Kurdisk familie betalte høj pris for friheden

Familien Omidi fra Iran flygtede på grund af forfølgelse, men blev tæsket og skubbet tilbage af brutale vagter ved EU’s grænse. 

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center

På mange måder ligner familien Omidis beretning de utallige andre historier, som  flygtninge kan fortælle om livsfarlige rejser til Europa næret af håbet om frihed og sikkerhed. Beretninger om synkefærdige både og mange hundrede kilometer tilbagelagt til fods gennem uvejsomt terræn.

Og så alligevel er den kurdiske families historie anderledes. Ved grænsen til Kroatien, der også er EUs ydre grænse, blev familien tvunget tilbage over grænsen til Bosnien-Hercegovina af kroatiske grænsevagter.

Sådanne pushbacks langs EUs ydre grænser er ulovlige, men selv om de er veldokumenterede, har Ashkan Omidi og Laila Rostamianpoor ingen garanti for, at det ikke kan ske igen, hvis familien bliver sendt tilbage til Kroatien. 

Bange for politiet

Den kurdiske familie tager imod på busholdepladsen uden for det midtsjællandske asylcenter, der er midlertidigt hjem for asylansøgere, der har fået afslag på asyl, eller som venter på, om deres sag behandles i Danmark.

Da Ashkan Omidi og Laila Rostamianpoor søgte asyl i Danmark en decemberdag sidste år, havde familien været undervejs i fem måneder. Med på rejsen til Europa var også Ashkans 58-årige mor, der boede sammen med familien i Iran, og parrets femårige datter Roya.

Den lille spinkle pige løber i forvejen op ad trappen til hovedbygningen med små glade hop. Hun går i dansk børnehave og har allerede så mange danske ord, at hun kan fortælle, at hun lige har haft fødselsdag og blev fejret med gaver og kage i børnehaven. Senere fortæller hendes far, at datteren er bange for politiet i Danmark efter de voldsomme oplevelser under flugten. Han håber, at hun snart vil glemme rejsen. 

Familien har inviteret indenfor på værelset på første sal, hvor gardinerne er trukket fra, så det sparsomme dagslys kan trænge helt ind i rummet.

Farligt at konvertere    

- Vi flygtede, fordi det blev meget farligt for mig i Iran. Jeg havde interesse for kristendommen, og det er meget ulovligt, når man ikke er født kristen. Derfor kunne vi ikke rejse legalt. Den eneste måde var at betale penge til smuglere, der ville hjælpe os med at rejse uden papirer. Vi håbede at nå frem til Danmark, hvor vi har familie, der har fået asyl og kender kristendommen. Vi tænkte, at Danmark måske også ville tage imod os, forklarer Ashkan Omidi og fortæller, at efterretningstjenesten siden har ransaget familiens hus i Iran.       

- Vi havde ikke forestillet os, at rejsen ville tage fem måneder. Men vi kunne ikke vende om. Da vi blev skubbet tilbage til Bosnien fra Kroatien, var vi nødt til at prøve igen. Næste gang lykkedes det, men vi blev tvunget til at afgive fingeraftryk, og derfor siger Danmark, at vi skal tilbage til Kroatien. Men vi er meget bange for at blive sendt tilbage.

”De slog og sparkede os”

- I Kroatien kan alt ske. Der er ingen retssikkerhed. De slog og sparkede os foran vores datter og tog vores penge og ejendele, inden de skubbede os over grænsen. Det var nat og helt mørkt. De efterlod os bare. Heldigvis var der nogle, der hjalp os. Men siden har min kone ikke kunnet sove om natten og tør ikke gå ud alene. I Danmark får hun hjælp fra en psykolog, men hun er stadig bange hele tiden. Vi ved ikke, hvad der vil ske med os, men vi rejser ikke tilbage til Kroatien, siger Askhan Omidi.

- Under flugten boede vi i halvanden måned på et lille værelse i Tyrkiet, hvor vi ikke måtte åbne vinduet eller trække gardinerne fra. Nogle kom med mad til os hver dag. Vi havde ingen papirer og måtte ikke gå ud, fortæller 30-årige Laila Rostamianpoor, der arbejdede som syerske i Iran.

Ser døden i øjnene

Den 29-årige familiefar har et trækors om halsen, og i vindueskarmen står en persisk bibel. Interessen for den kristne tro er ikke noget, familien skjuler.

- I mit land kan kristne kun mødes hemmeligt og skal passe rigtig meget på. Jeg kan ikke fortælle så meget, siger Ashkan Omidi, der først delte sin tro med sin familie, da de havde forladt Iran. 

- Når man flygter uden papirer, ser man døden i øjnene. Det er et Guds under, at vi stadig lever og er sammen. Mange gange var vi ved at give op, men jeg vidste, at den Gud, jeg troede på, ville hjælpe os. Hver dag lagde jeg vores rejse i Guds hænder og bad Jesus Kristus om styrke til at holde ud.

Båd lige ved at synke

Efter halvanden måned i Tyrkiet kom familien videre med en båd, som skulle sejle dem til Italien. 

- Vi var 72 personer i en lille båd. Vi sad nede under dækket. Mænd, kvinder og børn oven på hinanden. Efter tre døgn blæste det op til storm. Vi kunne høre bølgerne slå ind over os. Båden fik motorstop og begyndte at tage vand ind. Vi var meget tæt på at synke, da vi blev fundet af et redningsskib og sejlet til Grækenland. Uden Guds hjælp var vi omkommet. Vi hørte om mange, der ikke klarede det, fortæller Ashkan Omidi og bliver stille et øjeblik.      

Han opremser de lande, familien rejste igennem på vej til Danmark: Albanien, Montenegro, Bosnien, Kroatien, Slovenien, Italien, Schweiz, Tyskland. En rejse, der tog omkring en måned.

- Vi kørte med bil, bus og tog. Når vi skulle krydse en grænse, gik vi – nogle gange i 15-20 timer. Mange gange måtte jeg bære min datter. Somme tider sov vi i en skov. Vi var våde og sultne. Og altid bange. Men hver gang jeg tænkte, at nu kunne jeg ikke mere, hjalp Gud os.

I Danmark drømmer Ashkan Omidi, der er uddannet elektriker, om at få arbejde inden for sit fag, så han kan forsørge sin familie.

Artiklen fra Nyt på Tværs er bragt med tilladelse.