Ingen partier skal definere min danskhed
Ingen politik skal tage patent på vores identitet og tilhørsforhold. Det er smukt at kunne elske mere end ét hjem samtidig, skriver socialrådgiver og samfundsdebattør med palæstinensiske rødder.
Kronik af Asmaa Abdol-Hamid, socialrådgiver
Jeg er dansk, når min dialekt rammer over i det beskedne sønderjyske, jeg har tilbage fra en barndom i Sønderjylland med ture over grænsen hver evig eneste weekend.
I min arabiske dialekt er jeg den efterkommer af Nakba- overlevere - af palæstinensiske bedsteforældre, som blev fordrevet og tvunget på flugt. Et arabisk, der har lært at tilpasse sig sine omgivelser. Irakisk med irakerne. Libanesisk med libaneserne. Syrisk med syrerne … der er næsten ikke en arabisk dialekt, jeg ikke kan tale. Og alligevel afslører få ord og de rigtige tryk mit palæstinensiske ophav.
Jeg er dansker, når jeg nedtoner mine evner, kompetencer og kundskaber, fordi janteloven altid står og puster mig i nakken.
Jeg er palæstinenser, når jeg kaster mig over nye ting og store udfordringer, som i begyndelsen altid virker større, end jeg kan bære.
Jeg er dansker i min fællessang — når jeg på en tilfældelig gåtur gennem Roskildes gader stopper op ved en syngende gruppe, der synger Isam Bs version af “I Danmark er jeg født”, tilslutter mig og synger med.
Jeg er palæstinenser i min kærlighed til og naturlige respekt for de monoteistiske religioner — i min dyrkelse af islam og i min sameksistens med jødedommen og kristendommen.
Jeg er dansker, når jeg spiser aftensmad mellem kl. 17 og 18.30.
Og palæstinenser, når aftensmaden skubbes til senere.
Jeg er dansker, når jeg småsludrer om vejret.
Og palæstinenser, når jeg får øjenkontakt med fremmede på gaden — hvor det næsten altid er mig, der indleder med et smil og en venlig hilsen.
Jeg er dansker, når jeg sætter alt i system og skaber forudsigelighed for hele ugen — ja, sågar hele måneden.
Og jeg er palæstinenser, når jeg uden forudgående aftaler åbner mit hjem og mit middagsbord for mine børns venner. Der er altid plads til flere ved bordet, og maden rækker altid — fordi vi ikke tæller kartofler.
Jeg er dansker, når stilheden ikke behøver forklares — når vi kan sidde sammen uden ord, uden at det føles akavet.
Jeg er palæstinenser, når hjertet insisterer på livlige fortællinger, latter, diskussioner og stemmer, der taler oven i hinanden med store armbevægelser.
Jeg er dansker, når jeg stiller mig stille i kø og venter på min tur, næsten undskyldende over at fylde for meget.
Jeg er palæstinenser, når retfærdighedssansen tager over, og jeg blander mig — når jeg nægter at tie stille, bare fordi det ville være mere bekvemt.
Jeg er dansker, når mit hjem er enkelt, stilrent og praktisk.
Jeg er palæstinenser med den arabiske kalligrafi på væggen, de små teglas på bordet og mennesker, der altid kan komme og gå uden formaliteter.
Jeg er dansker, når jeg søger ind i mig selv for at finde ro.
Jeg er palæstinenser, når jeg søger mod mennesker for at finde styrke.
Jeg er dansker, når jeg værdsætter friheden i, at ingen blander sig i mit og min families liv.
Jeg er palæstinenser, når jeg savner nogen, der blander sig — fordi omsorg nogle gange ser sådan ud.
Jeg er dansker, når jeg siger: “Det går nok,” selv når min verden føles, som om den falder sammen.
Jeg er palæstinenser, når jeg siger “ya rab” i håb og i søgen efter styrke.
Jeg er dansker, når træer uden blade og vintermørket føles velkendt.
Jeg er palæstinenser, når solen rammer huden, når olivenolien dufter stærkt, og noget i mig husker et hjem, jeg aldrig har boet i, men altid har båret med mig.
Jeg er både dansker og palæstinenser. Ingen af delene er et valg — men begge dele er en erkendelse. Jeg mærker ofte, hvor tungt det er aldrig helt at høre til ét sted, og hvor smukt det er at kunne elske mere end ét hjem samtidig. Danmark er mit moderland. Palæstina er mit fædreland. Ingen politik skal tage patent på vores identitet og tilhørsforhold. Ingen partier skal indskrænke vores fællesskab. Ingen skal med deres subjektive definitioner få lov til at skygge for vores erkendelser.
