Eksperter advarer: Alvorlig risiko for hungersnød i Gaza
Gaza er i akut fare for hungersnød, da mængden af fødevarer er på det laveste niveau siden konfliktens begyndelse. Det fremgår af de nyeste data fra et globalt samarbejde, der overvåger fødevaresikkerheden i hele verden.
To-årige Yazan lider af akut underernæring. Han bor med sin mor i en flygtningelejr i Gaza By. ©UNICEF/El Baba
To ud af tre kriterier for at erklære hungersnød er nu overskredet i dele af Gaza, advarer Verdensfødevareprogrammet (WFP) og UNICEF. Tiden er ved at løbe ud for at kunne forhindre hungersnød gennem en omfattende humanitær indsats.
Det skriver UNICEF i en pressemeddelelse.
Vedvarende kamphandlinger, sammenbrud af basale samfundsfunktioner og massive begrænsninger på nødhjælp har skabt katastrofale fødevareforhold for hundredtusinder af mennesker i hele Gazastriben.
Adgang til fødevarer, som er en af de centrale indikatorer på hungersnød, er styrtdykket siden maj 2025. Mere end hver tredje indbygger (39 procent) får nu ikke mad flere dage i træk. Og flere end 500.000 mennesker – næsten en fjerdedel af Gazas befolkning – lever under forhold, der svarer til hungersnød. Resten af befolkningen oplever akut fødevareusikkerhed.
Akut underernæring, der er den anden centrale indikator på hungersnød, er steget med hidtil uset hastighed. I Gaza By er andelen af underernærede børn under fem år firedoblet på blot to måneder og ligger nu på 16,5 procent. Det vidner om en kritisk forværring af ernæringstilstanden og en voldsom stigning i risikoen for sultrelaterede dødsfald.
Rapporter om dødsfald som følge af sult og underernæring – den tredje indikator – bliver stadig mere almindelige. I juni blev 6.500 behandlet for underernæring – det højeste antal siden konfliktens begyndelse. I juli er tallet endnu højere, med 5.000 akut behandlingskrævende børn alene i de første to uger. Mindre end 15 procent af de nødvendige ernæringstilbud fungerer i dag, hvilket gør risikoen for dødsfald blandt spædbørn og små børn større end nogensinde.
"Udmagrede børn og spædbørn dør af sult i Gaza," siger Line Grove Hermansen, direktør for Kommunikation og Advocacy i UNICEF Danmark.
"Vi har akut brug for sikker og uhindret humanitær adgang overalt i Gaza, så vi kan opskalere indsatsen med fødevarer, ernæring, rent vand og medicin. Uden det vil forældre fortsat stå magtesløse over for det værst tænkelige – at miste et barn til sult, som vi kunne have forhindret," fortsætter hun.
På trods af en delvis genåbning af grænseovergange, er mængden af nødhjælp, der kommer ind i Gaza, stadig kun en brøkdel af det, der er nødvendigt for de flere end to millioner mennesker, der lever i Gazastriben.
For blot at dække det mest basale fødevarebehov, skal der hver måned leveres over 62.000 tons livsnødvendig bistand. Samtidig er genoptagelse af kommerciel import afgørende for at sikre varieret kost med frugt, grønt, mejeriprodukter og proteinkilder som kød og fisk.
Både UNICEF og WFP har hilst Israels løfter om forbedrede arbejdsforhold velkommen – herunder midlertidige våbenhviler og udpegede humanitære korridorer – og håber, at disse tiltag vil muliggøre en kraftig opskalering af den livreddende hjælp til de nødlidende.
Fakta om hungersnød:
Ifølge IPC er der hungersnød i et område, når mindst én ud af fem husholdninger står over for ekstrem mangel på mad, mindst 30 procent af børnene lider af akut underernæring, og to personer for hver 10.000 dør hver dag på grund af direkte sult eller af en kombination af underernæring og sygdom.