Mit år med Svend Brinkmann

Det har været berigende at læse ”Mit år med Gud” som filosofisk godnatlæsning. Men jeg kunne ønske, at psykologiprofessoren undervejs var mere åben og knap så stålsat på egne holdninger.

Svend Brinkmann ved årets Resonans-festival i Oure på Fyn. Foto: Svend Løbner.

For et år siden sendte jeg en e-mail til Svend Brinkmann med en forespørgsel om han mon havde tid til et interview om hans bog ”Mit år med Gud”. Svaret kom prompte: Læs bogen!

Det har jeg så endelig gjort efter at have taget mig sammen et helt år. Og jeg synes faktisk, at den er meget inspirerende. Hvis man altså kan abstrahere fra psykologiprofessorens selvsmagende stil og gentagne citater af sig selv i egne bøger.

Vigtige filosoffer og teologer

Men bogen er altså god at få forstand af som introduktion til vigtige filosoffer og teologer hvad angår Guds eksistens eller ej og troen, vantroen, tvivlens og skråsikkerhedens resultater for menneskets etiske kompas, livskvalitet og forhold til andre mennesker.

Svend Brinkmann starter og slutter med at han selv er agnostiker, dvs. neutral og fri i forhold til om, Gud eksisterer eller ej. Det har året med dagbogsskriverier om filosofiske og teologiske overvejelser året igennem ikke ændret på.

Som læser forundres jeg dog ind imellem over, at han løbende ”står fast”, som en af hans første bøger i øvrigt hedder, ved egne antagelser, og derfor virker urokkelig og slet ikke åben for de nye erkendelser, året med Gud ellers kunne medføre.

Det gode og sjælens resonans

Er det gode godt, fordi Gud vil det, eller vil Gud det gode, fordi det er godt? Filosoffen Ludwig Wittgenstein mener det første, Brinkmann det sidste og henviser til Skabelsesberetningen, hvor Gud skabte lyset og så at lyset var godt. Fint og forståeligt nok, men kunne man ikke også have filosoferet over det modsatte, at det gode faktisk har sin oprindelse i noget guddommeligt. Men det kan man som agnostiker ikke gå med til.

Har mennesket en sjæl? Hvordan man end definerer begrebet sjæl, så nægter Brinkmann at det skulle være tilfældet. Ordet sjæl er den resonans, der opstår mellem mennesker, ikke noget det enkelte menneske har i sig selv. Mennesket lever i forhold til virkeligheden i verden, punktum, og den virkelighed er endelig, dvs., der er ikke en sjæl, der lever videre efter døden, og ”sjælen” som er et forhold mellem mennesker, ophører dermed også i dødsøjeblikket.

Hvor kommer det ubetingede fra?

Når Svend Brinkmann så alligevel behandler sjælelige emner som etik og moral må han ty til noget udefrakommende, det ubetingede. En troende vil sige, at Gud er det egentlige ophav til samvittighedens fornemmelser, men her vil professoren ikke være med. Det er en ubetinget fordring, som teologiprofessor K.E. Løgstrup er kendt for at fremholde, der får os til at ville det gode og foragte det onde. Spørgsmålet er så, hvor det ubetingede kommer fra. Det er der bare som et menneskeligt vilkår, mener Brinkmann.

Det synes jeg er er anelse for letkøbt. Gud er i Brinkmanns optik – helt i tråd med flere filosoffer op gennem historien – det fraværende, som alligevel er der, ”den svage Gud”, som overlader til mennesket egen fri vilje at vælge det gode, og fordi vi så vælger det ubetinget gode i en udstrækning vi kan, ja, så er vi selv en manifestation af det guddommelige.

At tilgive det utilgivelige

Det leder så til nogle fine betragtninger over vigtige livsnære emner som tilgivelse og sorgbearbejdelse. Brinkmann fremholder Jesus som det noget nær perfekte menneske, der viser etikkens vej til det gode liv. Tilgivelse er at tilgive det utilgivelige, skriver han. For hvis det er tilgiveligt, er der ikke brug for tilgivelse.

Og sorg, ja det er en helt grundlæggende eksistentiel følelse. Religion er opstået, mener nogle, fordi mennesker ved, at de skal dø; det er en coping-mekanisme, hvor der tilføjes mening i en tro på et efterliv i en eller anden form. Uanset om man er enig eller ej, er det gavnligt at kunne tro på en mening med det meningsløse og kunne overlade det uforståelige til Den uforståelige.

Filosofisk godnatlæsning

Det har været berigende for mig at læse ”Mit år med Gud” som filosofisk godnatlæsning, og jeg er taknemmelig for introduktionen til de forskellige toneangivende filosoffer og teologer i spørgsmålet om Guds eksistens og betydning.

Men jeg kunne ønske, at Brinkmann undervejs var mere åbne, knap så stålsat på egne holdninger, og måske også knap så jeg-fokuseret i det hele taget, som også bogtitlen antyder. Og så kan man kritisere forsiden, hvor Brinkmann åbner døren på klem ind til en stor folkekirke. Bogen handler faktisk ikke så meget om kirken, og troen på Gud rækker langt ud over kirkens bænkerækker.

Men læs endelig Svend Brinkmanns bog. Også selv om det kan tage et år at tage sammen til rent faktisk at gøre det!