Det var først, da omverdenen stillede spørgsmålstegn ved Zahra Pedersens identitet, hun kom i tvivl. Nu har imamens datter fundet sig selv og fundet sin egen tolkning af Islam.
Er jeg dansk eller marokkaner? Kan jeg feste med andre unge, eller skal jeg holde mig indenfor religionens rammer? Skal jeg stave mit navn Sara eller beholde det oprindelige Zahra?
Zahra Pedersens rejse mod større afklaring giver et unikt indblik i unge flerkulturelles identitetsdannelse. Det unikke er, at det ikke var et issue for hende selv, at hendes mor er marokkaner og hendes far dansk imam.
Det var omverdenens definitioner, der skabte tvivl og speedede den krise op, som enhver teenager må igennem. For som hun siger: ”Man bemærker ikke, at man er flerkulturel, før samfundet stiller spørgsmålstegn ved det.”
’Måske hører jeg ikke hjemme her?’
- Hele min barndom tænkte jeg ikke på, om jeg var anderledes. Det skete først, da jeg fik alle de uskyldige spørgsmål i skolen: Hvor er du fra? Hvorfor holder du ikke jul? Eller: Nu er det Ramadan; nu skal Zahra stille sig op foran klassen og fortælle!
Det var ikke ondt ment, pointerer hun, men bevirkede bare, at hun følte sig anderledes:
- Det er først dér - når man få en bevidsthed om verden omkring sig – at man tænker: Måske er jeg anderledes? Måske hører jeg ikke hjemme her? Måske skal jeg kæmpe lidt mere for at bevise visse ting?
I 10 år stavede Zahra sit navn som Sara, fordi hun var træt af, at folk ikke bare kunne stave hendes navn.
Uskyldige spørgsmål skaber kløfter
Anderledesheden blev en sten i skoen under hele hendes opvækst. Og derfor forstår hun unge flerkulturelles identitetskrise:
- Vi udfordrer ubevidst unge flerkulturelle omkring deres identitet, når vi hele tiden spørger dem, hvor de kommer fra. Alle de her små uskyldige kommentarer er med til at skabe en kløft mellem folk. Vi siger faktisk helt ubevidst: Du er ikke helt ligesom os alligevel.
Zahra Pedersen er født og opvokset i Danmark som datter af imam Abdul Wahid Pedersen og senere kendt som kostrådgiver og personlig træner for især kvinder med indvandrerbaggrund. I dag er hun ikke i tvivl om, hvem hun er:
- Jeg er dansker og har aldrig opfattet mig selv som noget som helst andet end dansker med en marokkansk mor.
Følte sig forvirret og truet
Hvad følte du, da det hele tiden blev problematiseret?
- I de tidligere teenageår tænkte jeg: Ok, sådan er de bare. Jeg forstod ikke konsekvenserne af at blive sat ind i livet med den påstand, at jeg ikke er ligesom alle andre. Det havde mere med det muslimske at gøre. Jeg var den eneste muslimske elev op til 7. klasse. Og så begyndte min far at stille sig frem og sige ting, folk ikke altid kunne forstå. Det skulle jeg som 14-årig pludselig til at forklare. Men jeg havde jo ikke selv forstået det!
Hvordan oplevede du det indeni?
- Jeg syntes det var forvirrende. Det var besværligt at blive stillet til regnskab for den, jeg var. Andre blev ikke stillet til ansvar på samme måde. Det var som om folk følte, at de havde ret til at stille spørgsmål ved min identitet, uanset hvor gammel, jeg var. Det oplevede jeg som meget truende.
Tog tørklæde på – og af
I processen beslutter Zahra Pedersens sig for at gå all in for islam. Allerede som 11-årig tager hun tørklæde på, beder regelmæssigt og overholder de islamiske regler. Det gør hun i fem år.
- Jeg tog tørklædet af igen, da jeg blev 16. I den alder kunne jeg mærke, at de danske værdier hev lidt mere i mig end min religion. Det var vigtigt for mig at gå ud og afprøve ting for at mærke efter, om det var noget, der gjorde mig glad. Så jeg tog tørklædet af og gik ud for at feste og være sammen med fyre. Jeg ville bare leve et mere fordomsfrit liv, fordi man ikke viser sin religion så visuelt uden tørklæde.
- Det var det første: Hvor kritisk kan jeg stille mig til mit liv, min religion og verden omkring mig? Her kom jeg frem til: Det kan godt være at jeg er blevet opdraget med islam og det kan godt være at jeg tror det er rigtigt, men jeg skal altså også ud og finde mig selv. Så jeg tog 10 år, hvor jeg ikke kaldte mig muslim. Jeg skulle bare prøve livet af. Men så fandt jeg ud af, at jeg jo er religiøs, og at jeg tror på Gud.
Byggede en tro, hun kunne bo i
Alt dette skete over en længere periode. Zahra fortæller, at hun led en del af angst og depression. Men ved at dyrke fitness og ”passe på mig selv og min krop” opnåede hun større mental klarhed.
- Det gav mig ro og hjalp mig til at erkende, at det ikke kun var den materielle verden, der betyder noget for mig. Der er faktisk også en helt anden dimension, som giver en masse. Der er noget, der er større end mig selv. Jeg mangler faktisk Gud i mit liv. Det havde manglet i 10 år.
Samtidig blev Zahra klar over, at hun ikke troede på den samme islam, som hun var vokset op med.
- Den gav mig et fundament, men nu skulle jeg selv bygge videre med mine egne klodser og få det til at ligne noget som jeg gad at bo i, fortæller hun og uddyber:
- Jeg ville bygge det op på en måde, hvor religionen ikke definerer mit liv, men hvor mit liv definerer, hvordan jeg praktiserer min religion. Jeg skulle lære at sætte grænser, ikke kun for mig selv, men også for min omverden: ”Du skal ikke lade andre blande sig i, hvad din religion er for dig!”
Religion må tilpasses samfundet
Helt konkret mener Zahra Pedersen, at islam skal tolkes ind i en nutidig kontekst:
- Koranen blev skrevet for mange år siden og skal naturligvis tolkes ind i dagens samfund, uden at det skaber flere problemer undervejs. Religion skal harmonere med vores samfund, med os selv og gøre os glade. Den skal ikke gøre det sværere for os, men nemmere. Og da må man som individuel person – ikke vælge til og fra – men mærke efter, hvor noget kan gøre en glad, og hvor det byder ind med noget ekstra.
- Min religion er mere spirituel. Det er vigtigt at minde sig selv om, at vi naturligvis ikke kan leve efter regler, der blev praktiseret for 500 eller 1000 år siden.
Zahra Pedersen reflekterer videre:
- Det er ikke meningen, at islam skal komme ind i Danmark og forlange, at alting i islam skal være en del af Danmark. Nej, en religion skal tilpasse sig samfundet, og hvad du gør i din egen tid privat, må du selv ligge og rode med. Du kan ikke forvente og stille krav om, at alle andre skal tilpasse sig din religion.