Alle mennesker skal kunne leve og bo trygt

Redaktør Svend Løbner forsøger sig her på et menneskeligt og universelt svar på et aktuelt spørgsmål om staten Israels legitimitet.

”Hej Svend, du forholder dig kritisk til spørgsmålet om staten Israel. I håb om du vil afsætte tid til at svare mig kunne jeg godt tænke mig at vide, om du anerkender staten Israel og jødernes ret til at bo i denne? På forhånd tak for svar!”

Sådan lyder en besked til mig på Messenger. Den venlige tone fra en af mine følgere motiverer mig til at svare. Og gør at jeg må tænke mig godt om, inden jeg griber til tasterne. Det gør jeg så nu.

Helt grundlæggende har alle mennesker ret til at være og bo et sted på Jorden, hvor de føler trygge og kan se en fremtid for sig selv og deres børn. Det gælder selvfølgelig også jøder. Men ikke kun jøder.

På den baggrund kan man sige, at jøder har ret til at bo i en stat, ligesom alle andre mennesker på Jorden har det. Men ingen stater er udelukkende for én etnisk gruppering. Alle stater har borgere med forskellig etnicitet. Det må jøder altså også finde sig i.

Det komplicerede er dog, at nationalstaten som fænomen kun er ca. 300 år gammel. Inden da, var der kongedømmer og imperier, ja, men grænserne var flydende. Og folkevandringer har der altid været på kryds og tværs. Den måde blev kloden befolket på.

Det jødiske folks historie er præget af folkevandringer, først flugten til Egypten, så indtagelsen af Kanaan, så bortførelsen til Babylon og siden Assyrien. Og på nytestamentlig tid besat af romerne. Spredt for alle vinde. Men med håb om at vende tilbage til landet ved den østlige Middelhavskyst.

Håbet kommer fra den hebraiske bibel. Først et løfte til Abraham og siden til Ismael, Isak og Jakob. Ismael er det arabiske folks stamfader. Jakob det israelitiske, jødiske folks. I de hebraiske skrifter er jøderne selvfølgelig i fokus. De fremstår som udvalgte. Derfor gentages løftet til Isak og Jakob. Og derfor føler jøder i dag, at de har særlig ret til landet.

Men spørgsmålet er: Vil ikke alle folkeslag føle sig udvalgte af deres guder?

Nu er vi inde ved teologien, læren om Gud. Og her må vi som altid bygge på skabelsesteologien. Ved skabelsen skabte Gud mennesker i sit billede og lighed. Alle med iboende og ukrænkelig værdighed. Det er det grundlag, vi må bedømme alle senere skrifter ud fra. Er nogen mere end andre, harmonerer det ikke med skabelsen.

Hvad betyder det så helt konkret for det stillede spørgsmål? Det betyder, at i den bedste af alle verdener bør jøder og palæstinensere og alle andre folkeslag kunne leve i fred og fordragelighed med hinanden, uanset hvor de bor på Jorden. Altså også i det Israel, som først den britiske kolonimagt og senere FN godkendte som stedet, hvor overlevende fra Holocaust kunne finde tryghed.

I dag er der bevægelser blandt både jøder og palæstinensere, der plæderer for én stat for alle, der bor i det nuværende Israel, inklusive den besatte Vestbred og Gaza. Og ikke kun en stat forbeholdt jøder med et lille islæt af palæstinensere på tålt ophold.

Vi kan ikke skrue tiden tilbage, landegrænserne er, hvor de er, og det må vi acceptere. Men nationalstater skal ikke være begrænset til særlige etniske grupper og derved udelukke andre.

Og de skal da slet ikke indtage landområder med vold og magt, som israelske terrorenheder gjorde det op til 1948, hvor 750.000 palæstinensere blev drevet på flugt og over 500 palæstinensiske landsbyer jævnet med jorden. Og som den nuværende højreradikale regering stiltiende accepterer at voldelige bosættere på den besatte Vestbred fortsætter med, for ikke at tale om Israels etniske udrensning af 74.000 palæstinensere i Gaza efter 7. oktober 2023.

Der er en vigtig dimension mere i teologien:

Kristendommen bygger på Ny Testamente, hvor Jesus udtrykkeligt sagde, at ”mit rige er ikke af denne verden”, ”man kan ikke pege på det og sige, her eller der er det” og da hans disciple til sidst inden himmelfarten spurgte Jesus om tiden nu var kommet for at ”genoprette Riget for Israel”, svarede Jesus at det slet ikke tilkommer os mennesker at have med det at gøre, men at vi i stedet skal fortælle de gode nyheder om Guds universelle rige for alle mennesker. Altså et endeligt opgør med det, vi i dag kalder zionisme, altså at jøder partout skal have eneret på Palæstina.  

Men kan jøder da slet ikke bo i landet? Jo da, og det har de gjort i hundredvis af år – sammen med deres palæstinensiske naboer. Problemet kom med den etniske udrensning af palæstinenserne og etableringen af en suveræn stat kun for jøder efter devisen ”et land uden et folk til et folk uden et land”. Devisen passede bare ikke.  Der var og er et folk i landet. Og de skal respekteres og have lige rettigheder som alle andre, så de kan bo fredeligt på Jorden, som det er meningen fra begyndelsen.

PS. Kravet om fredelig sameksistens gælder naturligvis også de jihadistiske bevægelser, som overskrider menneskerettighederne. Sagen er blot den, at dem hører vi så rigeligt om, og dem er vi i Vesten hurtige til at tage afstand fra. Modsat Israel, som stadig har stor støtte i Europa og USA. Og endda støttes temmelig ukritisk af kristne zionister.