Hvad skal der til for at skabe robust og varig forsoning?

Smukke ord og gode hensigter er ikke nok til at løse konsekvenserne af fortidens konflikter. I en ny bog undersøger lektor Hans Vium Mikkelsen forsoning som teologisk begreb og samfundsmæssig udfordring.

Bogen ”Historie er ikke skæbne” tager afsæt i en samtid, hvor uenigheder ofte skærpes, og hvor konflikt og opdeling i stigende grad præger både samfund og relationer.

Her peger forfatter Hans Vium Mikkelsen på forsoning som et muligt alternativ, men også som en kompleks og krævende proces. Mikkelsen er lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Forsoning som alternativ

- Forsoning er et tema, som har optaget mig længe, indleder forfatteren, der før sin studietid arbejdede som volontør i Nordirland. - Her erfarede jeg på nært hold behovet for forsoning i et opsplittet og konfliktfyldt samfund.

- Jeg er optaget af, hvad der skal til for, at vi kan komme frem til forsoning. Hvordan kan forsoning udgøre et alternativ til konflikt, krig og had, til bitterhed eller glemsel?

Det er et tema, som desværre er blevet stadig mere aktuelt i de seneste år, hvor konflikt og krig, polarisering og had fremstår som væsentlige og tilsyneladende legitime drivkræfter i det kulturelle og politiske spil.

Hvad stræber vi efter?

Titlen på bogen er ”Historie er ikke skæbne”. Hvad er det for en grundtanke om mennesket og om samfundet, du gerne vil indfange med netop den titel?

- Vi er andet og mere, end hvad vi har gjort eller undladt at gøre. Vi er ikke kun bestemt af det, som vi kommer af. Vi er også bestemt af, hvad vi stræber efter.

- På trods af den aktuelle verdenssituation, tror jeg på, at vi skal kæmpe for en bedre verden frem for at forfalde til enten kynisme eller apati. Jeg søger med min bog at finde en mulig tredje vej mellem naiv idealisme og rå kynisme. At italesætte forsoningens mulighed er en anden måde at tale om håb på.

Fem veje ind i forsoning

Hvilke fænomener er det, som du undersøger i din bog om forsoning?

- Jeg fokuserer på fem fænomener, som alle er vigtige i en forsoningsproces: tilgivelse, retfærdighed, sandhed, tillid og fred. I min analyse bliver det tydeligt, at det ikke er en alt-eller-intet-proces, og at man skal være opmærksom på at nogle af fænomenerne ligefrem kan modarbejde hinanden.

Hvad er det, der gør forsoning til så komplekst et fænomen?

- Forsoning er et af de store ord, lidt lige som f.eks.  kærlighed. Det dækker over mange forhold på samme måde, som man både kan have kærlighed til sin kæreste, ægtefælle, børn og børnebørn eller kæledyr. Vi bruger det samme ord, men mener dog ikke helt det samme. På samme måde kan forsoning både angå, hvordan jeg forholder mig til mig selv og min egen historie, hvordan jeg forholder mig til andre personer, til Gud, samt til hvordan grupper og nationer forholder sig til hinanden efter en konflikt eller brud.

Fremtiden sætter et nyt mulighedsrum

Bogen beskriver, at forsoning handler om at skabe balance mellem fortid, nutid og fremtid.

Hvorfor er den balance så vanskelig og så afgørende?

- Forsoning handler om at kunne rumme fortiden uden at fortiden bliver altbestemmende for nutiden. Forsoning handler både om at vi skal anerkende vores fortid, hvad vi kommer af, og at vi skal lade fremtiden komme os i møde. Fremtiden skænker os nye perspektiver og muligheder.

- Vi er på den ene side præget af det, som vi kommer af, både af det, som er overgået os selv og den historie og kultur, som vi er født ind i. Vi er på den anden side ikke låst fast af vores fortid. Fremtiden sætter et nyt mulighedsrum. Og som teolog lever jeg i håbet om, at Gud kan skabe nyt.

Teologi er en ressource

Hvad kan et teologisk blik tilføre en sekulær samtale om konflikt og forsoning?

- Teologi har et sprog for at tale om ansvar, skyld, og forsoning. Der er et arvegods her, som kan være en ressource også ind i et sekulært samfund. Jeg har forsøgt at bringe teologien i spil sammen med andre faglige tilgange i en undersøgelse af de fem fænomener.

Bogen er tværfaglig og inddrager ud over teologi også filosofi, idéhistorie, jura og samfundsfag. 

- Teologien bibringer en realistisk forståelse af mennesket: at vi lever på denne side af syndefaldet, samtidig med at teologien også fremhæver, at mennesket er skabt i Guds billede.

Tilgivelse er alvor

Hvad er det vigtigste, du gerne vil nuancere i vores forestillinger om tilgivelse?

- Tilgivelse er alvor. For i ønsket om at få eller give tilgivelse er der også indeholdt en dom – en erkendelse af den uret, som er begået. Tilgivelse bagatelliserer ikke det hændte, hvilket både kommer til udtryk, når man forveksler tilgivelse med at sige pyt, eller hvis man tror, at tilgivelse er et synonym for glemsel.

- Endelig vil jeg også gerne gøre tydeligt, at der er forskel på Guds og menneskers tilgivelse. Denne skelnen er nødvendig for at undgå at tilgivelse bliver til et uopnåeligt og umenneskeligt krav. Jeg tror ikke, at det er alt som det er menneskeligt muligt at tilgive.

Forsoning som håb

Bogen trækker på erfaringer fra internationale forsoningsprocesser og inddrager både teologiske, filosofiske og samfundsfaglige perspektiver.

Hvad har arbejdet med de store historiske eksempler lært dig om forsoning i menneskelige relationer mere generelt?

- Når forsoning lykkes, er det både noget, som vi tager aktiv del i og som vi erfarer overgår os. Jeg holder her meget af det gamle danske ord ”vederfares”. I en forsoningsproces, som lykkes erfarer vi, at vi både er aktive og passive, at vi både er subjekt i og objekt for forsoningen.”

Hvad håber du, at læseren sidder tilbage med efter at have læst bogen?

- Et håb om og tro på at forsoning er mulig, samt en erkendelse af at forsoning ikke er nogen nem proces. Eller formuleret anderledes: Lidt mere håb, lidt mindre mismod – og en vedvarende nysgerrighed på livet.

Artiklen er bragt med tilladelse fra Folkekirkens Udviklings- og Videnscenter.