Israelsk historiker afslører ’udslettelsens logik’
Ilan Pappes seneste bog om Israel-Palæstina-konflikten er god som afsæt til en oplyst og kvalificeret debat.
Ilan Pappe er israelsk historiker og professor ved Exeter University i Storbrittannien. Foto: Svend Løbner.
Debatter skal gerne underbygges af gyldig argumentation. Ellers ender det blot med at partnerne slynger løse påstande i hovedet på hinanden.
Det sker især på sociale medier, hvor netop påstande er nemme at slynge ud i en fart, uden dog at gøre læserne klogere på emnets substans. Påstande kan nemlig ikke stå alene.
Sådan argumenterer du
En gyldig argumentation føres i tre led: påstand, belæg, hjemmel. Påstande fuldfører sætningen: ”Jeg mener, at…” Belægget tilføjer ordet ”fordi”. Og hjemlen underbygger de to andre med et ”eftersom”.
For eksempel: (Jeg mener, at) Danmark bør herboende indvandrere i pleje og sundhedssektoren, i stedet for at rekruttere disse medarbejdere fra andre, fx asiatiske lande. (Det mener jeg, fordi) fattige lande som fx Indien har rigeligt brug for deres egne sundhedsmedarbejdere, og herhjemme har vi allerede uddannede sundhedsmedarbejdere med anden etnisk baggrund og i hvert fald mange på vej fra de gymnasiale uddannelser. (Det mener jeg, eftersom) stadig flere personer med anden etnisk baggrund end dansk ifølge Danmarks Statistik engagerer sig i det danske arbejdsmarked, og at knap hver tredje på social- og sundhedsuddannelserne ifølge Dansk Flygtningehjælp er personer med anden etnisk baggrund.
Men den argumentationsmodel er der god grund til at tænke sig om, følge med i de nyeste rapporter, og læse de bøger, der giver historisk baggrund og dermed fundament for de holdninger, der nødvendigvis må følge.
Israelsk historiker giver troværdig hjemmel
I forhold til Israels krig i Gaza, ulovlige bosættelser på Vestbredden og gentagne krigshandlinger i Libanon og Syrien er Ilan Pappes bog ”En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten” (Forlaget Klim 2025) særdeles oplysende og giver god baggrund til hjemmel i argumentationen.
Pappe gennemgår zionismens historie fra slutningen af 1800-tallet til i dag, hvor zionismen om jøders eneret til hele Palæstina fremføres af især højreorienterede israelske politikere. Han påviser, at ”udslettelsens logik” har præget bevægelsen siden starten og blev eksekveret af fire forskellige militante enheder ved staten Israels oprettelse i 1948 og fortsætter op til i dag bl.a. gennem førnævnte krig i Gaza.
Ilan Pappe (f. 1954) er en israelsk historiker og politolog, født i Haifa, uddannet ved Hebrew University i Jerusalem, blev dr.phil. ved Oxford University og er i dag professor ved the University of Exeter.
Zionister fordrev de ’vilde’ for at modernisere landet
Med den baggrund kan han trække nogle hovedlinjer og pege på helt grundlæggende træk ved udslettelsens logik (s. 35):
1. ”Ligesom andre bosætterkolonialister måtte de (zionisterne – red) dehumanisere den indfødte befolkning, der blev portrætteret som ’vilde’ eller ’primitive’. En særlig virkningsfuld trope i Palæstina var at fremstille palæstinenserne som ’nomader, folk uden tilknytning til jorden. Og det til trods for at mange af landsbyerne havde ligget der i tusinder af år.”
2. ”Samtidig påstår bosættere, at de er drevet af ædle motiver, dvs. at bringe moderniseringens (og civilisationens) fordele til et tilbagestående sted… Bosætterkolonialister så sig selv som dem, der moderniserede landet, ikke befolkningen. Befolkningen var et ubelejligt element, der skulle fejes til side, for at man kunne få adgang til jorden.”
Den logik førte til, at:
3. ”Da mandatet (det britiske-red.) officielt sluttede var omkring 250.000 palæstinensere allerede blevet gjort til flygtninge… Ved udgangen af 1948 var halvdelen af den Palæstinas arabiske befolkning blevet fordrevet, over 500 landsbyer var blevet tilintetgjort, og de fleste af dets større og mindre byer blevet ødelagt.” (s. 71, 73).
Opsummering giver klarhed og håb
Og det er en udslettelsens logik, der fortsætter op til i dag, argumenterer Ilan Pappe. Og hans tydeliggørelse af, hvad der virkelig er på spil, nemlig en kamp mod bosætterkolonialisme, kan give klarhed og en spire af håb om en demokratisk stat med lige rettigheder for både israelere og palæstinensere.
Ilan Pappe opsummerer, hvad vi kan lære af historien (fra side 147):
1. For det første aflive myten om, at Palæstina var ”et land uden et folk til et folk uden et land”, som zionister påstår.
2. Dernæst gendrive den tanke, ”at det folk, der for 2000 år siden boede i det romerske Palæstina, var forfædre til de zionistiske bosættere, som kom første gang i 1882”.
3. Og så erkende, at ”en jødisk stat blev bygget i det historiske Palæstina, fordi det tjente det britiske imperiums interesser under Første Verdenskrig.”
4. og ikke mindst, at zionistbevægelsen blev en ”bosætterkolonialistisk” bevægelse og som sådan et led i ”europæiske bosætterbevægelser, som søger at opbygge et nyt Europa udenfor Europa”.
5. ”Det er på tide, at anerkende den palæstinensiske nationalbevægelse som en antikolonialistisk bevægelse” i lighed med andre antikoloniale kampe, som mange i Vesten støtter. Disse kampe er ikke ”brutale, grundløse terrorhandlinger”, fremholder Ilan Pappe.
6. ”…den såkaldte fredsproces fra 1967 og frem va domineret af USA og mislykkedes, fordi USA og dets allierede i Europa var uærlige mæglere. De ignorerede konstant palæstinensernes lidelser og rettigheder og forvandlede ’processen’ til et skjold, der tillod Israel at fortsætte besættelsen og koloniseringen.”
7. Tostatsløsningen har slået sørgeligt fejl, mener Pappe, ”fordi den ikke længere er gennemførlig grundet tilstedeværelsen ag 700.000 jødiske bosættere på Vestbredden” og fordi, ”den handler kun om en lille del af Palæstina (22%) og kun om en del af det palæstinensiske folk.” Ilan Pappe plæderer i stedet for ”én demokratisk stat, hvor alle, palæstinensere og israelere, har lige rettigheder og frihed til at bevæge sig overalt i det historiske Palæstina.”
8. Dernæst skal ordvalget omkring konflikten ændres. ”Det giver ingen mening at tale om fred som om begge parter er lige skyldige, når den proces vi i virkeligheden taler om, er afkolonisering.” Og ”befrielse og forsoning”.
9. Og med hensyn til Gaza, kan vi på den historiske baggrund nu forstå, ”hvorfor vi først og fremmest må betragte den palæstinensiske modstand som antikolonialistisk, uagtet deltagernes erklærede ideologier”.
Ilan Pappe:
En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten
Forlaget Klim 2025
