Overraskende billede af forandring i Guinea-Bissau

LONGREAD: I et forskningsprojekt skulle bønder i Vestafrika fotodokumentere lokale forandringer. Det gav et overraskende og intimt indblik i deres tilværelse.

Forsker bad risbønder i Guinea-Bissau fotografere forandring. Dette billede var deres favorit.

I årevis måtte børn fra landsbyen Cafal i det lille, vestafrikanske land Guinea-Bissau krydse Cumbidjã-floden for at komme i skole – til stor bekymring for landsbyens ældste. Rejsen var forbundet med risiko for druknedød, og de frygtede, at opholdet på en skole langt fra forældrene kunne lede børnene ud i kriminalitet.

Derfor bad de ældre fra landsbyen de portugisiske frivillige om hjælp til at bygge en lokal skole for børn op til 6. klasse. Den stod færdig i 1997.

“I dag, når jeg kigger på den skole, husker jeg vores ældste, som havde gode ønsker for deres børn – som er os,” skriver Umaro Finhane Nanao, der er bonde, murer og operatør af risafskalningsmaskiner.

Det er ham, der har taget billedet som en del af det antropologiske projekt Portraits of change by farmers in southern Guinea-Bissau.

Netop dette billede blev af et overvældende flertal af de lokale valgt som det vigtigste ved projektets afslutningsceremoni.

Mennesker bekymrer sig om mennesker

Da den portugisiske miljøantropolog Joana Roque de Pinho bad indbyggerne i Cantanhez National Parks landsbyer om at dokumentere de forandringer, de oplevede, havde hun ellers forventet at se billeder af stigende vandstande, ødelagte rismarker og ørkenlandskaber. Men resultatet var langt mere mangfoldigt.

Landsbyboerne tog fotos af traditioner og praksisser og iscenesatte før/efter-billeder af skoler. Og der var billeder af forfædrenes træer og huse og selvfølgelig af de ændrede levevilkår som følge af klimaforandringerne.

Tilsammen dannede de et kulturelt landskab af fortællinger, artefakter og kompetencer, som havde stor betydning for indbyggerne.

Ifølge de Pinho siger det noget centralt om mennesker:

”Mennesker er centrum for menneskers bekymringer og positive budskaber,” siger hun og uddyber:

”Ting er smukke, fordi de blev brugt af mennesker i fortiden. De er smukke, fordi de har værdi for os.”

Mikrokosmos for globale forandringer

Jeg møder Joana Roque de Pinho og ser billedet af skolen for første gang til en konference på Syddansk Universitet.

“Guinean gatherings: Mapping global inequalities in the microcosmos of Guinea-Bissau” lyder den mundrette titel på seminaret, der er arrangeret af det tværfaglige Danish Institute for Advanced Studies (DIAS).

I dagslys er farverne på auditoriets store lærred ret utydelige, så jeg kniber øjnene sammen for at se, om der er noget, jeg har overset. Men nej, det er et gråligt billede af en bygning – traditionelt set et absolut no-go for en journalist at sætte på forsiden.

Men min reaktion understreger de Pinhos pointe. Jeg ser en bygning. Cafals indbyggere ser deres forfædres omsorg. Med andre ord: Jeg er som europæer frakoblet Guinea-Bissaus erfarede historie – så er jeg i stand til at fortælle og fortolke den?

Eksperter i egen virkelighed

Disse overvejelser er en del af den antropologiske videnskabelige metode og blev baggrunden for, at de Pinho gav kameraerne – og dermed narrativet – til de lokale selv:

”Noget af det, jeg virkelig godt kan lide ved deltagende fotografi som metode, er, at vi styrker folk til at undersøge deres egen virkelighed og dele det, som de ønsker skal videredeles,” forklarer forskeren.

“Det er mig, der tog dette billede. Dette er bolanhaen (rismarken) i Cadique-N’bitna. Tidligere var den fuldt pløjet og dyrket. Men nu er alt ødelagt og forladt, fordi saltvand fra floden trængte ind og ødelagde digerne i 2008. Hoveddiget, som lå tæt på floden, brød først. Derefter mistede de andre diger deres støtte og brød også sammen. Kun den lille tinde, vi kan se, er tilbage, hvor folk stadig dyrker ris. De arbejder på at genoprette bolanhaen. Min familie kæmper med meget mindre agerjord end før. De vil genoprette bolanhaen og genopbygge hoveddiget længere opstrøms. Nu er de afhængige af cashewnødder – de samler nødderne for at bytte dem mod ris.” Foto og tekst: Bebe Naman, bonde.

”Princippet er, at det er medlemmer af lokalsamfundet, som leder researchprocessen som eksperter i deres egen virkelighed gennem historiefortælling og billeder,” siger hun.

Billederne tages herefter op på åbne kollektive møder, hvor alle, der ønsker det, kan diskutere og analysere deres betydning. På den måde faciliterer man dialog og producerer ny viden i fællesskab, forklarer forskeren.

“Jeg fandt disse mennesker i bolanhaen (rismarken), hvor de var i færd med at bygge et dige. Jeg hilste på dem. De spurgte mig, hvad jeg lavede dér. Jeg bad dem rejse sig, da jeg ved, at det er hårdt arbejde at bygge et dige, så jeg kunne tage et billede af dem. Når vi spiser, er det takket være de diger, der er blevet bygget for at beskytte bolanhaerne mod tidevandet, da saltvand ødelægger risen.” Foto og tekst: Joana Natumna, bonde.

Eksterne narrativer

Fremgangsmåden står i modsætning til en udbredt praksis blandt ngo’er og statslige enheder, hvor man opererer på baggrund af eksterne narrativer, fortæller Joana Roque de Pinho:

”På dette tidspunkt handlede den eksterne diskurs om skoven og nedbrydningen af økosystemer. Den handlede om fragmentering og udryddelse og en følelse af hastende nødvendighed, hvor løsningen lå i videnskabelig viden,” lyder det.

