Mennesker kan have ondt i troen eller psyken – eller begge dele. Der er brug for faglighed på begge områder, siger Annette Bech Vad. Hun leder foreningen Agape i Silkeborg, der har både sjælesørgere og psykologer ansat.
Annette Bech Vad. Foto: Svend Løbner
- Det gode hjerte er ikke altid nok. Der skal også faglighed til.
Det siger Annette Bech Vad, landsleder for foreningen Agape i Silkeborg, der har både psykologer og sjælesørgere ansat for at behandle mennesker, der er kommet i krise med deres psyke eller tro.
Udtalelsen virker selvfølgelig. Det gode hjerte fra familie, venner og netværk er af stor værdi, men nogle gange kan krisen være så alvorlig, at der må særligt uddannede ressourcepersoner til. Og en viden, der trækker på evidensbaseret, videnskabelig forskning.
På samme måde kan velmente råd i det religiøse miljø gøre mere skade end gavn. Hvis psykiske problemer enten ignoreres eller søges løst med bøn. Der er brug for faglighed på både det åndelige og det psykiske område. Det er derfor Agape har både sjælesørgere og psykologer ansat.
Kærlighed har tre dimensioner
Agape betyder kærlighed på oldgræsk, og ikke blot kærlighed fysisk (eros) eller filantropisk (fileo), men en selvopofrende, altruistiske kærlighed (agape). Og det er grundlaget for den kirkelige forening, som begyndte som et behandlingshjem i Nordjylland og nu har et sekretariat og et kursussted i Silkeborg.
- Vi er en forening, som tilbyder psykologhjælp og sjælesorg til mennesker, som ønsker at få hjælp til livet og troen, opsummerer Annette Bech Vad, da vi besøger kontoret i Silkeborg og får en snak om netop psyke og tro.
Agape modtager klienter fra især kirkelige miljøer fra hele landet, mest Jylland. Agape har også en telefonlinje åben hver aften fra kl. 19 til 22.
To forskellige kompetenceområder
Det er vigtigt at skelne mellem sjælesorg og psykoterapi, mener Annette Bech Vad:
- Sjælesorg henter sin viden og sit grundlag i teologien, selvom det også trækker på psykologi, filosofi, antropologi og mange andre fag. Og terapien trækker på den psykologiske videnskab og forskning. Det er to forskellige rum. Selv om måden at møde mennesker på i et tillidsfuldt rum er den samme.
Hvad er det, der kan gå galt i forholdet mellem tro og psyke?
- Jeg tror, at det mest går galt, når de to forhold bliver blandet. Man kan forestille sig, at en sjælesørger og præst møder en person, som har nogle store psykiske vanskeligheder og måske føler sig forfulgt, og der ikke rigtig er en forklaring på det. Hvis så præsten begynder at tolke på det som et åndeligt problem, kan det gå fuldstændig galt. Så var det et helt andet faggrundlag, der skulle til for at hjælpe det her menneske.
- Lige så galt kan det gå, hvis et troende menneske kommer til en psykolog, og psykologen anser det at være troende som noget psykologisk umodent. Så bliver patienten ikke taget alvorligt. Men her har Agape en særlig ekspertise.
Angst for fortabelse og helvede
Er der nogle ting, der går igen i det der felt mellem tro og psyke?
- Vi møder nok de samme problemstillinger, som en psykolog gør nede i byen. Men når vores psykologer kender til kristne miljøer og italesætter tro som en del af det at være et helt menneske, kommer der nogle ting frem i terapirummet her, som ikke kommer frem andre steder.
- Vi har lagt mærke til, at en del mennesker har angst for fortabelse. De er simpelthen bange for at gå fortabt og komme i helvede. Det er jo ret alvorligt!
