Folkemordet i Gaza slår alarm: Dekolonisér teologien
Antologien ”Theology after Gaza” er et nødvendigt opgør med kristen zionisme, skriver læge og debattør Hans Holt Christensen i denne anmeldelse.
Boganmeldelse af Hans Holt Christensen
”Theology After Gaza” er en skelsættende antologi med et bredt internationalt input fra over tyve forfattere, heraf flere palæstinensiske. De fleste af bidragyderne har deres faglige baggrund i teologi og religionsstudier. Den kristne befrielsesteologiske tænkning er den dominerende, men der er også enkelte bidrag med udgangspunkt i islamisk og jødisk befrielsesteologi.
Antologien udkom på engelsk i august 2025, og bidragene må i alt væsentligt være færdigskrevne inden udgangen af 2024, og anledningen til dens tilblivelse er naturligvis det, der er sket i Palæstina siden oktober 2023.
Ingen vej tilbage for traditionel teologi
Antologien er redigeret af Mitri Raheb og Graham McGeoch. Raheb bidrager yderligere med to kapitler til antologien. Mitri Raheb er tidligere luthersk præst ved Fødselskirken i Betlehem og forfatter til en række bøger, hvoraf flere er oversat til dansk, bl.a. ”Troen og Imperiet” og ”Afkoloniser Palæstina”.
Antologiens titel er også dens tese og dens påtrængende ærinde: At der efter folkemordet i Gaza ikke kan være nogen vej tilbage til den teologi, der dominerede før.
Med reference til et digt af Mahmoud Darwish indleder Raheb (her på engelsk):
”If the siege of Beirut in 1982 made masks fall and exposed the Arab countries who paid lip service to the Palestinians while abandoning them, Gaza in 2023/24 has exposed the masks of the international community. Their masks have fallen.”
Efter en sønderlemmende dissektion af settler-staten Israels sande natur og Vestens dækken over og medskyld i dens forbrydelser, stiller han dette uundgåelige, afgørende spørgsmål:
”In light of how the genocide in Gaza is portrayed, why should we in Palestine and the Global South trust western historiography, epistemology, or even theology?”
I stedet slår folkemordet i Gaza alarm om at dekolonisere teologien!
Apokalypse er det store maskefald
Raheb skriver, at der er seks teologiske udfordringer, som folkemordet i Gaza stiller os overfor, og bruger resten af kapitlet på dem.
Undervejs får han kort, klart og overbevisende formuleret, hvad ”teologien efter Gaza” er eller må være. Den er således bl.a. “a theology for a context of apocalypse and genocide . . . confronting and resisting the theology of empire.” For som han skriver: “Apocalypse is real, apocalypse is now [in Gaza].”
Det er hvad der forstås ved denne apokalypse, der er afgørende. Det er ikke de kristne zionisters ”Armageddon” forud for Kristi genkomst. I stedet lever vi i en apokalyptisk tid, siger Raheb, fordi forhænget rives væk og maskerne falder, så vi ser og forstår meget mere klart.
Her er det værd at huske på det græske ord apokalypses egentlige betydning som afsløring!
Som Mahmoud Darwish slutter sit digt: ”Fallen, the mask covering the mask/That covers the mask/Has fallen, and there’s no one.”
Udfordrer mainstream-kirkers “falske neutralitet”
Sydafrikanske Sarojini Nadar yder også et stykke imponerende befrielsesteologisk klartekst i antologiens 4. kapitel med titlen ”Beyond Neutrality – Global Theological Solidarity Demands a Preferential Option for Palestinians”.
Hun leverer bl.a. en ætsende skarp analyse af den bløde, ”humanistiske” mainstream-kirkes frygtsomme ”de-er-lige-gode-om-det” position, der ender i mangel på stillingtagen og passivitet og dermed som et forsvar for status quo og uretten.
Heroverfor står en autentisk befrielsesteologi, der, som Nadar udtrykker det, kategorisk forkaster en sådan falsk neutralitet og kræver, at udgangspunktet er den voldelige besættelse.
To måder at være ofre på?
Antologiens kapitel 6 hedder ”Theology After Holocaust and Theology After Gaza – Never Again for My People Vs. Never Again for Any People”. Her fremlægger Jude Lal Fernando med udgangspunkt i skismaet mellem de modstridende opfattelser efter Holocaust af ”aldrig igen” – for ét folk kontra ethvert folk – sin historisk-teologisk baserede forståelse af relationen mellem ”troen” og ”imperiet”.
”Truth and justice for the victims are determined through the gaze of the empire,” skriver Fernando, og dermed bliver sandhed og retfærdighed for én gruppe af ofre ikke den samme som for alle grupper af ofre, men bestemmes af magthavere efter det politisk fordelagtige.
