Debat: Rusland mister grebet om sine kolonier

Ukraine House i Danmark afholdt i samarbejde med Udenrigspolitisk Selskab og Free Nations of Post-Russia Forum en paneldebat om afslutningen på russisk kolonialisme. Arrangementet samlede internationale eksperter, beslutningstagere og ledelsesrepræsentanter for civilsamfundet.

Debatten blev indledt af Oleg Magaletskyi, som præsenterede Free Nations of Post-Russia Forums arbejde. Han understregede, at Rusland fortsat udgør Europas sidste koloniale imperium – en realitet, som fortsat ikke rigtig er erkendt, selv i Vesten.

Magaletskyi beskrev forummets dobbelte fokus på oplysning og fortalervirksomhed: at afdække Ruslands koloniale karakter og styrke stemmerne fra de undertrykte folkeslag såsom Sakha, Burjatien, Tatarstan, Basjkortostan og mange flere. Han illustrerede omfanget af Moskvas dominans ved at sammenligne afstanden mellem Moskva og Jakutsk med afstanden fra Lissabon til Luanda eller Bruxelles til Kinshasa – og understregede derved, at der ikke blot er tale om geografi, men kolonial kontrol:

”Folk i disse regioner behandles som andenrangsborgere. Moskva sender deres mænd i krig i Ukraine og beslaglægger deres ressourcer for at finansiere aggressionen. Ukraine kender dette system godt – vi blev selv brugt som kolonial ressource i imperiale krige. Derfor kan den krig, der begyndte i Moskva, kun ende i Moskva.”

Opbygning af relationer mellem de undertrykte nationer og en kontrolleret, ikke-voldelig afkolonisering er den eneste vej til at forhindre nye cyklusser af aggression og kaos.

Sammenbruddets uundgåelighed og illusionernes ophør

Juraj Mesík mindede tilhørerne om, at historien viser, at alle imperier før eller siden bryder sammen. Han advarede dog om, at Europa risikerer at gentage fejlene fra Den Kolde Krigs afslutning, hvor man var fuldstændig uforberedt på Sovjetunionens kollaps.

Han udtrykte bekymring for, at Europa den dag i dag besidder samme mindset – ude af stand eller uvillig til at indse realiteten ift. Ruslands skrøbelighed. Imperier går altid i opløsning - men den reelle fare ligger ikke i selve sammenbruddet, men i Europas modvilje til at forberede sig på det:

“Vi er så tryllebundet af, at Rusland er geografisk stort, at det kan sende hundredtusinder i døden uden modstand, fordi de reelt er slaver, og at det stadig besidder økonomiske ressourcer, som dog svinder hurtigt ind. Alligevel fortsætter vi med at tro, at Rusland er økonomisk stærkt. Vi har alle mulige forudfattede forestillinger, som vi klamrer os til, og vi nægter at forholde os til virkeligheden – nemlig at det hele er ved at forsvinde.”

Ifølge Mesík holdes Rusland i dag sammen af fire skrøbelige kræfter. Den første er tvang (militær og politi). Den anden er energieksport: indtægter fra olie og naturgas - især penge der tilflød fra Europa indtil 2023. Den tredje er ideologi: den chauvinistiske forestilling om den ‘store russiske nation’, som retfærdiggør imperium og aggression. Og den fjerde er frygt: atomtruslen, som systematisk og metodisk bruges til at lamme vestlige beslutningstagere.

Et centralt tema i debatten i København var den akutte nødvendighed af, at Europa frigør sig fra illusioner om Rusland og erkender omfanget af den trussel, landet udgør. Alt for længe har vestlige beslutningstagere vaklet mellem frygten for eskalation og ønsketænkning om mulige “genstarter” i relationerne til Moskva.

Mette Skak fremhævede faren ved at lade sig forføre af sådanne illusioner og understregede, at Danmarks tilgang bør bygge på realisme:

“I Danmark fører vi ikke politik, der bygger på illusioner om Rusland. Generelt mener jeg, at frygten for, at Rusland vil bruge atomvåben, er ved at forsvinde. Folk indser, at jo oftere Moskva gentager disse trusler, desto mere mister de deres virkning. På et tidspunkt blev der endda talt om at forfølge en såkaldt ‘omvendt Nixon-doktrin’ – altså at forsøge at lokke Putin og Rusland til at stille sig på USA’s side mod Kina. Men det er en illusion. Det kommer ikke til at ske, for Putin og Xi Jinping er dybest set samme type diktatorer.”

Den manglende sejrsteori og Europas strategiske handlingslammelse

Et centralt svaghedspunkt, som blev fremhævet under debatten, var Europas manglende sammenhængende strategi for at håndtere Ruslands aggression. I mere end tre år har de vestlige allierede gentaget parolen om at støtte Ukraine “så længe det er nødvendigt”, men panelet understregede, at det ikke er en strategi – blot et slagord, der dækker over fraværet af en reel plan for sejr. Uden en klar forståelse af, hvad målet er, og hvordan det skal nås, risikerer Europa at forlænge krigen unødigt, udtømme Ukraines menneskelige ressourcer og svække den europæiske befolknings vilje til at fortsætte støtten.

