Niels Havs nye digtsamling får læseren til at erkende sine vilkår og håbe for verden og menneskeheden.
Med sin nye digtsamling ”Hjertegløden” viser Niels Hav, at han på ingen måde er nøgen, når han har taget tøjet af.
Han tager næstekærlighedsbuddet alvorligt og råber ud i verden, hvordan det er at elske med den svidende erkendelse, at det andet menneske er som han selv og som læseren selv.
Med sit romablod rejser digteren verden rundt, bl.a. til Istanbul for dér at blive væk, fordi han er henvist til at stå uden for moskéen og tigge penge. Hvis han skulle komme hjem alligevel, er det umuligt at glemme ham, der er henvist til at stå der, fordi ”Eliten” nægter ham indrejsevisum.
Dobbeltironisk munterhed
Digte holder i dobbeltironisk munterhed med muslimerne, der ikke spiser grisekød og ler venligt til grønthandleren, for heller ikke her skal læseren falde til ro og tro sig i salveten (i en gunstig og tryg situation – red.):
Jesus ville foretrække, at folk
var veganere og spiste grøntsager
siger grønthandleren.
Tag ikke fejl. Tonen kan være vemodig over tidens gang og de menneskelige svigt. Digteren er også hvas sine steder, så læseren mærker en direkte national lussing, selv om det ser indirekte ud.
I digtet ”En rigtig dansker”, gennemgår Hav det danske badeværelses indretning. Det mangler enhver form for venlighed. Her skal ikke spoiles. Læs selv, hvis du tør!
Muligheder opstår i hjertegløden
Her er det med de lange rejser og umuligheden af at undgå både sin egen erkendelse af verdens rædsler og frysende medmenneskelighed, at befrielsen kommer – i det nære, den allernærmeste, den varme kreds og hundens våde snude. Hjerteglødens vilkår i den elskedes nærvær, smilet og ansigtet og den lette gang der kommer digteren i møde.
Erkendelsen af slægtskæden med faderens slid og moderens selvfølgelige uselviskhed. Det er digterens genialitet, at det helt nære også bliver det helt almene, genkendelige.
Tiden og de talende tavshed
Tiden som kun svigefuldt er virkelig, får digteren til at gå baglæns i en elegant forkyndelse af kejtethed: Den gamle magre mand i Rue Lamarck spiser uafbrudt fra kl. fem minutter i tolv til syv minutter i et, ser sig om og sætter derefter sin dessert til livs. De - eller vi gamle - er på færde alle vegne, men det er først nu, digteren ser dem.
Jeg plejede heller ikke
at se dem,
nu ser jeg dem alle vegne,
som om deres situation
hallo! – lige straks
angår mig.
Den vidt berejste i verden og i menneskesindet nikker også venligt til Shakespeare:
Blandt alle ord
er tavshed undertiden
det mest talende.
Niels Havs nye digtsamling er en modig gave. Læseren får lov til at erkende sine vilkår og at håbe for verden og menneskeheden. Digtsamlingen er hjerteglød.
Niels Hav:
Hjertegløden
Digte
Det Poetiske Bureau 2026

