Fredsforsker modtager stafet for sit internationale engagement
Isabel Bramsen overtog New Outlooks Fredsstafet 2026 den 3. maj i Ubuntuhuset i København.
I sin bog Fredens logik skriver fredsforsker Isabel Bramsen i forordet, at verden ”vil nok være et bedre sted, hvis vi tog livet mere alvorligt og os selv mindre alvorligt.” Hun slutter med at pege på det befriende i således at bevæge sig lidt ud på slap line: ”Det kan man lige så godt, når hele verden alligevel er på gyngende grund.”
Fredsarbejdet er vores fælles vovemod
Det vovemod understregede Mette Geldmann, New Outlooks forperson, i sin tale til prismodtageren, der leder Center for Freds- og Konfliktstudier ved Lunds Universitet.
”(..) du er med dit arbejde for fred her i landet og på de store udenlandske scener et lysende, engageret, inspirerende og meget konkret vejvisende pejlemærke.” Og om bogen Fredens logik fortsatte hun, at det er en bog ”skrevet i modvind, når militære krige raser, tiden er præget af ufred, oprustning og truende sprogbrug før folkedrab.”
Den gyngende grund er vores mest solide ståsted
”Vi lever i en alvorlig tid med det højeste antal væbnede konflikter siden Anden Verdenskrig,” begyndte prismodtageren sin takketale ”Tiden kalder ikke blot på mere sikkerhedspolitik – men på en radikal fredspolitik.”
Isabel Bramsens seneste bog varmer læseren, der bliver inspireret til at handle, hendes og bogens konklusion. Fred har været opfattet som fravær af krig. I Bramsens radikale fredshandlinger er der en særlig forståelse, en anden indsigt, nemlig at krigen selvfølgelig gør vores grundlag usikkert og tvinger os ud på gyngende grund.
Men det er netop den gyngende grund, der appellerer til at bruge handling som et aktivt redskab for fred, og det er hvad diplomaten og den kloge mægler gør. Den kloge mægler forstår begge parter som medmennesker og afviser neutralitet som et kunstgreb, og det er netop i det mentale rum, diplomaten skal bevæge sig, for freden er det, der er ”større end individet” samtidig med at den kan rumme den enkelte.
Fred i praksis
Isabel Bramsen fortsætter sin tak:
”For det første må vi insistere på, at fred ikke blot er et resultat af handlinger – fred er handlinge i sig selv. Når mennesker engagerer sig i konflikt på en ikke-fjendtlig måde i form af dialog, forhandling og aktivisme, er det ikke skridt på vej mod fred – det er fred i praksis. At tale om disse handlinger gør fred konkret og nærværende og flytter den fra det utopiske til det levede.
Fredens stemme skal være høj og klar
”For det andet må freden have en stemme, der kan høres. Krigstrommer er højlydte. De mobiliserer gennem frygt, klarhed og dramatik. Fredens praksis er ofte stille, teknisk og usynlig – og taber dermed kampen om opmærksomhed. En radikal fredspolitik kræver, at vi gør freden “højlydt”: at vi taler højt om diplomati, om vellykket konfliktforebyggelse, om de relationer og processer, der udgør fredsarbejde.
Fredsarbejdet kræver energi og ressourcer
”For det tredje må vi tilføre fredsarbejdet energi og ressourcer. Historisk er store fredspolitiske gennembrud ofte kommet efter katastrofer. Oprettelsen af FN var et svar på verdenskrigens ødelæggelser. Udfordringen i dag er at handle før næste katastrofe. Det afgørende spørgsmål er, om vi kan mobilisere viljen til disse investeringer uden først at blive tvunget af krigens totale sammenbrud. En radikal fredspolitik begynder dér, hvor vi tager fred alvorligt som praksis. Ikke som pause mellem krige, men som noget, vi gør – igen og igen.”
Fredsstafetten er indstiftet i 2019 og uddeles herefter hvert år
Fredsstafetten er et billede af Hans Goldstein, der døde som 99-årig i 2018. Han, som selv oplevede Krystalnattens morderiske krigsvanvid, er kendt i vide kredse for sit aldrig svigtende arbejde for medmenneskelig forståelse.
Fakta:
Fredsstafetten gives på New Outlooks generalforsamling til en person eller en gruppe af mennesker, som udfører en ganske særlig indsats på linje med New Outlooks grundlag. Stafetmodtageren opbevarer billedet et år og overgiver det herefter til den kommende modtager.
New Outlook er en dansk-jødisk fredsbevægelse, der går ind for national selvbestemmelse for jøder og palæstinensere, to stater i fredelig sameksistens, overholdelse af internationale menneskerettighedskonventioner, at Israel lever op til landets uafhængighedserklæring og at konflikter søges løst gennem dialog, forhandling og ikkevoldelige metoder.

