Afrikansk spiritualitet: Universet er helligt

Afrikansk spiritualitet udfordrer vestligt verdenssyn og bidrager til en mere helhedsorienteret kristendomsforståelse. Laureti Magesas bog “What is not sacred?” er guf for sjælen.

Man skal ikke langt hen i Laurenti Magesas bog What is not sacred? før man bliver grebet af hans vision og tror på, at afrikansk spiritualitet kan korrigere det vestlige verdenssyns individualistiske, dualistiske og i sidste ende egoistiske tilgang til verden. For afrikansk spiritualitet er lige modsat, dvs. kollektivistisk, enhedssøgende, og inddrager altid ”den anden” i både egen identitet og relationer til andre mennesker og kosmos.

Det var den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, der først gjorde omverdenen opmærksom på begrebet ubuntu på xhosa, der betyder noget i retning af: ”Jeg er til, fordi du er til”. Laurenti Magesa viser, at begrebet kendetegner mennesker i hele det sorte Afrika syd for Sahara. Og det er det verdenssyn, vi alle kan tage ved lære af.

Den nu afdøde Laurenti Magesa var katolsk præst i Musoma, Tanzania, og er en af Afrikas mest kendte teologer. Hans bøger om afrikansk religion og spiritualitet i forhold til kristendom og missionsarbejde er kendt og benyttet viden om.

Harmoni mellem mennesker, natur og kosmos

Hvad er det så, afrikansk spiritualitet kan bidrage med i Vesten?

Jo, at verden har en åndelig dimension, ja er åndelig i sin grundsubstans. Alt, hvad der eksisterer, består af kraft og energi, som interagerer indbyrdes på godt og ondt. Alle levende væsener er delagtige i denne altomfattende livskraft, i forskellig grad, på hver deres niveau, men altid i samspil med den øvrige verden. Og al energi, som findes og udfolder sig i universet, spiller sammen med menneskelivet. Disse energier påvirker både enkeltpersoner, familier, klaner og hele samfund. Energierne er på forskellige niveauer: forfædre, ånder og i yderste potens Gud.

Men denne tro er ikke teoretisk. Ikke et sæt dogmer, man så at sige skal skrive under på. Troen handler mere om, hvordan man lever i tillidsfuld åbenhed mod verden, med respekt for de ældre, for forfædrene og for ånderne og Gud, ja, i harmoni med både mennesker, natur og hele kosmos, fordi man som individ ifølge ubuntu ikke kan eksistere uden ”den anden” eller ”det andet” i det naturlige og overnaturlige. I forholdet mellem tro og viden er man mere optaget af ”hvem” og ”hvorfor” verden blev til, end ”hvordan” og ”hvornår” det skete. Afrikanere ser ikke tro og videnskab som modsætninger, ikke et enten-eller, men et både-og. 

Kritik af vestlige missionærer

Selv om Laurenti Magesa selv er præst i den katolske kirke retter han en skarp kritik mod vestligt missionsarbejde.

”Kristen mission i Afrika… var aktiv foragt for afrikansk kultur og glorificering af europæisk kultur som den eneste ramme for det kristne evangelium,” skriver han og sammenligner vestlige missionærers tilgang med de jødekristnes på apostlenes tid, hvor ”jødekristne ønskede at påtvinge ikke-jødiske konvertitter de jødiske traditioner”. Deres attitude er den samme, skriver han, ”der er en legion af evangelieforkyndere, både vestlige missionærer og vestligt trænede afrikanere, som insisterer på, at afrikanske kristne skal tilpasse sig vestlige symboler, former og udtryk for den kristne tro.”

I modsætning til denne tilgang, nævner Magesa Peters tale til den romerske officer Kornelius og hans familie, hvor han sagde: ”Gud har vist mig, at jeg ikke skal kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor kom jeg også uden nogen indvending, da der blev sendt bud efter mig.” (Ap.G. 10:28-29).

”Hvor ofte og på hvor mange måder er afrikanere historisk ikke blevet betragtet netop sådan af kristne missionærer?” spørger Magesa retorisk, altså ”vanhellige eller urene”.

En spiritualitet med to ”forældre”

I nyere tid – og med bl.a. Laurenti Magesas kloge bidrag til afrikansk teologi – er tingene ved at ændre sig til det bedre. Han foreslår en mere ligeværdig tilgang, der integrerer afrikansk spiritualitet i kristendom og missionsarbejde, der med hans definition i bund og grund er ”en livsopfyldende proces i verden, der kalder enhver efterfølger af Kristus til at leve i solidaritet med andre mennesker og med universet som sakrament eller tegn på Guds kærlighed.”

Han ser for sig, at man kan kombinere ”gamle og nye skatte”, som han kalder det, både afrikansk spiritualitet og en holistisk kristendomsforståelse. De to har nemlig meget til fælles, idet inkarnationen i kristendommen - at Gud bliver kød og blod i Jesus – er ensbetydende med at Gud viser sig i al materie. Ikke at Gud er alt (panteisme), men at Gud er inden i og over alt (panenteisme).

Derfor bogens titel: What is not sacred? For som han skriver: ”Dette er for afrikanere et retorisk og overraskende spørgsmål, for der er intet som ikke er åndeligt eller helligt.”

Laurenti Magesa konkluderer: ”Kristen spiritualitet i Afrika er et barn født af to forældre, den oprindelige afrikanske tilgang til Gud og evangeliet om Jesus Kristus.”

Laurenti Magesa
What is not sacred?
African Spirituality
Orbis Books 2013

Artiklen er skrevet i samarbejde med Brødremenighedens Danske Mission.