Der er altså to måder at være ofre på i forhold til imperiet. Der er de ofre, der inkluderes som anerkendte og berettigede ofre, og de, der ekskluderes som ikke-anerkendte og ikke-berettigede ofre.
Jøderne blev efter århundreders forfølgelse endeligt inkluderet som en slags ligeværdige under imperiet i en postuleret fælles ”jødisk-kristen civilisation”, men vel at mærke som zionistiske jøder med et projekt inden for rammerne af vestlig imperialisme og kolonialisme.
På den anden side befinder sig de af imperiet ekskluderede ofre, herunder de inkluderede ofres ofre, dvs. her palæstinenserne.
Ved at begrænse folkemord til Holocaust kan Vesten fortsætte som det plejer
I vestlig forståelse er der for alvor kun ét folkemord, der tæller, og som der skal læres af, og det er det, der blev begået mod jøderne i Europa af det tyske Tredje Rige. Ved således at ignorere eller bagatellisere de massive ”oversøiske” folkemord, som europæerne har begået mindst siden 1492, og ved at udgrænse Hitlerregimet som noget væsensforskelligt fra europæisk folkemorderisk imperialisme i øvrigt, kan imperiet slippe af sted med uforstyrret at fortsætte, som det plejer, med den etablerede vestlige kristne teologis velsignelse (eller tavshed), som vi ser det med folkemordet i Gaza.
I befrielsesteologien, og i presserende grad efter Gaza, er Gud og de kristne derimod med (nede sammen med) de undertrykte, frarøvede og fordrevne, uanset hvem de er, i kampen mod imperiet og ikke omvendt.
Stimulerende og afklarende læsning
Flere af antologiens forfattere inddrager også ikke-teologiske tænkere (og deres begreber) som Achille Mbembe (”necropolitics”), Derek Gregory (”spaces of exception”) og Giorgio Agamben (”homo sacer”) i deres beskrivelse og forståelse af vilkårene for palæstinenserne som reelt fredløse i deres eget land, og Jin Young Choi i kapitel 18 forsøger en parallel homo sacer-læsning af evangelierne. Det virker altovervejende ikke fortænkt, men tværtimod stimulerende og afklarende.
Det er vigtigt at slå fast, at bogen også er praktisk orienteret med eksempler på og opfordringer til ”how do you do theology after Gaza” – i tale og på skrift, via fredelige aktioner, gennem kunstneriske manifestationer og der, hvor vi alle kan være med, i de verdensomspændende demonstrationer i solidaritet med Palæstina. Herved adskiller kristen aktivisme sig ikke væsentligt fra ikke-kristnes, selvom sproget kan være anderledes.
Et banebrydende og uomgængeligt værk
Antologien ”Theology after Gaza” er et banebrydende og uomgængeligt værk, men bliver ikke en folkebog, dertil er den for akademisk. Men der er stadig tusindvis i dette land, for hvem den vil være overkommelig og meget udbytterig læsning, også helt uden teologisk ekspertise (eller for den sags skyld tro). I en bedre verden ville ingen præst eller universitetsteolog kunne undslå sig for at læse den, og den ville være fast pensum på teologistudiet. Sådan bliver det næppe lige med det samme, for der er meget at stå op imod, ikke mindst (udover almindelig åndelig dovenskab) indflydelsen fra kristen zionisme.
Nødvendigt opgør med kristen zionisme
Netop om det mere og mere akut nødvendige opgør med kristen zionisme handler det sidste kapitel, som jeg har plads til at nævne her. Kapitel 12 bærer overskriften ”Genocide and Ecclesiocide – The Case of the Church in Gaza” og er forfattet af Yousef Kamal AlKhouri, selv græsk-ortodoks kristen palæstinenser, født i Gaza.
AlKhouri skriver:
”It is an imperative for the church to remember that it has a counter-imperial mission. . . . Therefore, the church has to identify the imperial nature of Christian Zionism, critique it, and confront it.”
Den kristne zionisme er, med AlKhouris ord, et kætteri, der har infiltreret kirken med en politisk teologi, der strider mod kristen lære om retfærdighed, fred og forsoning, og som der må tages et fuldstændigt og endeligt opgør med.
Det er også budskabet i det nyligt udsendte Kairos Palestine dokument “A Moment of Truth: Faith in a Time of Genocide” fra november 2025.
Problemet herhjemme er jo, at også den danske folkekirke er dybt infiltreret af (mere eller mindre eksplicit) kristen zionisme. Hvad vil mon kirken stille op med noget, der slet ikke hører hjemme i en kristen kirke?
