Fortalervirksomhed er en nødvendig del af udviklingssamarbejde. Selvfølgelig! Lokale myndigheder lever ikke automatisk op til menneskerettighederne. Det overraskende er, at indsatsen også er nødvendig herhjemme.
Det er for alvor gået op for mig, hvor vigtig fortalervirksomhed er. Her går man rundt og tror, at politikere og embedsmænd m/k vil en det bedste, og så opdager man, at alt fra bureaukratisk træghed til nedrig korruption er en del af et system, som frarøver mennesker deres legitime rettigheder.
Myndighederne skal levere
Det begyndte at dæmre for mig, da jeg skulle rapportere fra Brødremenighedens omfattede sundhedsprojekt langs Tanganyikasøen i Tanzania og DR Congo. Her er fortalervirksomhed, advocacy, er absolut nødvendig, for ellers lever myndighederne ikke op til deres del af aftalen. Ngo’en bygger sundhedscentre, skaffer medicinsk udstyr, graver brønde, indkøber ambulancebåde osv. mod at myndighederne leverer arbejdskraft og frigiver medicin.
Modellen er almindelig i udviklingssamarbejde. Men det er også almindeligt kendt, at lokale myndigheder skal mindes om og holdes op på at yde det, der tilkommer dem. Ellers sker der ikke noget.
Lokale tager skeen i egen hånd
I Tadsjikistan er advocacy en integreret del af Mission Østs hjælp til familier med børn, der kæmper med handicap. De kan få støtte til skolegang og sundhedsydelser, men får den ikke. Folk skal selv blive bevidste om deres rettigheder, gå til myndighederne og kræve den, og først da får de, hvad de hele tiden har haft krav på.
I Nepal oplærer organisationen familier i at piger og kvinder har samme rettigheder som mænd, og at den traditionelle praksis Chhaupadi, hvor kvinder isoleres i skure og stalde under deres menstruation, er forbudt. Men der sker ingen forandring derude i de små bjerglandsbyer, hvis ikke kvinderne tager skeen i egen hånd.
I det centrale Tanzania har småbønder med hjælp fra International Aid Services opdyrket busklandet med solsikker så langt øjet rækker. Men de har også været nødt til at slå sig sammen i kollektiver for at forhandle priser med opkøberne og har endda samlet måttet gå i retten for at få staten til endelig at betale for de ladninger solsikkeolie, de har købt.
En uheldsvanger bytur
Scenarierne er ikke fremmede for folk i udviklingsbranchen. Det, der har overrasket mig mest, er at advocacy også er nødvendig herhjemme i Danmark.
Som jeg skriver i en kronik, har jeg i min egen familie oplevet, hvordan en aftale mellem fire partier i Folketinget har frarøvet min statsløse adoptivdatter det danske statsborgerskab, hun var blevet stillet i udsigt.
Selv om FN’s verdenserklæring om Menneskerettigheder giver alle mennesker ret til en nationalitet (artikel 15). Den europæiske konvention om statsborgerret fastslår, at ”enhver har ret til at besidde statsborgerret” (paragraf 4 a.).
Men på grund af en enkelt fejl i ungdommen, er Tabitha for altid dømt ude fra de rettigheder et statsborgerskab indebærer. Hvis der altså ikke ydes massiv fortalervirksomhed.
Måske havde Shakespeare alligevel ret: There is something rotten in Denmark.
Artiklen er et uddrag af Svend Løbners blog på Globalnyt.