Fasthold medmenneskelighed i en konfliktfyldt verden

Bliver hjælpearbejde så institutionaliseret, at vi glemmer at kæmpe for lidende mennesker? Hjælpearbejde, udviklingsarbejde og fortalervirksomhed hænger jo sammen.

Hvad sker der med os? Hvad bliver vi til? Hvor er den humanitære bevægelse på vej hen? Det spørger EUCORD’s generalsekretær Ruth Faber i en vigtig artikel på LinkedIN i forbindelse med European Humanitarian Forum 2025.

Hendes anliggende er, at hjælpeorganisationer kan blive så vant til alarmerende tal om menneskelig lidelse, at det ikke længere gør indtryk. Med 305 millioner mennesker i akut behov for nødhjælp og svindende finansiering er der brug for at prioritere nødhjælpen.

Men hvad sker der, når sådanne prioriteringer bliver rutine? Hvornår bliver det ekstraordinære normalt? spørger Ruth Faber.

Balance mellem hjælpearbejde og fortalervirksomhed

Med andre ord: Hvor er balancen mellem hjælpearbejde og fortalervirksomhed?

Det er vigtige spørgsmål for enhver hjælpeorganisation, der vil forblive relevant i en konfliktfyldt tid. En sag, som tidligere er adresseret i begrebet NEXUS, der kombinerer tre dele, der altid er nødvendige i effektivt hjælpearbejde: nødhjælp, udvikling og fortalevirksomhed.

Spørgsmålet trænger sig på – og det må man forholde sig til, uanset hvor ubehageligt det er:  

Hvordan kan man på den ene side kæmpe for menneskers ret til vand, mad, medicin, uddannelse, job og velfærd og på den anden side tøve eller være fuldstændig tavs, når autoritære regimer holder deres borgere hen i fattigdom, uvidenhed og armod? Og kan man som hjælpeorganisation være fuldstændig tavs om Ruslands invasion af Ukraine og Israels etniske udrensning i Gaza?

Der er noget helt grundlæggende på spil, som man - uanset hvem man holder med i en konflikt - må orientere sig ud fra: Medmenneskelighed.

”Menneske først; alt andet så!”

Grundtvig er kendt for citatet: ”Menneske først, kristen så!” Jeg vil tilføje: ”Menneske først; alt andet så!” Der kan ikke være to meninger om det forkastelige i at bombe civile, lade snigskytter likvidere kvinder og børn, og jævne boligkvarterer, hospitaler og fødevarecentre med jorden.

Det er her vi må spørge os selv: Hvad sker der med os? Hvad bliver vi til, når tavsheden ætser sg ind i os og skylden hober sig op på vores skuldre, fordi vi ikke sagde fra i tide?

Brug din stemme og stem!

Under mellemrubrikken ”Barmhjertighed er ikke apolitisk” giver hun tre forslag til, hvad humanitære organisationer kan gøre: 1. Bruge vores stemmer til at tale marginaliseredes sag. 2. Bruge vores stemme (engelsk: vote) til at fremme en retfærdig og solidarisk politik. Og 3. Bruge vores indflydelse til at udfordre de narrativer, der formindsker den menneskelige værdighed.

På den baggrund stiller hun to spørgsmål: Forsvarer vi værdighed – eller håndterer vi den bare? Responderer vi med barmhjertighed – eller rationerer vi blot?

Og når krisen kradser: Glemmer vi så fortalervirksomheden?

Det er forholdsvis nemt at kritisere Ruslands invasion af Ukraine og ophobning af tropper langs den finske grænse. Her er rollerne skurk og offer meget tydelige. Vi allierer os med Ukraine og Finland mod Rusland.

Sværere er det med Israels 77 år lange invasion, fordrivelse og besættelse af Palæstina.