’Jeg er rig på kulturer’

26-årig dansk-burmesisk sygeplejerske voksede op mellem to verdener.

Siang Cer Par har vundet årets Integrationspris.

Af Birthe Munck-Fairwood, Tværkulturelt Center

Siang Cer Par er ikke i tvivl om, at det er et privilegium at have flere kulturer. Men sådan har det ikke altid været. Det er en erkendelse, der er vokset frem med årene, siger den 26-årige dansk-burmesiske sygeplejerske, der kom til Danmark som FN-kvoteflygtning i 2006. Hun opfordrer unge med flere kulturer til at være stolte af deres baggrund og finde deres egen vej.     

”Se det som en styrke”

Siang Cer Par var syv år, da hendes familie blev genbosat i Ørbæk på Fyn for snart 20 år siden som nogle af de første burmesiske FN-kvoteflygtninge i Danmark. I dag er hun 26 år, har taget en dansk uddannelse og arbejder som sygeplejerske på Svendborg Sygehus. Ved siden af et fuldtidsjob er hun frivillig ungdomsleder i Lai Baptist Church i Ringe, der er en stor og aktiv menighed med omkring 180 børn, unge og voksne. Menigheden har egen kirkebygning og er en af over 10 chinmenigheder i Danmark oprettet af kristne flygtningefamilier fra delstaten Chin i det vestlige Burma. 

- Med min baggrund er jeg rig på kulturer. Det er jeg stolt af. Det er ikke noget, man kan købe sig til. Til den næste generation siger jeg: Se det som en styrke, selv om det ikke altid er nemt. For det er jo fantastisk at være en del af to kulturer, siger hun og ler.

Siang Cer Par tilhører den generation af unge burmesere, der kom hertil som børn og stadig husker hjemlandet, men som er vokset op i Danmark og på mange måder føler sig danske.

- Nogle kalder os 1,5 generationen. Vi er midt imellem forældregenerationen, der kom hertil som voksne, og den næste generation, der er født her og aldrig har været i Burma. Hvor kommer de fra? Hvad skal de kalde sig selv? Det er lettere for os, der er født i Burma. Vi ved, hvor vi kommer fra, og at vi er kvoteflygtninge.

Rejste fra bedsteforældre

Selv har Siang Cer Par mange gode minder fra de tidligere barndomsår i en landsby i delstaten Chin i det vestlige Burma.

- Vores hus lå tæt på kirken. Det var en slags embedsbolig, fordi min mor var jordemor og statsansat. Om søndagen gik vi i kirke, og vi børn gik i børnekirke. Der var altid mange mennesker i kirken. Jeg havde et meget tæt forhold til mine bedsteforældre, der boede i samme by. Jeg husker min morfar som en glad, åben, rummelig og positiv person. "Det, vi har, skal vi dele med hinanden," sagde han ofte.

Hun husker tydeligt den dag i begyndelsen af 2006, da hun, hendes mor og lillebror forlod landsbyen for at slutte sig til hendes far, der på det tidspunkt var i  Malaysia.

- Mange i landsbyen var mødt op for at sige farvel. Jeg var kun syv år, men jeg kunne mærke, at det her farvel ikke var et på gensyn. Det var sidste gang, vi skulle ses. Som mange andre på den tid var min far rejst ulovligt til Malaysia. Her blev han anerkendt som flygtning af FN og fik tilbud om genbosættelse i Danmark. Men han ville ikke rejse uden os. Da vi rejste, havde vi ikke set min far i tre år. Jeg glædede mig til at møde min far igen, men det var svært at sige farvel til mine bedsteforældre. Første gang jeg fik lov at snakke med dem i telefonen, efter at vi var rejst, græd jeg bare så meget.      

Mødet med Danmark

Hun fortæller om rejsen gennem Thailand til Malaysias hovedstad Kuala Lumpur, hvor faren boede på et lille værelse sammen med andre burmesiske familier, der alle ventede på at blive genbosat i et andet land.  

- Dengang vidste min far ikke, at der var noget, der hed Danmark. Han havde oplevet nogle svære ting og ønskede bare at komme til et fredeligt land.

I Danmark fik familien en lille lejlighed i Ørbæk Kommune.  

- Alt var nyt for os. Jeg kom i modtageklasse i Nyborg og husker stadig den mærkelige oplevelse af, at de andre ikke kunne forstå mig. Jeg kunne heller ikke svare tilbage eller sige fra. Så min strategi var at ignorere dem eller bare sige ja, selv om jeg ikke rigtig forstod. I skolen havde jeg kun mig selv og skulle bare være stærk. Og efterhånden lærte vi at smøre madpakker, spise rugbrød, huske gymnastiktøj, hvordan man tager bussen og tusind andre ting. 

