Historisk koncert: Første grønlandske rapper på Roskilde Festival
Tarrak-koncert var et pragteksempel på kulturmøde og konstruktiv sameksistens, men også en påmindelse om fortidens synder og den fortsatte strukturelle undertrykkelse af grønlændere.
27-årige Josef Tarrak på den netop afsluttede Roskilde Festival. Foto: Michala Linn
”Grønlandsk musik, grønlandsk crew og første grønlandske artist på festivaldagene!” proklamerer Tarrak fra scenen torsdag den 2. juli, og publikum bryder ud i jubel.
Det er en historisk dag på Roskilde Festival, og det kan mærkes her på Fauna-scenen, hvor cirka 2.000 mennesker er mødt op i det tvivlsomme gråvejr. For selvom festivalen har tradition for at være platform for såkaldt ”verdensmusik”, er det første gang, en grønlandsk rapper optræder på festivalpladsen.
Tarrak er godt klar over, at dette er en unik mulighed:
”I skal hjælpe mig med at malke det her!”, indleder han i en let ironisk tone, som skal dominere publikumsinteraktionen resten af koncerten.
Bag ham lyser sort/hvide dokumentarbilleder fra Grønland op på skærmen. En dansk stemme omtaler ”grønlændernes levevis” i tredjeperson: Fiskeri. Hundeslæder. Et barn der puffer på en cigaret, han har fået af en dansk mand.
”Det hedder I Grønland, ikke PÅ Grønland!” afbryder Tarrak og afløses af et tungt beat. Publikum klapper i begejstret forventning.
Foto: Michala Linn
Mosaisk koncert
Tarrak rapper på grønlandsk, og i en musikgenre, hvor rytme og sprog er så tæt forbundne, giver det et flow og en æstetisk karakter, som jeg ikke før har hørt på hverken dansk eller engelsk. Det akkompagneres af musik, der til tider lyder som tunge heavy metal grooves og reggaeton og til tider trækker på traditionen for grønlandsk trommemusik. En musikalsk potpourri, der giver indtryk af en nation, der både står stærkt forankret i sin egen kultur og samtidig er i løbende samtale med omverdenen.
Inden hvert nummer forklarer Tarrak, hvad rappen handler om og oversætter de grønlandske nøgleord:
”Den næste sang handler om grønlandsk suppe, suaasat. Om at vi kender hinanden. Vi ved, hvem der går igennem noget, men vi siger ikke noget, selvom vi har den samme oplevelse,” siger han.
Koncerten udfolder sig på denne måde som en mosaik af kærlighedserklæringer til grønlandsk kultur, natur og de mennesker, der bor der. Gæsteartister som Peter Lyberth, Nikolaj Lønstrup og et grønlandsk kor akkompagnerer ham. Og harmonien afbrydes kun lejlighedsvis af international indblanding illustreret af amerikansk radiokommunikation, billeder af Christiansborg eller danske dokumentarklip, der fremmedgør grønlænderen.
”I bestemmer, hvad vi må!” konstaterer Tarrak fra scenen.
Foto: Michala Linn
Systemer vs livsverden
Dermed skabes der en anden opdeling end Grønland og Danmark, nemlig opdelingen mellem det levede liv og systemerne. I Tarraks univers er det tydeligvis det politiske, økonomiske og militære lag og de koloniale diskurser, der er fjenden. Men det overvejende danske publikum, de er medborgere.
Det understreges, da Tarrak mellem et andet nummer udbryder:
”Jeg taler om Grønland. Jeg taler om Danmark. Jeg taler om OS!”
Eller efter sangen “Uummatima”, der er lavet i samarbejde med danske Suspekt, og hvis omkvæd bygger på samme folkemelodi som Kim Larsens socialrealistiske ”Langebro”.
”Vi elsker Kim Larsen!,” råber Tarrak.
Som dansker er det rørende. For her står en kunstner, der har alle gode grunde i verden til at forkaste den danske kultur og befolkning. Men som vælger at række hånden ud og invitere os ind. Det er kulturel brobygning og forsoning i praksis.
Det er også heromkring, at taget over Fauna-scenen virkelig letter.
”Imeqatigiitta! Det betyder skål,” råber rapperen.
”IMEQATIGIITTA!” svarer publikum.
”Godt gået! Grønlandsk er svært,” svarer Tarrak.
”Jeg tror, vi er de bedste grønlandsk-lærere,” griner han til Peter Lyseth.
Forbindelsen er skabt.
Foto: Michala Linn
Grønlandsk kulturoplysning
Koncerten fortsætter som en grønlandsk kulturoplysning. Udover grønlandsk mad, natur og musik, beskriver Tarrak et grønlandsk ungdomsliv, som sjældent repræsenteres i danske medier.
Livet, hvor man hænger ud med vennerne, tager selfies med en cigaret i hånden, ser smart ud i sin North Face-jakke og producerer Facebook-videoer i teenageårene, fordi Youtube kræver for meget data.
Han viser hverdagen, og at unge er unge alle steder.
Sådan minder Tarrak os om, at der er mere, der samler end adskiller. At kulturforskelle kan fejres, og at fjenden ikke er asylansøgeren eller personen med en anden kultur eller etnicitet, men at det er undertrykkende systemer, ønsket om dominans og fascististiske tendenser.
Således er Tarrak allersidste ord, inden han forlader scenen:
”Fuck Donald Trump og Free Palestine!”
