Spændende møder med mennesker i det høje nord
Marianne Olsen fra SAMEKSISTENS reflekterer over de private møder med mennesker i Grønland i forbindelse med Foreningen Nordens Hovedstadstræf i Nuuk 5. – 9. marts.
Nanna Knudsen viser Laannguaq og Niels Henrik Lynge sit redaktionsarbejde i den grønlandske del af SOS Racismes tidsskrift.
Rejseberetning: ”Alle rejser har hemmelige formål, som den rejsende er uvidende om,” siger den jødiske filosof Martin Buber.
Mit ophold i Nuuk havde en dobbelt og sammenflettet baggrund: Venskabet med Nanna Knudsen, der fik hende til insisterende at opfordre mig til at vi skulle tage af sted sammen, skylder jeg en uforglemmelig rejseoplevelse, som jeg roligt kan kalde en livsrejse til et helt andet land, en anden kultur, der dog var fortrolig i den forstand, at den svarede til noget dybt inde i mig selv, noget fra for firs år siden.
Baggrunden
Som krigs-og flygtningebarn i Sverige 1943-45 var jeg i min voksenalder kaldet til forsvar for det enkelte menneskes ret til livet. Som underviser blev mine fag derfor naturligt fag, der formidlede andre menneskers indsigt og tankegang, fransk og religion, selv om det naturligvis kunne have været alt mulig andet inden for humaniora.
Det arbejde førte til at jeg sagde ja til at redigere SOS Racismes tidsskrift, og da det i 2021 var 300 året for Hans Egedes rejse til Grønland, foreslog Jette Møller, der dengang var leder af vores NGO, at vi skulle udvide med en Grønlandsredaktion. Jeg spurgte derfor Nanna Knudsen, som jeg kendte lidt til fra Sankt Peders kirke i Næstved, om hun ville påtage sig det arbejde, og efter at have tænkt sig om, sagde hun heldigvis ja.
Strålede os i møde
Vi blev modtaget i Nuuks lufthavn af Pipaluk Lykke, Nannas datter. I den isnende kulde strålede hun os i møde. ”Tænk at vi skulle mødes her,” lød hendes velkomst. Det blev dog kun dette korte møde, for hun skulle til København dagen efter for at deltage i en prisoverrækkelse for en grønlandsk film.
Pipaluk er lærer fra Haslev Seminarium og har en kandidat i Kultur- og Samfundshistorie fra Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet. Hun var inviteret af Bodilfesten og det viste sig, at de ville hædre den Grønlandske Filmbranche med en Sær Bodil.
Besøg hos Laannguaq og Niels Henrik Lynge
I løbet af opholdet tog Nanna mig med på besøg hos Hans Lynges søn og svigerdatter, Laannguaq og Niels Henrik Lynge. Se min artikel om Hans Lynges Den usynliges vilje.
Laannguaq har været bibliotekar og Niels Henrik fortalte om sine mange rejser, bl.a. til Pakistan og Afghanistan, om sit venskab med jazzmusikeren Ben Webster og mange andre, igen fra en helt anden verden end det snedækkede Nuuk vi så ud på, mens kaffen blev brygget og de lækre sandwiches blev smurt.
Et privat kunstmuseum hos familien Lynge
Hjemmets vægge var smykket med malerier bl.a.af Hans Lynge. Et særligt billede forestillede Niels Henriks storebror som barn i en sygeseng med den allerførste Mickey Mouse figur. Den havde han fået af Charles Lindbergh. Figuren ligner kun svagt de senere højt elskede tegninger. Den virker som en slags skitse.
Drengen, som hed Niels Henrik, overlevede ikke sin sygdom. Efter grønlandsk skik fik den næste dreng, der blev født, nu vores vært, det samme navn. Navnet overlever. Det er den skik og den trøst Hans Lynge skriver om i Den usynliges vilje. Overvældende at se et fysisk vidnesbyrd om kunstnerens erfaring.
Lammesteg i Pipaluks hus
Nanna inviterede mig også til en lang spadseretur ud til Pipaluks hus, hvor hun selv boede under vores ophold. Mens Pipaluk var i Danmark, fik jeg alligevel mulighed for at nyde hendes/deres varme gæstfrihed: en lammesteg, der var lavet til med alle den grønlandske kunsts tilberedelser, mens jeg kunne se på fint udskårne isbjørne i vindueskarmen.
Med en stok i den ene hånd og Nanna under armen turde jeg nok gå rask til, hvad jeg ellers er meget forsigtig med i glat føre. Vores vandring langs fjorden og et kig op til højre, hvor Hans Egede står og forbi mindesmærker af flere af Nannas egne forfædre foran blå isfjelde fortalte om en ukuelighed, som man kunne ønske alle, også de unge mennesker, som vi ved bukker under.
Nanna og sproget
Den 8. marts, Kvindernes Kampdag, var vi i Nuuks Domkirke. Selv om jeg desværre ikke forstår sproget, genkendte jeg flere af salmetonerne og prøvede at abe lidt efter ordene.
”Hvor er det dejligt at være til gudstjeneste på sit eget sprog,” sagde hun.
Ja, der er noget at tænke over de mange danske søndage!
Nanna og hendes gamle elever
Der var en stor begivenhed i Nuuk under vores ophold: En konkurrence om at skabe sneskulpturer. Imponerende at kunne gå langsomt forbi dem og se kunstnerne trylle med det frosne materiale.
Mens vi således gik gennem byen, standsede min værtinde ofte, og jeg fik det indtryk at hun kender alle Nuuks indbyggere, for hun talte med dem, mens jeg lyttede til sprogets melodi og særegne lyde.
”Det er en af mine gamle elever,” fik jeg at vide.
Pludselig voksede hun til et kæmpestort format, og jeg tænkte på hvor mirakuløst det er i det hele taget at kunne tale.
Læs Marianne Olsens første artikel om Foreningen Nordens Hovedstadstræf i Nuuk.
