Gadefodbold skaber fællesskab for udsatte mennesker
Svendborg danner den 26.-27. september rammen om Danmarksmesterskaberne i OMBOLD, hvor over 250 spillere og frivillige fra 16 kommuner skaber socialt fællesskab, håb og nye netværk for mennesker, der lever med hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbarhed.
Danmarksmesterskabet i OMBOLD er ikke kun en sportslig begivenhed. For mange af spillerne, der lever eller har levet med hjemløshed, misbrug eller psykisk sårbarhed, repræsenterer OMBOLD et frirum. Her kan de lægge bekymringerne bag sig, opleve stolthed og mærke, at de er en del af et meningsfuldt netværk.
OMBOLDs direktør, Martin S. Pedersen, understreger mesterskabets betydning på landsplan og samarbejdet med værtsbyen:
"Danmarksmesterskabet er årets højdepunkt for vores spillere. Det er et stærkt signal om, at mennesker i udsatte positioner både kan og vil engagere sig i idrætsfællesskaber, når muligheden byder sig. På banen er vi alle lige, og her oplever spillerne anerkendelse, glæde og samhørighed, som kan skabe forandring langt ud over fodboldbanen.
”At vi i år ser flere tilmeldte hold end nogensinde før, viser tydeligt, hvor meget OMBOLD betyder i hele landet. Samtidig er det gode samarbejde med Svendborg Kommune helt afgørende for, at vi kan løfte mesterskabet til et niveau, hvor både spillere og tilskuere får en uforglemmelig oplevelse."
Danmarksmesterskabet i OMBOLD når nye højder, fordi de engagerede spillere får opbakning fra et stærkt samarbejde mellem lokale foreninger, frivillige aktører og Svendborg Kommune.
OMBOLD samarbejder i dag med mere end 25 kommuner over hele landet, som alle understøtter lokale spillere i deres områder og bidrager til at gøre Danmarksmesterskaberne til en landsdækkende aktivitet.
Fakta:
Dato: Fredag 26. september kl. 11.00 til 18.00 og lørdag 27. september kl. 9.00 til 14.30
Sted: Frederiksø, Svendborg.
Arrangører: OMBOLD i samarbejde med Svendborg Kommune
Alle er velkomne.