Zionismens nuancer kortlagt i jødisk magasin

Uanset hvad man mener om oprettelsen af staten Israel kan man i magasinet Udsyn blive klogere på begrebet zionisme og jøders forskellige holdninger til staten Israels oprettelse.

Magasinet Udsyn behandler i sit nye nummer begrebet zionisme. I lederen peger Merete Christensen og Jacob Nørbjerg fra redaktionen på, at bladets artikler ”tilsammen illustrerer, hvor langt parterne står fra hinanden, når det gælder opfattelsen af zionismen, den nuværende situation og ikke mindst visioner for fremtiden.”

Der er altså tydelig forskel på jøders holdning til en egentlig statsdannelse til beskyttelse af jøder efter Holocaust. Nogle er mere hardcore zionister, som fx formand for Dansk Zionistforbund Max Meyer, mens andre ser zionismen som et socialt og kulturelt fænomen, fx Jakob Egholm Feldt, der er professor i historie ved Roskilde Universitet.

Maner til refleksion

Udsyn er udgivet af New Outlook, der er en dansk-jødisk fredsbevægelse, der arbejder for fred i Israel-Palæstina.

I lederen forbereder redaktørerne læserne på, at skribenternes meget forskellige tilgange til zionismen kan forstyrre visse læsere:

”Nogle af vore læsere vil sikkert finde et eller flere indlæg stærkt provokerende. Vi bringer imidlertid dem alle, ikke for at provokere, men for forhåbentlig at få læserne til at reflektere over holdninger, de er uenige med og måske finde veje til konstruktiv dialog.”

Og netop forskelligheden appellerer til refleksion i modsætning til mere sort-hvide holdninger for og imod zionismen, som fremmes af sociale mediers algoritmer.

De fire slags zionisme

Overraskelsen for den uindviede læser kommer allerede i magasinets første sider, hvor Max Meyer opregner fire forskellige slags zionisme. De fire holdninger - den sekulære, den religiøse, den venstreorienterede og den højrenationalistiske - kan i praksis være svære at adskille.

Hvad man dog kan finde frem til er, at den legitime kritik af begrebet zionisme er noget andet end had. Klaus Goldschmidt Henriksener en af dem der, meget udbredt her i Norden, fremhæver at antizionisme er noget andet end antisemitisme. Så nemt at skelne er det imidlertid ikke i Mellemøsten, hvor man i visse kredse har glæde af at læse Hitlers Mein Kampf. I bogen overtrumfer hadet den legitime kritik. Men indrømmet: Skellet mellem legitim kritik og had, så velkomne de er for tanken, kan somme tider være vanskelige at fastholde i det levede liv.

To slags tab

Klaus Goldschmidt fortæller i Udsyn en tysk-jødisk vens beretning fuld af sort gruopvækkende humor:

”Det var en stor ulykke, at Hitler tog magten i mit land. Men jeg var heldig, at jeg var jøde, for hvordan kunne det ellers være gået? (…) Vi børn vidste jo, at selvsamme mand med nød og næppe havde overlevet Auschwitz, og at vores egen jødiske familie havde været tæt på at ende i koncentrationslejr. Men så kunne vi se det: At også mange ikke-jødiske tyskere havde lidt tab. De havde mistet en stor del af deres venlighed og empati. Nazismen havde gjort dem til hadefulde racister.”

To vidt forskellige bøger

Silke Haubart Cohen anmelder Preben Wilhjelms bog ”Smertensbarnet Israel – en personlig beretning”, der som svar på Martin Krasniks bog ”En smal bro over afgrunden” er et tydeligt eksempel på en problematisering af hans eget baglands positive holdning til oprettelsen af Israel.

Han skriver sandt, at et element af den beroede på, hvad Cohen kalder ”Den kollektive dårlige samvittighed” og fortsætter ”som gjorde det umuligt at skelne skidt fra kanel.” Wilhjelm mener: ”Holocaustvaccinen blokerede effektivt for nuancer.”

Konklusionen på hendes gennemgang er: ”Bogen formidler således et berettiget palæstinensisk narrativ om konfliktens udfoldelse fra 1948 og frem til i dag, men som et historieværk bør den ikke stå alene.”

Jødisk antizionisme og palæstinensisk zionisme?

I kapitlet ”Zionismens veje og vildveje” viser forfatter Stig Dalager at det for den tysk-fransk-amerikansk-jødiske filosof, Hannah Arendt var det ”paradoksalt, at et folk, der havde lidt under statsløshed, nu selv etablerede en stat, der udelukkede og/eller undertrykte andre. (…) For hende var statsborgerskab og rettigheder – universelle menneskerettigheder og politiske institutioner der beskyttede alle – vigtigere end en etnisk defineret stat; en nationalstat.”

I sin artikel Palæstinensisk Zionisme skriver journalist Anders Jerichow om den palæstinensiske tragedie ved at pege på, at det er ”uomgængeligt, at palæstinenserne – altså de arabisksprogede muslimer og kristne var udsat for en skæbnesvanger tragedie med 750.000 flygtninge ved Israels oprettelse.” Samtidig opfordrer han til at erkende at ”Over halvdelen af Israels jøder har baggrund i muslimske og arabiske samfund.” Og han spørger: ”Ville den jødiske tilflugt til Israel have set anderledes ud, hvis jøder havde haft frihed og lighed i den arabiske verden? Måske. Måske ikke.”

Jakob Egholm Feldt: Minder om fremtiden

Endelig skal den tankevækkende tekst, der viser hvordan, vi alle bruger fortiden både i egne erfaringer og i kunst som ingredienser til vores drømme om en forhåbentlig bedre fremtid. Med grundig lærdom og henvisninger skriver han hvordan den almindelige forståelse af tid som en linje kan være en barriere mod fremtiden, som så bliver en opfattelse af en ”latent fremtid”. Og han spørger: ”Hvordan kan zionismen fastholde sin demokratiske forpligtelse samtidig med, at Israel er en besættelsesmagt?”

Feldt fortæller om Horace M.Kallens (Jødisk-amerikansk filosof 1882-1974) ”pragmatiske, men ”uforløste” vision for zionisme, som drejer sig om kultur og pluralisme, ”der måske kan hjælpe med at tænke ud over de nuværende fastlåste positioner.”

Alt i alt et magasin, der kan gøre læseren klogere på forskellige nuancer i zionismen – uanset om man er enig i projektets præmis eller ej.

Man kan læse tre artikler fra bladet på New Outlook’s hjemmeside www.newoutlook.dk. Marianne Olsen er medlem af New Outlook, men har ikke medvirket i det omtalte nummer af magasinet Udsyn.