Unikt partnerskab sikrer tvillinger hurtig operation

Det humanitære flyselskab MAF flyver tvillingedrenge med deforme ben fra afsidesliggende landsby i Madagaskar, så de kan blive opereret på Mercy Ships’ hospitalsskib i havnebyen Toamasina.

Et unikt partnerskab mellem de to velgørende organisationer MAF og Mercy Ships i Madagaskar sikrer, at patienter hurtigt kan få livsforvandlende operationer på hospitalsskibet Africa Mercy.

Rejser, der ellers ville tage flere dage på dårlige veje, kan nu klares på en enkelt time. Og det åbner mulighed for lægehjælp, som børn, ældre og personer med handicap ellers ikke har adgang til.

Kroniske smerter og skader i leddene

MAF har netop fløjet et par tvillingedrenge fra landsbyen Maroantsetra i det nordøstlige Madagaskar til havnebyen Toamasina, hvor hospitalsskibet Africa Mercy ligger til kaj og tilbyder gratis specialkirurgi til patienter fra hele landet.

Tvillingerne har brug for ortopædkirurgi, da de blev født med buede ben, en tilstand, der med tiden vil gøre det stadig sværere at gå. Lige nu kan de bevæge rundt, men uden operation vil de med tiden få kroniske smerter og skader i leddene.

- Der er ingen læge, der kan give mine børn denne operation i Maroantsetra, forklarer tvillingernes mor Zara.

Hun er taknemmelig for at drengene nu med fly og skib kan blive opereret.

- Uden denne mulighed ved jeg ikke, hvordan de kan få hjælp, siger hun.

Alle forældre ønsker det bedste for deres børn. Sådan har Zara det naturligvis også. Hendes tvillinger skal ikke begrænses og diskrimineres på grund af handicap.

- Jeg ønsker, at de skal vokse op og kunne leve og lege som andre børn, siger hun stille.

400 timers flyvning for Mercy Ships

Tvillingerne Juvaniot og Juvanot blev opereret kun to uger, efter de gik ombord på hospitalsskibet Africa Mercy. Operationen gik godt, og tvillingerne er nu ved at komme sig og skal genoptrænes, så de om et par måneder kan vende tilbage til deres landsby. Til et nyt liv og en fremtid uden smerter og uden at blive set skævt til af kammeraterne.

MAF har de senere år fløjet medicinske teams fra Mercy Ships til isolerede samfund i Madagaskar for at finde frem til patienter, der har brug for specialiseret behandling ombord på den ombyggede danske storebæltsfærge Dronning Ingrid, der nu hedder Africa Mercy.

- Ved udgangen af dette år vil MAF sandsynligvis nå over 400 timers flyvning for Mercy Ships, fortæller Wouter Nagel, der er MAF’s flykoordinator på Madagaskar.

Når en flyvning som i tvillingernes tilfælde kun varer en time, betyder det 200 flyvninger frem og tilbage fra en isoleret landsby.

- Det lyder som mange timer, men hvis man sammenligner med, hvor mange timer vi har sparet dem for at rejse ad landevejen, så taler vi ikke om timer, men om måneder, ja, mange måneder, de ellers ville have kørt ad landevejen, siger Wouter Nagel.

Artiklen er skrevet i samarbejde med MAF.

Forrige
Forrige

Når maritim faglighed og frivillighed går hånd i hånd

Næste
Næste

Når det offentlige krænker dem, de skal beskytte