Hver gang, vi rækker ud mod en ”fremmed”, er det jul

Jesusbarnet i krybben repræsenterer alle, der føler sig fremmedgjorte. Alle forladte. Alle fortabte.

Af Svend Løbner. Kronikken er også bragt i Avisen Danmark.

Det er gået op for mig, hvor stor en rolle såkaldte fremmede spiller i juleevangeliet. Jesusbarnet blev født under romersk herredømme, fik besøg af vise mænd fra Østerland og måtte selv flygte med sine forældre til Egypten på grund af den onde kong Herodes. Selv hyrderne på marken er en slags fremmede - i hvert fald i dag, hvor mennesker i landlige omgivelser i provinsen ofte bliver set ned på af fornemme byboer.

Men juleevangeliet bryder med al form for forskelsbehandling, både horisontalt og så sandelig også vertikalt. Det ypperste ideal, det guddommelige, nedværdiger sig til at blive kød og blod med alle de begrænsninger, behov og drifter, som hører menneskelivet til.

Det er ikke ualmindeligt, men snarere mere reglen end undtagelsen, at mennesker guddommeliggøres i metamorfoser. Hellige mænd og kvinder, forfædre, profeter og guruer udvikler sig med tiden til helgener, ånder, engle eller boddhistavaer (i mahayanabuddhismen) for til sidst at blive guder eller Gud med stort G i et idealbillede af de ypperste værdier, mennesker kan forestille sig.

Det mere sjældne er antromorfoser, dvs. at guder eller Guden bliver menneske, det åndelige bliver materie, det ideelle bliver ”lidet ringere end Gud”, som kong David beskriver mennesket i en af sine salmer i Bibelen.

Vi aner det allerede i hinduismens Rig Veda 1600 år f.Kr., når gud Brahma indser, at mennesket ikke kan frelse sig selv og så lover selv at komme ned og frelse mennesket. Vi møder det hos profeten Esajas i den hebraiske bibel, der omkring 700 f.Kr. fra det evige nu ser ned på tidslinjen og forudser fremtiden i nutid: ”Et barn er født os, en søn er os givet. På Hans skulder skal herredømmet hvile. Han skal kaldes evig Gud…”

Det er den bevægelse – fra ideal til praktik, fra værdi til handling, fra kærlighed til omfavnelse – der er julens essens. Når vi mærker barmhjertigheden i barmen, medfølelsen i følelseslivet, inspirationen i tanken, og fordringen i viljen, da er det blevet jul også her i 2025.

Og skal vi tage ved lære af juleevangeliet, så er alle disse guddommelige impulser især rettet mod såkaldte fremmede.

De vise mænd fra Østerland springer først i øjnene. ”Østerland” er et vidt begreb, men har nok været Mesopotamien, dvs. det nuværende Irak. De vise mænd var astrologer og havde opdaget en ny stjerne på himlen, som de tolkede som symbol på, at en stor konge var blevet født. Spirituelle som de var, begav de sig sporenstregs afsted for at tilbede ham.

Som fremmede repræsenterer de vise mænd alle mennesker udenfor de religiøse systemer. Kristus er større end kristendommen, ligesom kristendommen er større end kirken. Ja, Kristus er Messias, den udvalgte, Logos, fornuften, Tao, det kosmiske altforenende princip. Juleevangeliet er allemandseje.

Hyrderne på marken var modsat de vise mænd blot praktiske, pragmatiske personer, der passede deres arbejde og levede livet som det nu bød sig. Ingen himmelvendte øjne her. Fårene var deres et og alt. Og netop derfor fik de et wake up call af dimensioner: Et helt englekor sang for dem om barnet, der skulle frelse hele verden. Ingen stjerner, ingen tolkning, ingen lang og besværlig rejse.

Som fremmede repræsenterer hyrderne alle dem, der i hverdagen bliver betragtet som andenrangs, lidt ringere, lidt for primitive, lidt for langt ude. Folk der stikker ud og ikke rigtig vil indfinde sig i rækkerne og gøre honnør på kommando. De er bare sig selv og tør være det konsekvent.

Flugten til Egypten handler om fremmedgørelse. Da Maria og Josef med Jesusbarnet måtte flygte fra den misundelige og blodtørstige kong Herodes syntes al planlægning at gå i vasken. Ville profetierne nu alligevel ikke gå i opfyldelse? Jo, men denne gang handler det om selv at være fremmed i et fremmed land. At blive rykket op med rode, opleve stress og frygt, og befinde sig i helt fremmede omgivelser.

Jesus repræsenterer her alle, der føler sig fremmedgjorte. Alle forladte. Alle fortabte. Ja, måske hvad jesusordene i Johannesevangeliet 3:16 i virkeligheden betyder: ”For således elskede Gud verden at han gav sin enbårne søn for at enhver som tror på ham ikke skal fortabes men have evigt liv.”

Det er forfærdeligt at føle sig fortabt som en hund i et spil kegler, hvor man end befinder sig. Men troen kan blive et holdepunkt for den fremmedgjorte. Især når troen holder fast i den konkrete, jordnære, menneskeblevne Gud.

Så er der alligevel en mening med galskaben. Og så kan man begynde at mærke sig selv og fundere over, hvordan man kan følge trop og lade juleevangeliet få liv og kød og blod gennem en udrakt hånd og en åben favn over for den såkaldt fremmede.

For ja: Hver gang, vi rækker ud mod et andet menneske, er det jul.