge samledes muslimer, jøder, protestanter, katolikker, hinduer og buddhister i Berlin til en fællesreligiøs ceremoni for at fejre 70-året for den tyske erklæring om religionsfrihed.
Den fællesreligiøse ceremoni løb af stablen tirsdag den 21. maj i Parochialkirken i det centrale Berlin – tæt på byggepladsen for det kommende House of One, der skal huse synagoge, moske og kirke under samme tag.
Ceremonien var en fejring af 70-året for den tyske erklæring om religionsfrihed fra 1949, men også en mindehøjtidelighed for de mange ofre for terror eller religiøs forfølgelse.
Mindehøjtidelighed for terrorofre
Godt 50 mennesker var mødt op til arrangementet, herunder New Zealands ambassadør i Berlin, Rupert Halborow:
– Det er en stor ære at være her til denne tværreligiøse mindehøjtidelighed for ofre. Jeg er også glad for at være med til at fejre House of Ones koncept. Det er inspirerende, og det taler til en vigtig newzealandsk værdi: ’manaakitanga’, som direkte oversat fra maori betyder ’respekt’. Respekt for sig selv og respekt for andre, sagde han i sin tale.
Herefter fortalte han om landets dybe sorg efter terrorangrebet i Christchurch den 15. marts i år:
– Som mange af jer ved, gik en terrorist for to måneder siden ind i en moské i Christchurch, New Zealand, og dræbte 51 medlemmer af vores muslimske samfund. Vores venner, vores naboer, vores kollegaer. Forfærdelige begivenheder som dette gentager desværre sig selv alt for ofte rundt omkring i verden – i kirker, i synagoger, på gader, i moskéer og på andre mødesteder.
’Vores reaktion skal være at vise medfølelse’
New Zealands ambassadør gik videre til at reflektere over, hvordan vi som samfund skal reagere på terrorisme:
– I tragiske tider som disse er det let at reagere med had, intolerance og splittelse. […] Men som en tegn på ’manaakitanga’, respekt, rakte vi ud til de muslimske samfund og delte deres sorg og smerte. Vores premierminister satte tonen, og resten af landet fulgte, fortalte Rupert Halborow.
Med reference til menneskerettighederne afsluttede ambassadøren:
– Når vi står ansigt til ansigt med terrorismen, må vi som samfund stå fast på vores medfølelse med mennesker – uagtet individets religion, køn eller etniske herkomst.
I solidaritet og som en anerkendelse af hvert enkelt mistet liv, oplæste 10 repræsentanter fra de fem verdensreligioner dødstallene for terrorangrebene i blandt andre: Pakistan, Egypten, USA, Burkina Faso, Irak og Somalia.
Forskellige traditioner side om side
Ceremonien blev afviklet som en fejring af kulturer og mangfoldighed. Repræsentanterne bød i løbet af arrangementet ind med digte, sange, religiøse tekster og bønner ud fra hver deres tradition:
Tyrkisk sang steg op i den 300 år gamle kirkes kupler ved ceremoniens start. Herefter læste repræsentanterne på skift de centrale menneskerettigheder op som en hyldest til menneskets frihed og værdighed. ”Hare Krishna”, lød det herefter messende oppefra alteret, hvorefter præst og en af initiativtagerne til House og One, Gregor Hohberg, tog over og holdt en kort prædiken.
Her talte han blandt andet om det kommende EU-valgs vigtighed og tog afstand fra tidens fundamentalistiske strømninger:
– Det er ikke de religiøse tekster, der er problemet, men fundamentalisternes holdning til, hvordan disse tekster skal læses og forstås, sagde han.
Den korte prædiken afsluttedes med en hinduistisk sang og fredsbønner fra en rabbiner, en imam og en præst. Herefter lød velsignelsen ud over forsamlingen. Det sidste ord, der klingede ud i den gamle kirkebygning var: ”fred”.