Så er I vel nødt til at have sjælesørgeren ind i billedet…
- Psykologen tager jo ikke stilling til, om tro er rigtigt eller forkert. Psykologen er ikke normativ. Men det, Agape gør, som mange andre ikke gør endnu, er, at vi trækker på religionspsykologien, som beskæftiger sig meget med, hvilken betydning troen har for det enkelte menneske. Gennem de redskaber, kan mennesker ofte få hjælp til at få tingene skilt lidt ad. Og nogle gange bliver man som psykolog også nødt til at tale med klienten om, at der måske er en bestemt slags forkyndelse, man er nødt til at undgå.
Religion kan skabe problemer
Er I som religiøse mennesker nogle gange med til at skabe problemer for mennesker frem for at hjælpe dem?
- Det tror jeg nogle gange, vi er. Dér sætter du nok lige hovedet på sømmet! Jeg tror, at vi uden at ville det, kommer til at skabe nogle rammer for en tro, som er rigid og ikke særlig fleksibel. Dér kan religionspsykologien hjælpe et menneske til at åbne nye perspektiver.
Annette Bech Vad forklarer de forskellige tilgange til "det hellige". Foto: Svend Løbner
Annette Bech Vad nævner forskellige tilgange til troen. Nogle er gode til det kognitive, altså at tænke og diskutere sig frem til erkendelse, for andre betyder relationer mere, atter andre har brug for åndelige oplevelser. Den ene tilgang er ikke mere rigtig end den anden, men det går galt, når fx den teoretiske, meget håndfaste og dogmatiske tilgang får overhånd, mener hun:
- Nogle gange tror jeg, vi kan komme til at tegne et gudsbillede for hinanden om en Gud, som kræver, at vi lever op til en bestemt moral. Det kan vi gøre både som forkyndere, som menighed og som forældre. Ikke dermed sagt, at syv og fem skal være lige. Men det kan tage overhånd.
Derimod kan mere åbne fortolkningsrum være en lise for sjælen:
- Kirkegang, nadver, velsignelsen osv. opleves som en ressource.
Præstationskulturen er en udfordring
Kan du se noget i tiden, som præger folks psyke i en negativ retning?
- Ja. Præstationssamfundet, som vi lever i. Det at man er “sin egen lykkes smed”. Det betyder, at hvis det går godt, er det din egen skyld, men værre endnu, at hvis det så går dårligt, så er det også din egen skyld. “Så gjorde jeg ikke det, som jeg egentlig havde mulighed for. Jeg slog ikke til.” Den præstationskultur og perfekthedskultur i det hele taget er en kæmpe udfordring. Det er det for det hele menneske, og det er det også for troen.
Her er tro og psyke viklet tæt sammen:
- Hvis jeg nu er vokset op med altid at blive værdsat for det, jeg gør, frem for det, jeg er, så viser religionspsykologien, at det også påvirker troen. Så kan man meget nemt komme til at overføre det til Gud: “Hvis jeg ikke beder nok, læser nok, eller gør nok for andre mennesker, så er jeg ikke god nok og heller ikke i relation til Gud.”
Pas på åndeligt misbrug, advarer Annette Bech Vad. Foto: Svend Løbner
Brug for at se sig selv med et nådigt blik
Det fører til stress, angst, depression. Utilstrækkelighed, brudte relationer og alvorlige eksistentielle udfordringer, mener Annette Bech Vad.
Kan I afhjælpe det?
- Lige da du stillede spørgsmålet, tænkte jeg: “Det kan Agape ikke!” Men jo mere, jeg tænker over det, så handler det om at skabe et rum for mennesker og hjælpe dem til at se med et nådigt blik på sig selv. Hver gang det lykkes for et menneske at anerkende sin egen begrænsning, sin egen sårbarhed og sine egne styrker, så har det så ringvirkninger ud i det netværk, som vedkommende kommer fra.
- Vi arbejder meget med at undervise i, at vi skal passe på med at åndeliggøre noget, som ikke er åndeligt, for det kan bruges som et enormt magtmiddel. Vi kan ikke altid tro, at det, der har hjulpet os selv, kan hjælpe andre. Vi skal lytte til andre mennesker og forstå, hvad de er rundet af.
Mød foreningen Agape her.