Jacob Kaarsbo var markant i sin kritik af denne tilgang:

“Efter to og et halvt år i Ukraine har vi på intet tidspunkt haft en teori om sejr. Det har hele tiden lydt ‘så længe det tager’ – men det har ikke ført os nogen vegne, og det er derfor, krigen stadig er i gang.”

Han påpegede, at europæisk sikkerhedspolitik længe har været formet af amerikansk lederskab og beskyttelsen under den amerikanske atomparaply, hvilket har gjort Europa uvant med selvstændig strategisk tænkning. Derfor, understregede han, må Europa nu blive mere beslutsomt i sine beslutninger og handlinger.

Charlotte Flindt Pedersen tilsluttede sig vurderingen af, at Europas største svaghed er manglen på strategisk fremsyn. Hun understregede, at Rusland ikke kan inddæmmes gradvist eller afskrækkes gennem en udmattelseskrig alene:

“Vi har endnu ikke fuldt ud erkendt omfanget af den trussel, Rusland udgør. Man standser ikke Sovjetunionen gradvist – man standser det med kraft. I stedet for en udmattelseskrig burde vi have sagt: ‘Nok er nok.’”

Hun fremhævede, at det Europa mangler, er et fælles strategisk tankesæt – en erkendelse af, at Rusland bør opfattes, som dét det reelt er: en forstyrrende magt med global rækkevidde.

“Det, der mangler i Europa, er en fælles forståelse af Rusland som en forstyrrende magt og en samlet plan med scenarier for mulige udfald. En af de ting Danmark – eller den nuværende statsminister – har forstået, er, at vi faktisk er nødt til at møde magt med magt, og nogle gange selv være den offensive part. Det er meget skræmmende for os, fordi vi har levet så mange år i fred.”

Samlet afslørede oplægsholdernes indlæg en dyb strategisk handlingslammelse i kernen af europæisk politik: en manglende definition af, hvad sejr betyder, en svigtende tro på Europas egen handlekraft og en tilbageholdenhed med at konfrontere Rusland som den systemiske trussel, landet udgør. At overvinde denne handlingslammelse, lød det, bliver afgørende for, om Europa formår at tage initiativet og én gang for alle sætte punktum for den russiske imperialisme.

Juraj Mesík understregede, at Ruslands imperiale tilbagetog historisk set altid har fulgt efter militære nederlag – fra tabet af Alaska efter Krimkrigen til Finlands og Polens selvstændighed efter Første Verdenskrig. Han argumenterede for, at den samme logik gælder i dag - forudsætningen for Ruslands sammenbrud er et klart nederlag i Ukraine.

“I det øjeblik Rusland lider et militært nederlag, vil den mest grundlæggende kraft, der holder landet sammen – det militære og tvangsbaserede magtapparat – forsvinde eller blive væsentligt svækket. Det vil åbne muligheder for både nationale frigørelsesbevægelser [...] og regionalt selvstyre.”

Demokrati gennem afkolonisering

Panelet understregede også, at Rusland i sin nuværende form ikke kan reformeres til et demokrati. Landets størrelse, sociale struktur og autoritære traditioner gør det modstandsdygtigt over for enhver reel demokratisk forandring. Ifølge panelet kan demokrati i det post-russiske område kun opstå gennem afkolonisering og styrkelse af de undertrykte nationer.

Yaroslav Yurchyshyn fremhævede, at etniske minoriteter udgør mindst 30 procent af Ruslands befolkning, og dét til trods, er deres stemmer fraværende i de internationale drøftelser:

“Når vores europæiske kolleger siger: ‘Vi skal høre Rusland,’ svarer jeg: Mindst 30 procent af Rusland består af etniske minoriteter – hvorfor høres deres stemmer aldrig i den globale debat? Derfor har vi oprettet en særlig kommission, inviteret eksperter og sat os et mål – ikke at erstatte Rusland eller dets oprindelige folk, ikke at tale på deres vegne, men at sikre, at deres stemmer endelig bliver hørt. Samtidig må vi være tydelige om menneskerettighederne. Rusland har ødelagt dette begreb – både i Ukraine og i alle de besatte områder. Men selv her findes en mulighed for demokratisering i det post-russiske rum. Den bedste vej frem er decentralisering – eller det vi kalder ‘reføderalisering’ – for selv om Rusland kalder sig en føderation, har ingen region reelt nogen rettigheder.”

Juraj Mesík tilføjede, at Europa må opgive forestillingen om, at Rusland nogensinde kan udvikle sig til et demokrati i sin nuværende form. Han pegede på, at landet mangler de sociale, institutionelle og kulturelle forudsætninger for en sådan transformation. I stedet, advarede han, vil Rusland forblive tæt knyttet til Kina og andre autoritære magter. Vesten må derfor opgive illusionen om “de gode russere” og i stedet engagere sig direkte med repræsentanter for de undertrykte nationer inden for den Russiske Føderation – de eneste, der har legitimitet til at opbygge demokratisk fremtid, når Moskvas kontrol en dag bryder sammen.

Reportagen er skrevet af Ukraine House Danmark.