Ny bog udfordrer Danmarks største ngo til dialog
Folkekirken bør lytte mere, undre sig mere og åbne sig mere, for at borgere kommer til orde med de eksistentielle og spirituelle emner, der optager dem, mener forfatter.
Vi ser dem på bakketoppe i landskabet og på snart sagt hvert gadehjørne i storbyer. Kirker. Det vil sige kirkebygninger. For kun få af os bevæger os ind i dem for at opleve ord, toner og møder med ånd, tanke og måske følelse i ens inderste rum.
Danmarks største civilsamfundsorganisation bør komme mere ud over rampen til danskerne. Så vi ikke bare beundrer kirkens hvidkalkede mure på afstand eller går forbi dens slidte murværk på vej til og fra arbejde.
Det gør Peter Brandt Baumgartner noget ved i den lille bog ”Den undrende folkekirke” (Eksistensen 2024). Han er kandidat i informationsvidenskab og kulturformidling.
Et fælles mulighedsrum
I bogen udfordrer han den lidt stivnede, historiske og derfor traditionelle folkekirke til at løsne op for vaner og programmer. Så det ikke bliver længe fastlagte dogmer, der doceres, men åbenhed og relevans i forhold til menneskers nutidige interesser og behov, der kommer i fokus.
Som han udtrykker det: Det er ikke ”prædikenlogikken, men derimod samtalelogikken, kirken skal have på banen” (s. 22).
Hvad betyder det så? Jo, ”I samtalens og dialogens logik lytter vi til den anden, og vi mødes i et fælles mulighedsrum, hvor alle parter forhåbentlig føler sig hørt, set og mødt” (s. 10).
Samtalens logik
Peter Brandt Baumgartners bog er dog ikke en ”how to do it”-guide, men mere en filosofisk refleksion over den forandring i kommunikation som folkekirken nødvendigvis må igennem for at lykkes med ambitionen om et samtaleforum som et åbent mulighedsrum for sognets borgere.
Kommunikationen i folkekirken er et ”oversættelsesarbejde”, skriver han, der tager højde for ”nye mønstre i befolkningen,” hvor menneskers horisont ”kan favne både kristendom og nyere former for spiritualitet” (s. 29). Og fordi samtalen er tovejs bliver de afgørende spørgsmål: ”Hvad får kirkegængeren eller det andet menneske ud af de tiltag, kirken præsenterer, og hvad har det andet menneske måske at fortælle folkekirken?” (s. 30). Der er brug for en ny forståelse for ”samtalens logik”.
Eksistentielle samtaler
Skal folkekirken så nedtone prædikenens betydning og rolle? spørger Baumgarntner retorisk. ”Nej, fortsætter han, ”Men den skal fokusere mere på de kommunikationsformer, der indeholder det dialogiske rum, og som opruster de eksistentielle samtaler.” (s.33).
Her kommer han så ind på Ciceros traditionelle kommunikationsmodel: Afsender – Budskab – Modtager, men pointerer desuden kontekst og relation. For skal kommunikationen lykkes, må afsenderen forstå modtagerens baggrund og opbygge en relation til modtageren, for at denne fuldt ud forstår og tilegner sig budskabet.
Autoritær eller reflekterende sprogtone?
Her rammer han hovedet på sømmet: ”Hvis en lidt bedrevidende eller dogmatisk selvforståelse viser sig gennem en autoritær sprogtone, bliver det til en lukket fortælling om en belærende attitude. Dette vil i en den senmoderne verden føre til et kommunikationsbrud. Og tilsvarende er det også sådan, at en dialogisk selvforståelse viser sig i en reflekterende sprogtone, en åben og formidlende fortælling samt en søgende attitude over for det andet menneske.” (s.42).
For os, der har arbejdet med kirkens kommunikation i årevis, er det velgørende at få sat ord på den hurdle, der ofte viser sig, når folk endelig indfinder sig i kirken efter vores forsøg på indbydende kommunikation i kirkeblad og pressemeddelelser. Nemlig at hvis de så hører den belærende sprogtone i kirken, bliver de skuffede og måske så stødte, at de nok ikke igen frivilligt sætter deres ben i kirken.
Kirken må lytte for at blive hørt
Hvor skal kirken og dens personale og frivillige så begynde for at leve på til ”nye tider, nye skikke”, som et af Baumgartners kapitler lyder. Jo, vi skal lytte.
”Måske skal kirken i langt højere grad lade være med at definere og i stedet lytte og perspektivere,” skriver han (s. 79). Kirken skal med andre ord afstå fra det han kalder ”den diskursive overhånd” i kommunikationen. At lytte er vejen til at mennesker føler sig ”eksistentielt engagerede og ikke blot som publikum (eller arbejdskraft) i kirken,” som Baumgartner citerer lektor i praktisk teologi Hans Raun Iversen for at sige (s.85).
Kirken må kort sagt lytte for at blive hørt, fortsætter forfatteren (s. 98) og peger derfor på en balance mellem indhold og form, teologi og formidling. Kirken må finde ind til ”en kommunikation, der også lever i sig selv (bærer på en teologisk arv), og som åbner for en samtale og en undren over for det andet menneske ud fra en eksistentiel dimension”.
Tør vi oprette lyttegrupper?
Og så er vi fremme ved bogens titel: Den undrende folkekirke. ”Vi må simpelthen give os hen til det (at stå i det åbne rum-red.), fordi vi med vores undren åbner os for det, der er udenfor vores kontrol og udenfor vores personlige formåen.”
Helt konkret foreslår Baumgartner, at kirken opretter lyttegrupper, hvor sognets interesserede inviteres til at fortælle om deres behov og forventninger. Sådanne grupper forudsætter en nysgerrighed hos kirkens personale og menighedsråd, ”men den rummer også muligheden for at blive rystet i den grundvold, som kirken selv står på”.
”Man skal være parat til at gå andre veje som kirke. Og på den måde kan man potentielt nærme sig et bredere lokalt kirkefællesskab,” lyder en konklusion.
Åbenhed skaber åbenhed
Og dermed kommer Baumgartners bog til først og fremmest at kalde på refleksion og forandring hos afsenderen i Ciceros kommunikationsmodel og ikke så meget praktiske, læs: tekniske, anvisninger på, hvordan man kan komme modtageren i møde.
For et åbent sind hos modtageren er i sig selv kommunikation, fordi modtageren så fornemmer en oprigtig interesse for dennes livsbetingelser. Og dermed er modtageren også åben nok til at lytte og gradvist tage kirkens budskab til sig.
Peter Brandt Baumgartner
På vej mod en undrende folkekirke
Kommunikation som eksistentielt mødested
Eksistensen 2024