Konklusionen bliver som resultat:

”Vi kommer her som udenforstående med statens magt i ryggen for at vise jer den rigtige vej frem,” siger miljøantropologen.

Det kan nogle gange resultere i fejlslagne konklusioner. For eksempel fortæller de Pinho, at man tidligere arbejdede med en fortælling om, at Guineas skove svandt ind på grund af lokales landbrug. Denne fortælling blev baggrund for bevaringstiltag og forbud. Det skulle dog vise sig, at skovene var menneskeskabte og ikke rester af en oprindelig primærskov.

Imens vidnede fotografiprojektet om, at Guinea-Bissaus indbyggere har ”en stor kærlighed til træer,” fortæller forskeren:

”Fotografiprojektet afslørede, at der var en alternativ diskurs, hvor landskabet er ekstremt dynamisk og historisk. Det er i høj grad formet af landmændenes forvaltning, og de har en meget dyb viden om stedets miljømæssige dynamik.”

“Jeg tog dette billede i Calaque, i en frugtplantage ejet af en mand ved navn Umaro. Der er seks plantede silkebomuldstræer (polon red.) dér. Den første dag, jeg besøgte frugtplantagen, så jeg tre polon på den ene side og tre på den anden. Jeg undrede mig over dette, fordi jeg ikke vidste, at disse polon var blevet plantet bevidst. Frugtplantagens ejer forklarede: ”Disse polon blev plantet af min bedstefar, fordi han mente, at de kunne have værdi i fremtiden.”” Foto og tekst: Haruna Cassamá, landmand, murer, tømrer og hjælpesygeplejerske.

Internaliseret skyld

Alligevel bliver eksterne diskurser internaliseret af lokale, erfarer forskeren:

”Efter afslutningsceremonien spurgte den lokale radio en af fotograferne: ‘Hvad er det største problem her?’ Og hans svar var klimaforandringer. ‘Lad os tage hænderne væk fra skoven.’ Og jeg ved med sikkerhed, at denne fyr aldrig har fældet et træ i hele sit liv,” siger de Pinho.

Kort sagt overtager de en fortælling, der lyder:

”Vi forårsager klimaforandringer, vi fælder træerne, vi er dårlige mennesker, og derfor kommer der ingen regn,” afslutter Joana Roque de Pinho.

Men de globale klimaforandringer er i høj grad skabt af det globale nord – og de rammer det globale syd hårdest. Oversvømmelser, stigende temperaturer, udtørrede floder og grundvandsreserver samt ødelagte afgrøder er blot nogle af de konsekvenser, der har ramt Guinea-Bissau siden 1980’erne. Fortsætter udviklingen, vil det føre til en stigning i vandbårne sygdomme, malaria, fejlernæring og sult.

Sådan lyder nogle af resultaterne fra Orlando Mendes’ forskning. Han er en af i alt fire konferencedeltagere, der selv er fra Guinea-Bissau, og han er ph.d.-studerende i agroklimatisk karakterisering af kystregionerne i Guinea-Bissau.

Nogle af de tilpasninger, som bønderne kan gøre, er at forskyde dyrkningen, så de sår og høster på andre tidspunkter. De kan planlægge deres aktiviteter efter klimaprognoserne, vælge sorter, der passer til hver sæson, og udvikle diger, der kan modstå de stigende vandstande.

”Fra savanne til have.” Jeg plejede at komme forbi her (Gantone, Catió-halvøen), og det var altid et meget beskidt sted. Det var en lala (dvs. en fugtig savanne) dækket af masser af halm; det var ikke kønt. Nu er det rent og smukt, med folk, der dyrker grøntsager som tomater, løg og chilier. Mænd fra en forening skar lalaen med macheter og brændte affaldet for at rydde jorden. Hegnet er der for at holde køer ude. Der er en kilde i nærheden, og folk vander planterne i hånden om morgenen og om eftermiddagen.” Tekst: Banna Seidi, landmand. Foto: Binto Turé.

Lokale tilpasser sig

Men meget af dette ved bønderne allerede, fortæller Mendes, da jeg opsøger ham efter det sidste oplæg:

”De lokale ved, at klimaet ændrer sig. De ved det. De oplever det. Og de tilpasser sig og laver nye systemer for at håndtere klimaforandringerne.”

Det har været en lang dag, og der er ikke længe til den officielle middag på universitetet. Moderatoren har netop afrundet med:

”Som introvert har jeg i hvert fald brug for lidt introvert-tid, inden der igen er mere ekstrovert-tid.”

Jeg tænker, at det må gælde for en del forsker- og professortyper. Så vi aftaler, at Mendes sender mig sine resterende svar og sin research på mail senere på aftenen.

Jeg overlader hermed ordet til Orlando Mendes:

”For Guinea-Bissau er samarbejdet med vestlige regeringer og ngo’er om virkningerne af klimaforandringer meget vigtigt. Samarbejdet bør fokusere på tiltag, der styrker den lokale modstandsdygtighed og kapacitet, for eksempel gennem kystbeskyttelser. Det forbedrer ikke bare produktivitet i landbruget, men beskytter også lokalsamfundet mod ekstreme vejrbegivenheder,” skriver han. Han understreeger vigtigheden af kapacitetsopbygning, og afslutter:

“Initiativer skal gennemføres baseret på retfærdige partnerskaber og en præmis om, at alle aktiviteter er bæredygtige, når internationale partnere trækker sig ud.”

Artiklen er i bragt i Globalnyt og bringes her med tilladelse.