Gaza-film er rystende i al sin brutale enkelhed

I filmen ”Hind Rajabs Stemme” får vi mejslet ind i hjertet, hvad Israels brutale overfald på en hel befolkning i Gaza betyder for den enkelte familie, det enkelte barn.

Omar viser et tilsendt billede af Hind for at få hans leder Mehdi til at fremskynde koordineringen med den israelske hør, så ambulancen kan komme frem. Pressefoto: Angel Films.

Kom og hent mig! Red mig! Skynd jer!

Hind Rajabs råb over en skrattende telefonlinje er vores alles råb efter medmenneskelighed i en brutal verden af militærmagt holdt i live af sult efter territorie og rigdom.

Filmen ”Hind Rajabs Stemme” kommer til at gå over i historien som symbolet på et folkedrab, verden ikke turde eller ville se i øjnene. Dramadokumentaren er lige så ikonisk som billedet af den flygtende pige fra amerikanernes napalmbomber i Vietnam. Endda med den autentiske lyd af den lille pige Hinds tryglende stemme.

Jeg skammer mig

Jeg er lamslået, nedtrykt, ja, vred efter at have set filmen, der havde forpremiere i Scala i Svendborg den 26. januar 2026. Ligesom resten af biografgængerne sad jeg længe efter rulleteksterne var gledet over skærmen.

Jeg skammede mig. Skammede mig på verdenssamfundets vegne. Skammede mig på Danmarks vegne. På kristnes vegne. Ja, på vegne af alle, der med en eller anden national eller religiøs ideologi stiltiende lader en brutal besættelsesmagt sønderbombe og foretage etnisk udrensning på titusindvis af Gazas to millioner indbyggere. Det, en rapport fra Amnesty International dokumenterer som folkedrab.

Er man i tvivl, kan man blot gå ind på Danwatch og se luftfotos af Gazastriben før og efter Israels helt brutale overgreb på palæstinenserne. Og kan man ikke rigtig få katastrofen helt ind under huden til pandelappen kan man gå ind i biografen og se - og høre – Hind Rajabs Stemme.

Bureaukratiet står i vejen

Vi ser aldrig den seksårige pige. Hun ligger jo i bunden af en bil omringet af israelske kampvogne. Omkring hende ligger hendes familie. Skudt, blødende, døde. Deres kroppe bliver koldere og koldere, efter hånden som dagen hælder, og mørket begynder at knuge den lille pige.

Vi ser redningsfolkene på Røde Halvmånes alarmcentral i Ramallah på den besatte Vestbred. De forsøger i over tre timer med konstante afbrydelser at holde kontakt med Hind, tale hende til ro, bede med hende, love hende, at de snart kommer og redder hende. I sammenlagt 70 minutter taler de med hende.

Men de når ikke frem. Bureaukratiet står i vejen. Hvordan i al verden får man den israelske hær til at holde sig tilbage, så en ambulance kan komme frem? Røde Halvmåne ringer til Røde Kors i Jerusalem. Røde Kors i Jerusalem prøver at overtale den israelske hær til at indstille skyderierne, så en ambulance kan nå frem til Hind.

Hind Rajahs Stemme er bevis nok

Det lykkes endelig at få grønt lys. Ambulancen er kun få meter fra den bil, hvor Hind Rajab gemmer sig. Ambulancefolkene er på nippet til at kunne redde hende. Men nej. Israelere i kampvogne skyder både ambulance og Hinds bil i smadder.

Sikke en kontrast. Systemisk vold mod et lille menneskebarn. Hele folkedrabet illustreret med drabet på en lille pige, der forgæves råber om hjælp. En brutal overmagt mod et forsvarsløst lille menneske.

”Hind Rajahs Stemme” er bevis nok. Israels overfald på Gaza er folkedrab. 355 skud skød israelske soldater på en familie i bil. Alle døde. Og den ambulance, der omsider fik grønt lys af den israelske hær via Røde Halvmåne, blev også udslettet kun få meter fra at redde lille Hind. Også smadret, udraderet til uigenkendelighed.

Et veldokumenteret folkedrab

Eneste lyspunkt efter at have set ”Hind Rajas Stemme” er netop filmen. Netop at folkedrabet i Gaza er så veldokumenteret, at Israel ikke kan undslippe retsforfølgelse. Hvis altså verdenssamfundet følger retfærdigheden til dørs. Folkedrabet i Gaza er dokumenteret med videoklip, lokale journalisters rapporter, og endda den israelske menneskerettighedsorganisation B’etselems egne dybdegående undersøgelser. Og nu også Hinds stemme via en skrøbelig og skrattende telefonforbindelse til Røde Halvmånes alarmcentral på den besatte Vestbred.

Vi følger Omar, Rana og Nasreen ved telefonen i forsøg på at holde kontakt med Hind, berolige hende, bede en bøn sammen med hende, trække tiden ud for at deres chef Mahdi om muligt kan få den såkaldte koordinering med den israelske hær igennem og få ambulancen sendt af sted gennem ruinerne hen til bilen, hvor Hind gemmer sig på gulvet mellem sæderne.

Et must for zionister

Der var helt stille i biografsalen, da rulleteksterne løb over skærmen. Ingen sagde et ord. Ingen bevægede sig. Indtil folk efter et stykke tid så småt begyndte at forlade biografsalen. En ung pige med tårer i øjnene. En anden kvinde skyndte sig snøftende ud på toilettet. En mand sukkede mere afmålt: Hold da på, det var stressende!

Ja, stressende, det skal jeg love for, det var. Men intet, slet intet, i sammenligning med det stress og det pres lille Hind må have oplevet i bunden af bilen.

Filmen ”Hind Rajabs Stemme” er rystende i al sin brutale enkelhed. Gennem redningsfolkene på Røde Halvmånes alarmcentral i Ramallah og deres magtesløse gråd, skrig, skældud, trøst og bøn får vi mejslet ind i hjertet, hvad et brutalt overfald på en hel befolkning betyder for den enkelte familie, det enkelte barn.

For zionister, der er forgabt i territorier, systemer, penge, magt, krudt og kugler, er det et must at se filmen. Hvis de tør.  Man skal være ufatteligt hårdhjertet for ikke at blive forvandlet til pacifist med det samme.