Betlehemsbarnet - nu bag 57 checkpoints

Jesu fødeby er belejret og forandret til uigenkendelighed. Er vi parate til at stå op for Europas dyrekøbte fredserfaringer, tidligere generationers hjerteblod, også når det gælder palæstinenserne?

Foto: Pixabay

Kronik af Kristine Kaaber Pors, antropolog, bestyrelsesmedlem i Betlehems Venner

Betlehem er noget særligt. Et barn er født os. For alle kristne er Betlehem et symbol. Men det er også virkelighed.

Jeg har lige været der i en kirkedelegation, og jeg har set og oplevet en lille flig af denne virkelighed.

Betlehem var en kristen by i Palæstina, i det område vi i dag kalder Vestbredden. I 1950 var tæt ved 90 procent af Betlehems befolkning kristne. I dag er det kun omkring 10 procent af de knapt 100.000 indbyggere. De lever næsten i et åbent fængsel. 57 checkpoints har staten Israel etableret alene i Betlehem-området. Befolkningen lever med chikane og næsten ufattelige indskrænkninger i deres liv. Det er svært at komme i skole, svært at finde arbejde og at komme frem til det, hvis det lykkes. Mange har over årene givet op og er søgt væk for at få et bedre liv.

Betlehem er synligt forandret

Som repræsentant for den danske folkekirkelige tænketank Betlehems Venner rejste jeg i november rejste jeg til Betlehem for at opleve, hvordan det er at være palæstinenser på Vestbredden i skyggen af krigen i Gaza.

Det var trist og beskæmmende.

Kontrasterne er næsten uforståelige. Den topsikrede lufthavn har Israels historie udfoldet i marmor, og ligger i Tel Aviv, i dag en kreativ hipster-by med gallerier, spisesteder og Middelhavsudsigt – med lidt Barcelona-vibes. Man fornemmer ikke her, at der bombes 60 km væk, mens tungt lastede israelske bombefly flyver sydpå langs kysten.

Vi er ikke palæstinensere, og med turisthatte og rejseudstyr kommer vi nemt gennem check-point og videre mod Betlehem. Jeg var her senest i 2023, men Betlehem er synligt forandret, bare siden da. Banksy’s friske fredsdue i skudsikker vest på vej ind i byen synes mere forpjusket. Lukkede barer og forrevne reklamer af Carlsberg- og Star of Bethlehem-øl vidner om en festligere fortid. De kristne strømmer ind og ud af kirkerne, men siden 2023 er der tydeligvis også flere muslimske tørklæder i bybilledet og desperate handlende med bedende blikke. Betlehems borgere mærker de 57 check-points i området. Mange nye er kommet til siden 7. oktober 2023.

Sammen med kirkeaktivister fra 25 andre nationaliteter tager vi solidaritets-ture til palæstinensiske landsbyer, der lider under bosættelserne, og drøfter, hvordan Palæstinas situation efter Gaza kan forstås, og ikke mindst, hvad vi kan gøre.

Overfald på landsbyer og kidnapning

Hele kroppen værker efter 15 timers tur til Zebabdeh, en overvejende kristen landsby nær Jenin, hvor YMCA – det internationale FFUM - genhuser unge flygtninge, efter den israelske hær jævnede en stor del af Jenin-lejren med jorden.

På vej derop besøgte vi den 27-årige russisk-israelske journalist og antropolog Andrey X Khrzhanovskiy. Efter opvækst i Sankt Petersborg og studier i Storbritannien arbejder han som uafhængig journalist for at dokumentere bosætterovergreb i forladte palæstinensiske landsbyer. Der er ca. to overfald om dagen.

Andrey rykker ud med kameraet, når bosætterne kommer, ofte på æsler med kæppe, og slår løs på bønderne og deres familier. Særligt børnene får at føle, at de ikke skal være trygge. Andrey siger, at så længe han retter kameraet mod bosætterne (billederne ryger videre på Instagram), er de mere skånsomme, men når kameraet tages væk, accelererer volden igen. Der er ikke mange tilbage i nabolandsbyen. Selv har han kontor i en forladt palæstinensisk bolig.

16. november blev hans nærmeste palæstinensiske medarbejder Ayman Ghareeb hentet af det israelske svar på FBI, Shin Bet, og fire dage senere dukkede han op på et hospital, selv om han var rask, da han blev taget til fange. Han er stadig tilbageholdt.

I disse dage er Andrey i København for at demonstrere sammen med mange andre for at Israel løslader Ayman og de andre 3.500 palæstinensiske gidsler, der uden rettergang sidder i de israelske fængsler, heriblandt flere læger fra Gaza. Mange har været fængslet i flere år.

Foto: Pixabay

Betlehem under besættelse

Betlehem-området er efter Oslo-processen i 1990’erne rent palæstinensisk område, og bosættelser er forbudt i følge international lov. Her er Vestbreddens ”brødkurv” og en mangfoldighed af fugle og planter. Et eksempel er det gamle Cremesian winery bygget ovenpå et byzantinsk kloster, der laver rødvin, hvidvin og arak, den lokale brændevin. Skønne udsigter over dale med oliven og druemarker, et område der er UNESCO-verdensarv. Men store dele af jorden annekteres nu ”af sikkerhedsgrunde” til ”offentlig brug”, en israelsk eufemisme for bosættelser.  Det samme gælder familiefarme i andre grønne områder.

Den kristne befolkning i Betlehem var 86 procent af befolkningen i 1950, i dag 10 procent. Særligt siden sommeren 2024 har mange kristne palæstinensere forladt Betlehem, fordi det er tæt på umuligt at komme i skole eller på arbejde. Den kristne del af befolkningen er nu nede på 9.000. De unge har fremtidsdrømme, men fremtidsdrømme fungerer ikke sammen med 57 checkpoints, der gør livet så surt som muligt for palæstinenserne.

De unges fremtid stjæles – på begge sider

Menneskerettighedsorganisationen Balasan, arabisk for oliventræ, har i det skjulte filmet checkpoints, hvor de unge israelske soldater chikanerer jævnaldrende og yngre palæstinensere. Filmklip viser unge gymnasiepiger, der flås ud af bussen og ydmyges, mens palæstinensiske drenge tvinges til at se på. Det er en stærk palæstinensisk og arabisk værdi, at mænd skal kunne beskytte kvinder. Ved at ydmyge kvinderne, ydmyges mændene næsten lige så meget, og fremtidstroen dykker.

De unge i den israelske hær har rekordhøj selvmordsrate. I 2024 var 78 pct. af alle selvmord i Israel begået af kampsoldater mod 41 pct. året før. Ingen kan holde til det her.

Fremtiden – kan vi se os selv i spejlet?

Vi europæere og amerikanere blev modtaget med palæstinensisk gæstfrihed, men blikkene er lidt mere på vagt – hvad magter vi egentlig, os fra Vesten? Mener vi noget med vores egne værdier, menneskerettighederne, folkeretten, som bygger på fredsarbejdet efter Anden Verdenskrig. FN er udfordret, Europa støtter Ukraine men ikke helhjertet Palæstina – på trods af klare indstillinger fra FN og Den Internationale Domstol gennem en årrække. Flere lande har anerkendt Palæstina, senest Storbritannien, men ord er ikke længere nok.

Analysen i kirkedelegationen i Betlehem er klar: Modstanden mod Sydafrika battede først, da der kom sanktioner til. Vi må på gaden igen. Er vi parate til at stå op for Europas dyrekøbte fredserfaringer, tidligere generationers hjerteblod, også når det gælder palæstinenserne? Og kræve slut med våbeneksport til staten Israel og investeringer i bosættelser?