Fredsaftale: Gazas børns liv og fremtid er på spil

”For Gazas børn vil en fredsaftale være mere end et politisk gennembrud. Den vil være livreddende og give håb om tryghed, beskyttelse og en fremtid uden frygt,” siger UNICEF Danmarks generalsekretær Susanne Dahl, der også peger på en hurtig start af genopbygning.

Foto: UNICEF

Den mulige fredsaftale mellem Israel og Hamas tænder et håb om, at rædslerne for både palæstinensere og israelere endelig kan få en ende. Fredsplanen, der nu ligger på bordet, lægger op til våbenhvile, frigivelse af de israelske gidsler i Gaza, løsladelse af palæstinensiske fanger i Israel og fri adgang for nødhjælp ind i Gaza.

”En varig fred er det, Gazas børn har mest brug for. Efter to års krig har de oplevet rædsler, ingen børn bør kende til. Mindst 19.000 børn har mistet livet, tusindvis er blevet såret, og hele generationer lever med dybe traumer,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark, i en pressemeddelelse.

Alle børn lider af traumer

Ifølge UNICEF vurderes det, at 56.000 børn har mistet en eller begge forældre i krigen. Ikke ét eneste barn i Gaza er gået igennem de seneste to år uden tab eller traume.

Adgangen til mad og anden livsvigtig nødhjælp har i lange perioder været stærkt begrænset, og mange familier står over for sult og sygdom. En våbenhvile vil give UNICEF og partnere mulighed for markant at øge nødhjælpen – både med mad, rent vand, medicin og psykosocial støtte.

”Behovet lige nu er akut. Vi vil ikke længere skulle se rapporter om børn, der dør pga. en menneskeskabt katastrofe. Vi kan opskalere indsatsen yderligere - og en fuld FN-indsats under international humanitær lov er, hvad Gazas børn har brug for, både nu og her og i den svære periode, der også venter forude,” siger Susanne Dahl.

’Genopbygningen skal begynde nu’

Sidste år vurderede FN’s udviklingsprogram (UNDP), at krigens ødelæggelser har sat Gazas udvikling op til 69 år tilbage

”Genopbygning handler ikke kun om mursten og infrastruktur – det handler om børn. Vi skal begynde at genoprette sundhedssystemer, skolegang og tryghed parallelt med nødhjælpen. Det kalder vi early recovery,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark

UNICEF arbejder allerede på planer for at genoprette skoler og sundhedsklinikker og tilbyde psykologisk støtte, samt lokale lærere og sundhedsarbejdere, så hjælpen bliver bæredygtig.

En fælles indsats for børnene

UNICEF arbejder tæt sammen med lokale partnere, regeringer og internationale organisationer for at sikre, at genopbygningen sker med lokal inddragelse og ejerskab.

”Freden vil give børnene i Gaza en chance for at begynde at hele – men det kræver, at vi handler nu. Der er brug for store investeringer, både i nødhjælp og i langsigtet udvikling. Det internationale samfund, alle partnere og gode kræfter, må stå sammen for at give børnene en fremtid,” siger Susanne Dahl.

Næste
Næste

Danske jøder: ’Fred handler i bund og grund om medmenneskelighed’