Kampen står mellem magteliten og folket

Debattører klager over, at debatten om Israels krig i Gaza er gået over gevind. Men Israel og Palæstina er blot eksponenter for henholdsvis magtapparat og befolkning. Den debat bruger musikere og journalister som Anne Applebaum deres platforme til at sætte på dagsordenen.

I den senere tid har meningsdannere givet udtryk for, at debatten om Israels krig i Gaza er blevet forplumret, for ensidig og for radikal. Senest i Erik Jensens signatur i Politiken 31. juli. Han mener, ”den er helt gal” med det irske rockband Fontaines D.C., der ”benyttede deres koncert under Roskilde Festival til en markering for palæstinenserne i Gaza”.

Nu er der så ballade igen, mener han, endda ”i allerøverste lag i popverdenens succespyramide”. Alt sammen fordi ”catalanske Rosalías tøjdesigner nægter at skabe et nyt dress til den 32-årige verdensstjerne, fordi hun ikke har udtalt sig fordømmende om den israelske indsats i Gaza.”

Her er Erik Jensen så selv med til at radikalisere debatten. Men måske skal hele skismaet om Israels krig i Gaza skæres på en anden led. Jo, det er Netanyahu, der med imperialistiske drømme om et Storisrael holder liv i krigen i Gaza og endda med opbakning fra den yderste højrefløj udvider med drab og fordrivelse af palæstinensere på den besatte Vestbred. Men det handler i virkeligheden principielt om systemverden kontra livsverden, magt kontra magtesløshed, politiske ambitioner modsat almindelige menneskers ønske om blot at leve i fred. Så i stedet for at slå en streg lodret mellem Israel og Palæstina, bør man i stedet slå en vandret streg mellem magtelite og dominerede, mellem undertrykkere og de undertrykte.

Det er hvad den amerikanske journalist Anne Appelbaum, der i øvrigt selv har jødiske rødder, gør i sin bog ”AUTOKRAT A/S – Diktatorerne, som vil styre verden” (Kristeligt Dagblad 2024).

Her afslører hun en uhellig alliance mellem politiske og økonomiske interesser, mellem præsidenter og direktører for multinationale selskaber. Endda længe før, verden så vantro til, at en amerikansk præsident blev taget i ed omkranset af finansfyrster og medieoligarker. Kampen står mellem autokrati, enevælde, og demokrati, folkestyre. Også i Israel-Palæstinakonflikten.

Det er den verdenskendte palæstinensiske teolog Mitri Rahebs pointe, at konflikten handler om imperiet versus folket. Befolkningen i Palæstina har uanset etnisk herkomst i tusindvis af år måtte leve under imperiers brutale magt, det babyloniske, det assyriske, det romerske og nu det israelsk/amerikanske imperium.

Appelbaum adresserer det, der burde være det egentlige omdrejningspunkt for debatten om Israels krig i Gaza. At Israel med opbakning fra USA og Vesten nu i snart 2 år fører ”krig” mod en befolkning i en besat enklave, der ikke selv har en hær og derfor må yde modstand med sabotage og angreb, man selvfølgelig også må tage afstand fra. Det ændrer dog ikke ved, at Israel som politisk og militær magt i området svigter sit ansvar at tage sig af den befolkning, de har besat og i hvert falde lade være med at sønderbombe det, så 70 procent ifølge FN er jævnet med jorden og ubeboeligt, og ifølge Gazas sundhedsmyndigheder over 60.000 mennesker er dræbt, heraf 20.000 børn.

Det, der slår én, er den kynisme med hvilken disse overgreb foretages. Og den stiltiende accept fra Israels allierede, der kun langsomt og tøvende begynder at tale om at ophæve alliancen med og indføre sanktioner mod Israel. Det kan ikke forstås som andet, end at det er svært for politikere at bryde med de forudindtagede meninger og, ja, fortryllelsen af det jødiske statsprojekt. Diktaturklubben holder sammen og man har selv svært ved at stoppe salg af våbendele til de F-35 jagerfly, der bomber løs i Gaza.

Det er dette vanvittige magtspil, der skal debatteres og dermed afsløres som det, det er. Magtfuldkomne magtmenneskers klamren sig tik magten for egen vindings skyld. Uanset om det er er Trump, Putin, Netanyahu eller andre autokrater. Om det er Meta, Google, X eller andre mediegiganter. Kampen står mellem magteliten og folket. Det er derfor, kunstnere råber op og bruger deres fag og indflydelse til at plædere for medmenneskelighed. Sangere, musikere og andre kreative ildsjæle er talerør for den almindelige, oversete og nogle gange ligefrem undertrykte befolkning.