Hjerteskærende budskab fra Hind Rajabs mor
- Hvad er værdien af et menneske, når det menneske er palæstinenser? spurgte moren til den 5-årige pige, der blev dræbt af israelske soldater for to år siden. Wesam Hamada talte på vegne af Gazas børn ved European Palestinian Networks konference i København.
- I bor i lande, der tror på retsstatsprincipper og prædiker menneskerettigheder og underskriver konventioner til beskyttelse af børn. Men Hind blev aldrig beskyttet, sagde den dræbte Hind Rajabs mor, Wesam Hamada. Foto: Svend Løbner
- Det er verdens tavshed, der har gjort drabet på Hind og alle dræbte børn i Gaza muligt. I tror på menneskerettigheder og har underskrevet børnekonventioner. Men gælder det også børn, der ser anderledes ud end jeres? Det er brug for en ny samvittighed.
Så kort og kontant kan Wesam Hamadas budskab på European Palestine Networks konference opsummeres.
Og hendes ord gør indtryk. For Wesam Hamada er nemlig Hind Rajabs mor. Den lille pige, der råbte om hjælp, mens hun var fanget i en bil omgivet slægtninge, der var blevet dræbt af israelsk militær kort forinden. Og som selv blev dræbt. Bilen viste bagefter, at israelerne havde skudt 355 kugler ind i bilen.
Læs anmeldelse af filmen Hind Rajabs stemme her.
At Hind Rajabs mor over hovedet kunne stå oprejst og tale til de over 1000 deltagere på konferencen i København den 31. januar 2026 er et mirakel.
Men hun stod der på vegne af alle børn i Gaza. Kun det kunne give en lille smule mening. Hvis hendes datters død kunne vække verdenssamfundet op til dåd.
Her er hendes tale:
Hind ventede forgæves på redning
Den 29. januar 2024 blev min datter Hind Rajab belejret i en bil under skarp ild. Hind var kun fem år gammel. I den alder tænker børn ikke på politik, og de forstår ikke meningen med krig. Hvem vil komme dem til undsætning?
Hind døde ikke pludseligt. Hind ventede. Hun ventede på redning og på, at hendes sidste opkald skulle have mening. Hun sagde: ”Kom og hent mig”. Dette er ikke et litterært værk. Dette er et barns sidste ord. Hun vidste, at hun måske ikke overlevede.
”Mor, du lyver for mig!”
Hun sagde et ord, der knuste mit hjerte: ”Mor, du lyver for mig! Bliv hos mig!” Hun lærte i det øjeblik, hvordan man bliver svigtet. En ambulance blev sendt til hendes undsætning, men den ankom aldrig. Den blev bombet. Det betyder én ting. Det var ikke tilladt at redde et liv.
I dag, efter to år, står jeg ikke her for at fortælle dig en trist historie. Jeg er her for at tale om ansvar. Jeg vil stille et tungtvejende spørgsmål. Hvad er værdien af et menneske, når det menneske er palæstinenser?
Hvad skete der med min datter Hind? Hvis det, der skete med min datter, var sket et andet sted i verden, ville det have rystet hele verden. Men hun var i Gaza. Og det var derfor, tiden fik lov til at gå. Og at forbrydelsen blev glemt.
Overladt til døden
Jeg vil gerne have, at I forestiller jer, selv i et par sekunder, hvor meget smerte mødre i Gaza føler, når de mister deres børn. Forestil jer den knugende angst at ikke kunne redde sit eget barn eller endda nå hen til hende og slet ikke vide, hvordan hendes sidste øjeblikke var.
Denne smerte lever mødre med hver dag og ved hvert åndedrag. Det, der skete med Hind, er ikke bare en personlig historie, det afslører, hvordan et barn kan blive overladt til døden for øjnene af verden uden ansvarlighed.
Bliver Hinds skæbne et vendepunkt?
I bor i lande, der tror på retsstatsprincipper og prædiker menneskerettigheder og underskriver konventioner til beskyttelse af børn. Men Hind blev aldrig beskyttet, og det blev ambulancefolkene heller ikke. Selv sandheden blev ikke beskyttet.
Jeg holder tavsheden ansvarlig, der gjorde dette muligt, denne tavshed gør denne forbrydelse mulig og gør dens gentagelse let.
Men jeres tilstedeværelse her i dag betyder, at I valgte ikke at tie, og det er vigtigt. Men hvad der er endnu vigtigere, er, hvad der sker efter at være samlet her på denne konference. Vil Hinds navn forblive et navn, der nævnes i konventioner? Bliver det et vendepunkt?
Brug for en ny samvittighed
Jeg beder ikke om det umulige. Jeg beder om noget meget simpelt. At palæstinensiske børns liv beskyttes. Som om det var et af jeres egne. Hvis loven ikke kan beskytte et barn og redde dets liv, så er det en lov, der skal sættes spørgsmålstegn ved.
Hvis verden ikke bevæger sig, medmindre offeret ligner et af jeres egne, så har denne verden brug for en ny samvittighed.
Hind er ikke længere her, men hendes historie er nu betroet til jer, og tillid kan ikke opretholdes med ord alene. Den opretholdes med handling.
