Palæstinenser: ’Hør mig, Gud’

82-årig palæstinenser beder hver dag for fred i verden. Og om, at jøder og palæstinensere må leve i fred og med lige rettigheder.

Tekst og foto: Birthe Munck-Fairwood

Marie Freiwat husker stadig den sommerdag i 1948, da hendes far pakkede familiens ejendele, låste døren til familiens hus i Jaffa i det nuværende Israel og gav nøglerne til byens præst. Det var under den Arabisk-Israelske Krig og blev et endeligt farvel. Som palæstinenser har den 82-årige tidligere dagplejemor fra Aalborg ikke haft mulighed for at gense sin fødeby. Men hver dag beder hun for fred for palæstinensere og jøder.

I dette interview fortæller hun en palæstinensisk families historie.

Flygtning hele livet

Jeg har været flygtning næsten hele mit liv. Som mange palæstinensere mistede min familie alt i 1948. Hver dag beder jeg for fred i verden. Jeg siger: Gud, hør mig. Jeg beder for fred i Gaza, på Vestbredden og i Israel. Fred i Sudan, Irak, Syrien, Libanon, Iran, Ukraine og Rusland. Fred i alle lande. 

Jeg takker Gud for, at jeg i dag har et godt liv. Her i Danmark har jeg mad, tøj, mine to sønner og en dejlig lejlighed. Hver dag glæder jeg mig over blomsterne derude og alle de smukke farver. Jeg er meget rig.

Da jeg var 50 år, blev jeg dansk statsborger. Det var en stor glæde og en gave fra Gud. Jeg kom som statsløs palæstinenser og havde aldrig haft statsborgerskab. I Libanon stod der flygtning på alle mine papirer.

Slem krig i 1948

Jeg er født i Palæstina i havnebyen Jaffa i december 1942. Dengang var Palæstina britisk mandatområde. Vi boede i et stort hus inde i byen. Min mor passede os børn, og min far arbejdede som kontrollør og rejste meget. Vi besøgte ofte mine bedsteforældre, der boede i Al-Bassa, en palæstinensisk landsby tæt ved grænsen til Libanon. Der havde de en gård, hvor de dyrkede oliven, appelsiner og klementiner og havde dyr og høns. Det er her, min familie har sine rødder.  

Da staten Israel blev oprettet i 1948, blev Jaffa en del af Israel. Der var krig. Det var meget slemt. På et tidspunkt hørte vi om en massakre fem kilometer fra os. Mange jøder i vores by sagde til min far: ”Du må ikke rejse. Vi passer på dig.” Men min far var meget bange og besluttede, at vi skulle rejse.

Bortgav nøglerne til huset

Vi pakkede vores tøj og papirer og kom med en lille færge fra Jaffa til Beirut i Libanon. Jeg var fem år og husker tydeligt, at min far gav nøglen til vores hus til en præst i byen. Jeg husker bølgerne, og at min mor var højgravid med min søster. Mange var flygtet før os, og i Libanon blev vi samlet på havnen og fordelt til forskellige byer af FN. Vi blev sendt til en landsby i Sydlibanon, hvor min farbror lejede et værelse til os. Vi blev behandlet godt, og folk gav os tøj og grøntsager. Senere flyttede UNRWA* os til flygtningelejren Dbayeh i Østbeirut. Vi fik to telte - et stort telt til os børn og et lille rundt telt til min far og mor. Min ældste søster var 11 år og vores yngste lillebror et år. Vi boede i lejren i næsten tre år, indtil UNRWA byggede små rækkehuse til os med zinktag. Jeg kan stadig høre lyden af regnen, der trommede mod taget.

I Libanon voksede vores familie, så vi til sidst var syv piger og tre drenge. Som alle i lejren var vi meget fattige og gik i genbrugstøj, der var indsamlet i Europa. Kun min far arbejdede. Vores familie hjalp os økonomisk, indtil min storesøster var 17 år og blev ansat som lærer på en katolsk skole. Min storebror var 16 år, da han begyndte at arbejde.

Enke med tre børn at forsørge

Jeg blev forlovet med min fætter, da jeg var 17 år. Vi kendte ikke rigtig hinanden, men hans forældre boede i samme lejr. Det var min mor, der besluttede. Jeg var 18 år og min mand 26, da vi blev gift. Han arbejdede i Abu Dhabi og Mogadishu og kom kun hjem en måned om året.