- Jeg husker en del fra rejsen til Danmark og det første år her, men der er flere ting, jeg ikke kan huske. Måske er det en slags forsvarsmekanisme. Noget, der ellers kunne blive til traumer, bliver sorteret fra. Vi kan ikke flygte fra fortiden og det, der er sket, men fortiden behøver ikke at være bestemmende for, hvad man kan opnå i fremtiden. Man har selv et ansvar. Men relationer og det samfund, man er en del af, har også betydning for, hvor nemt man kommer videre, understreger hun.   

”I Danmark er der kun os”

Der har været perioder, hvor Siang Cer Par har tænkt meget over, hvad hun har mistet. Hun mærkede en længsel, som hun ikke kunne sætte ord på.

- Det er først og fremmest de tætte bånd til vores store familie. I Danmark er der kun os. Jeg er taknemmelig for alt det, vi har her i Danmark, og de muligheder, vi har fået. Men jeg har manglet alt det, der ikke handler om penge. Det har taget tid at acceptere, at det ikke kan være anderledes, og se det positive i at vokse op med rødder i to verdener.    

Da hun for fire år siden fik dansk statsborgerskab var hun klar til at rejse til Burma for at besøge familien. Men så kom corona-pandemien og militærkuppet i Burma.  

    - Jeg vil stadig gerne tilbage på besøg, når der en dag bliver fred i Burma. Det er jo der, jeg kommer fra. Det er en del af mig, som jeg ligesom ikke kan få fat i her.  

Sprogbarriere

Da familien kom til Danmark, var det vigtigt for Siang Cer Pars forældre at finde en kirke, hvor de kunne komme om søndagen. I Burma var familien baptister, så valget faldt på baptistkirke i Oure.   

- Alle var meget flinke og imødekommende og ville rigtig gerne hjælpe os. Jeg husker især en familie, der hentede min bror og mig hver uge og kørte os til spejder. Det er sådan noget, der gør, at man bliver glad for Danmark. Men kirken er mere end fællesskab. Hvis troen skal være en del af ens liv, er det vigtigt, at man forstår prædikenen. Mine forældre blev sendt ud på arbejdsmarkedet allerede det første år og gik derfor kun i sprogskole sammenlagt to år på deltid. Sprogbarrieren er en vigtig grund til, at vi oprettede vores egne menigheder i Danmark, forklarer Siang og tilføjer, at de unge i dag har andre muligheder.

- Vi er vokset op med vores egen kirke og en stærk følelse af samhørighed med hinanden, men vi vil gerne lave arrangementer sammen med danskere. Vi ønsker ikke at lukke os om os selv, understreger hun.  

To kulturer

Når Siang Cer Par bliver spurgt, hvor hun kommer fra, siger hun Burma.

- Jeg er en chinpige, der er vokset op i Danmark. Her vil jeg altid være anderledes. Jeg ser anderledes ud, spiser noget andet mad - og så går jeg i kirke. Bare det, at jeg er kristen og tror på Gud, gør mig anderledes end de fleste danskere. Ingen af dem, jeg gik i skole med, gik i kirke ud over til højtider. Jeg har også en anden kultur og nogle andre værdier. I vores kultur bidrager alle til fællesskabet. Vi er der for hinanden, både når livet er svært, og når vi har noget at fejre. I Danmark vægter man individualisme og personlig frihed. At have to kulturer handler om at finde en balance mellem dem. Det er ikke et enten-eller.

- Somme tider tænker jeg på, hvad mine forældre har forladt. I Burma havde min mor en professionel karriere som jordemor. I Danmark har hun arbejdet på den samme fabrik i 18 år. Alligevel har mine forældre været i stand til at købe hus her, vi har gået i skole og fået nok at spise. Det er deres generation, der har samlet os som kirke og bidraget med tid og penge. De har måske ikke den samme uddannelse som os, men der er stadig mange ting, vi kan lære af dem. Jeg er stolt af mine forældre. Det handler om at prøve at forstå hinanden og være åben og villig til at lære af hinanden på tværs af generationer.   

SIANG CER PAR

• Født 1998 i delstaten Chin i Burma.  

• FN-kvoteflygtning. Kom til Danmark i 2006 med sin familie. 

• Sygeplejerske på hjerte- og lungeafdeling på Svendborg Sygehus.

• Bor i Ørbæk på Fyn sammen med sine forældre og en yngre bror, der går i gymnasiet. 

Artiklen har tidligere været bragt i Nyt på Tværs fra Tværkulturelt Center.