Sydafrika er et splittet samfund – også efter afviklingen af det hvide apartheidstyre, sagde Stig Jensen ved Københavns Folkeuniversitet. Nu går skellene mellem et-partistyre og befolkning, hovedrige og superfattige, land og by, og de etniske grupper imellem.
Der er stadig spor af det gamle i det nye Afrika. Det stod klart efter foredrag med Stig Jensen, professor i Afrikastudier på Københavns Universitet.
Jeg troppede op med store forventninger til Folkeuniversitet i Københavns foredragsrække Det nye Afrika med den erfarne professor, men blev i første omgang slemt skuffet. Ikke fordi professoren kom en halv time for sent og virkede temmelig diffus, uforberedt og med slides, der kunne trænge til en overhaling. Men mest fordi den første lektion, der handlede om det moderne Sydafrika, var temmelig deprimerende.
Først blev den nyere historie gennemgået fra afviklingen af det hvide apartheidstyre i 1994 og den ikoniske præsident Nelson Mandelas overtagelse af regeringsmagten over opgøret med fortiden via ærkebiskop Desmond Tutus sandheds- og forsoningskommission frem til parlamentsvalget i 2024, hvor flere partier nu kæmpede om magten og det lykkedes at lave en samlingsregering.
Og hvad lærte jeg så – ud over min læsning af Nelson Mandelas selvbiografi ”Vejen til Frihed” og Desmond Tutus beretning om Sandheds- og Forsoningskommissionen ”Ingen fremtid uden tilgivelse”?
Apartheid er stadig en virkelighed. Selv om de sorte efter frigørelsen sidder på den politiske magt, sidder de hvide stadig på den økonomiske magt.
Nationalistpartiet, som var enerådende før overgangen og kun fik en fjerdedel af stemmerne ved valget i 1994, blev efter hånden indlemmet i Nelson Mandelas parti ANC (African National Congress). Landet var i mange år en et-partistat. I øvrigt en tendens over hele Afrika: Befrielsesbevægelser bliver til altdominerende partier.
Regnbuesamfundet kastede lange skygger. I overgangen blev mange mennesker dræbt – over 10.000. Der var splittelse mellem land og by, i byerne havde i ANC opbakning, på landet ulmede utilfredsheden.
Efter Mandela var regeringerne præget af nepotisme og korruption. Der breder sig en stigende mistillid til myndighederne i befolkningen. Især unge mener ikke, deres stemmer rigtig flytter noget. Og de fleste føler ikke, de har fået det bedre siden apartheid blev afskaffet.
ANC mister mere og mere magt, deres medlemmer og politikere bliver ældre og ældre, og nye partier skyder frem. Yngre vælgere stemmer på ”Economic Freedom Fighters”, som kæmper for jordreformer, da de hvide stadig sidder på det meste. Born Free Generation er uforudsigelige.
Sydafrika er en magnet for migranter. Det skaber fremmedhad, da over 70 procent af befolkningen er arbejdsløse. Mange fra Zimbabwe, Malawi, Kenya og Uganda sidder på indflydelsesrige poster. Entreprenante nigerianere har succes med deres forretninger. Det skaber misundelse og uro i befolkningen. Tyveri er hverdag. Volden er rå.
Unge søger ind til byerne i håb om at få arbejde. Men også for at nyde musik, dans, fester. Men de bliver skuffede. Der er stort set ingen jobs at få.
Sydafrika består af mange etniske grupper, hvor zuluerne er den største. De er slet ikke tilfredse med eliten i Sydafrika og slet ikke, da ANC havde magten. Etnicitet er omdrejningspunkt i alle afrikanske valg.
Et gennemgående træk i rækken af præsidenter siden 1994 er nepotisme og korruption. Mandelas efterfølger Thabo Mbeki blev hovedrig. Jacob Zuma blev dømt og fængslet for korruption – og mente i øvrigt at HIV/AIDS-smitte kunne vaskes væk med et brusebad, hvilket skadede bekæmpelsen og inspirerede især Zapiros vittighedstegninger, hvor Zuma altid portrætteres med en bruser over hovedet.
Cyril Ramaphosa lykkedes med at danne en samlingsregering ved parlamentsvalget i 2024, men som Stig Jensen bemærkede: I samlingsregeringer vinder de store partier, mens de små taber. Der er stadig nepotisme, der laves studehandler, og man har altid noget på hinanden, hvilket lammer den politiske proces.
Men hvor lykkes Sydafrika så? Turistbranchen er en succes; der er tilbud om alt fra ”løve på dåse”, altså bestilte løver, man kan skyde, til ”alene i vildmarken”-oplevelser.
På den internationale scene er Sydafrika primus motor i AU (African Union) med reglen om, at et land udelukkes fra unionen, hvis et regimeskifte i landet medfører brud på forfatningen. Sydafrika er også på fredsmission i bl.a. Den Demokratiske Republik Congo.
Herhjemme er Sydafrikas internationale engagement mest kendt for at anklage Israel for folkedrab i Gaza ved ICC (Den Internationale Straffedomstol). Baggrunden er ifølge Stig Jensen, Sydafrikas egen fortid som apartheidstat, hvor de kan se de samme ting ske i Israel/Palæstina. Det er også vigtigt at huske, at det sydafrikanske nationalistparti dengang havde gode forbindelser til Israel.
Sydafrika støttes i denne anklage af det globale syd, mens det globale nord, med Tysklands forhenværende kansler Friedrich Merz i spidsen, kritiserer Sydafrika for at anklage Israel. Det anser det globale syd for dobbeltmoral al den stund, at netop Tyskland under nazitiden øvede det værste registrerede folkemord i historien.
Så, hvis vi skal slutte i den positive ende: Sydafrika er blevet en humanitær stormagt, hvor det før var Vesten, der førte an. Og det på trods af de store skillelinjer og spændingsfelter indadtil i det store land mod syd.