Jeg var 19 år, da jeg fik mit første barn. I alt fik vi tre børn – to drenge og en pige. Da min datter var 18 måneder, døde min mand i en arbejdsulykke, og jeg blev enke med tre små børn. Heldigvis boede jeg tæt på både mine forældre og min svigermor, der hjalp mig. Jeg fik et job i lejren, hvor jeg uddelte mad og tøj, og senere kom jeg i lære hos vores genbo, der var skrædder, og blev syerske. I mange år syede jeg skoleuniformer til børn i lejren.  

’Mit hjerte græd’

I 1975 kom krigen. Vores lejr blev angrebet af libanesiske styrker. Mange unge blev dræbt. Vi flygtede til Vestbeirut til den muslimske del, hvor vi boede i en tom lejlighed. Vi efterlod alt og havde kun vores tøj. Igen var vi flygtninge.

Efterhånden blev det stadig værre. Vi havde familie, der var flygtet til Danmark, og da de fortalte, at Danmark havde åbnet for flygtninge, besluttede vi at rejse. Vi kom i 1986. Jeg rejste sammen med min bror og en anden familie. Min yngste søn var rejst en måned før. Den første tid boede vi i Sandholmlejren, og efter ni måneder fik vi asyl og blev flyttet til Brønderslev. Jeg var både glad og ikke glad. Vi var i sikkerhed i Danmark, men mit hjerte græd.

De første 18 måneder gik jeg på sprogskole, og efter to år fik jeg mit første job. ”Vil du passe børn?” spurgte sagsbehandleren. Det ville jeg gerne, og i mange år arbejdede jeg som dagplejemor, indtil jeg gik på efterløn i 2003 som 61-årig.

Familien spredt for alle vinde

I dag bor min store familie spredt i mange lande. Jeg har stadig min datter og en søster i Libanon. Det er meget svært for dem, men de klarer sig. Mine tre børn er alle gift, og jeg er bedstemor til syv børn og oldemor til otte. To af mine søstre bor i Canada og en bror i Abu Dhabi, og jeg har børnebørn i Egypten, Texas, Libanon og Danmark.

Da jeg blev pensionist, kom jeg med i en dameklub i vores boligforening her i Aalborg. Jeg må jo ikke glemme mit danske sprog. Vi er syv veninder på min alder. Jeg laver mad til dem, og somme tider reparerer jeg deres tøj. 

I mange år har kirken været en stor del af mit liv. I kirken har vi en lille arabisk gruppe, hvor vi læser i Bibelen og beder sammen.

’Er palæstinensere anderledes end andre folk?’       

Jeg tænker meget på Gaza og de mennesker, der bor der. Jeg har altid været nysgerrig på, hvad der sker i verden. Jeg ser nyheder, hører radio og læser aviser. ”Hvad tænker du, Mama?” spørger mine børn. De forventer, at jeg har en mening.

Det er helt forkert at slå mennesker ihjel, men der var jo en grund til det forfærdelige, der skete i oktober 2023. Selv om jeg er dansk statsborger, er jeg også palæstinenser. Jeg ønsker, at palæstinenserne må få deres eget land. ”Du har ingen stat.” Det har jeg hørt så mange gange. Det er ikke retfærdigt. Er palæstinensere anderledes end andre folk? I Israel har palæstinensere ikke de samme rettigheder som jøder. Der er vi anden- eller tredjerangsmennesker. 

Jeg hader ikke nogen. Jeg har ingen fjender. Men det gør ondt i mit hjerte. Jeg er meget ked af det. Jeg er født i Palæstina og kan ikke glemme mine rødder. Jeg kan kun bede om, at der en dag bliver fred. Jeg er ikke bitter. Gud ved bedre end mig. Han må finde en løsning - en retfærdig løsning.

Jeg drømmer om en stat, hvor israelere og arabere alle sammen kan bo. Som mennesker har vi ret til at drømme. Det er min drøm, at der må komme en løsning, mens jeg lever.

* UNRWA: FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten.

Artiklen har tidligere været bragt i Tværkulturelt Centers avis “Nyt på tværs”.