To puljer skal styrke civilsamfundets kamp mod racisme
Udlændige- og Integrationsministeriet åbner nu for ansøgninger til to nye puljer, som aktivt skal bekæmpe racisme og diskrimination i det danske samfund.
Regeringen ønsker med to nye puljer at understøtte civilsamfundets indsats for at bekæmpe racisme og fordomme bredt i det danske samfund samt over for herboende grønlændere.
Puljerne er oprettet som led i regeringens handlingsplan mod racisme. Handlingsplanen består af 36 initiativer, heraf har 12 konkrete initiativer til formål at bekæmpe racisme og diskrimination over for grønlændere i Danmark.
Grønlandspuljen
Som led i at bekæmpe fordomme og racisme over for herboende grønlændere, er der afsat midler til en Grønlandspulje.
Grønlandspuljen er målrettet civilsamfundsprojekter, der har til formål at understøtte indsatser, som aktivt bekæmper fordomme og diskrimination over for herboende grønlændere eller fremmer ligebehandling af herboende grønlændere.
Endvidere kan puljen anvendes til aktiviteter, som har sigte på fællesskaber mellem danskere og grønlændere, som kan bidrage til en ligeværdig forståelse på tværs af rigsfællesskabet.
Der er afsat henholdsvis 1,6 mio. kr. i 2025 og 1,3 mio. i 2026. Midler afsat i 2025 kan også finde anvendelse i 2026. Ansøgningsfristen er den 1. juli 2025, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse.
Puljen kan ansøges af grønlandske civilsamfundsorganisationer og andre frivillige foreninger med kontakt til herboende grønlændere og det grønlandske miljø i Danmark.
Pulje til Civilsamfundets kamp mod racisme
Puljen har til formål at understøtte civilsamfundets kamp mod racisme. Via puljen støttes civilsamfundsorganisationers kamp mod racisme gennem aktiviteter, der har fokus på at nedbryde barrierer og fordomme. Midlerne fra puljen skal medvirke til at skabe fællesskaber mellem forskellige befolkningsgrupper for dermed at mindske de afstande, der kan være, når vi møder hinanden på tværs af kultur, etnicitet og religion.
Der er afsat 1,5 mio. kr. i 2025 og 1,3 mio. kr. i 2026. Midler afsat i 2025 kan også finde anvendelse i 2026. Ansøgningsfristen er den 1. juli 2025.
Puljen kan ansøges af civilsamfundsorganisationer, herunder idrætsforeninger, folkeoplysende foreninger og andre frivillige foreninger, som er kendetegnet ved, at alle skal kunne melde sig ind i foreningen og have mulighed for aktivt medlemskab.