Markering af nazistisk jødeforfølgelse blev protest mod al racisme

Antisemitisme er racisme. Derfor bør al form for racisme bekæmpes. Også idéen bag begrebet ”remigration”. Det var nogle af konklusionerne i et fakkeloptog til minde om Krystalnatten for 87 år siden.

I år blev markeringen af Krystalnatten den 9. november på Kultorvet i København en særlig, ny modstand mod verdens kolde storme fra både øst og vest.

Det had, som blev begyndelsen til Holocaust med nedbrændingen af jødiske butikker og synagoger i Østrig og Tyskland, har igen fundet de menneskefjendske gloser frem.

Men hvert år samles jøder og mange andre danskere til modsigelse for at bære håbets fakler. Også denne gang på foranledning af Krystalnatinitiativet, der begyndte først i 1990’erne, hvor en række faglige organisationer, solidaritetsforeninger og flygtningegrupper holdt fakkelarrangementer den 9. november.

Det sker frem til i dag for at mindes ofrene for nazisternes forfølgelse af jøderne i Tyskland og Østrig i 1938. På den måde sættes der fokus på aktuelle problemer, såsom nynazisme, racisme og forfølgelse af etniske mindretal.

Fakler til minde om Krystalnatten for 87 år siden

Henrik Juul Rasmussen, formand for Rør og Blikkenslagernes Fagforening af 1873 og Byggefagenes Samvirke holdt aftenen sammen ved at præsentere de medvirkende og holde den indledende tale:

- Vi samles her i aften for at mindes – og for at advare. Historien gentager sig ikke, men dens mønstre vender tilbage, hvis vi ikke passer på….

I dag ser vi fascismen, ”når minoriteter gøres til syndebukke. Når flygtninge jagtes, når fagforeninger udskældes, når kvinder og fattige igen må kæmpe for helt basale rettigheder,” fortsatte han.

- Derfor står vi her i aften. Vi har arven fra dem, der stod imod – fra modstandsfolkene, arbejderne, de forfulgte, de, der organiserede sig i kældre, på fabrikker og i opgange, og sagde: “Ikke i vores navn.”

- De kæmpede ikke for hævn, men for værdighed. Ikke for magt, men for retfærdighed. 

Krystalnatten begyndte med knuste ruder – men den handlede om noget langt større: Et samfund, der havde vænnet sig til had. Et folk, der havde lært at se bort.

- Det må aldrig ske igen, fastslog Henrik Juul Rasmussen.

Reddet af Göring

Herefter var det kunstneren Helle Rothenbergs tur. Hun blev landskendt, da TV lavede en serie om hendes farfar, Hugo Rothenberg, der risikerede liv og helbred for først at redde sine søstre ud fra det nazistiske Tyskland, siden mange andre jøder.

Helle Rothenberg fortalte om sin ”farfars tre voksne ugifte søstre og deres oplevelse den frygtelige nat:

- I den lille by Kreuznach i det sydlige Tyskland boede mange jøder blandt kristne uden væsentlige problemer. Midt om natten den 9. november blev søstrene vækket. De kunne høre, at ting blev knust. Først en rum tid efter stilnede det af (…) og de blev enige om, at de ville søge til Danmark, hvor deres bror Hugo boede. Hugo vidste, at han måtte handle hurtigt.

- Hugo havde mange år tidligere, i en helt anden tid, haft Göring boende. I taknemmelighed havde Göring lovet Hugo, at han altid ville være parat til at hjælpe Hugo, hvis behovet opstod.

- Heldigvis var Göring en mand af sit ord (…) Kvinderne fik (..) udleveret deres pas uden ’J’-stemplet og ’Sara’, det jødiske navn som alle kvinder skulle kaldes i deres pas (…) og de tre kvinder kom til Danmark, hvor de levede og døde sammen.

En øjenåbnende rædsel

Silke Haubart Cohen, lærer og bestyrelsesmedlem i den dansk-jødiske fredsbevægelse NewOutlook, så tilbage på sit liv, på sin første betagelse af selve ordet ”krystal” og dets magi. Det førte til en øjenåbnende rædsel ved erkendelsen af Krystalnattens virkelige betydning og en fast beslutning om at bekæmpe enhver form for menneskeforagt.

- Da jeg som barn i skolealderen første gang hørte betegnelsen “Krystalnat” uden at vide, hvad det drejede sig om – ja, så så jeg noget smukt og nærmest magisk for mig. En nat oplyst af funklende, glinsende sten. Eventyrligt og betagende. Det overraskede mig, at den ellers så indtagende titel dækkede over et dybt mørke – et mørke næret af hadefuld racisme.

Hvordan kan naboer pludselig vende sig mod hinanden?

- Jeg var sensitiv som barn, og de frygtelige historier om Holocaust gik derfor lige i hjertekulen på mig. Det var ikke bare falmede sort-hvide billeder i slidte historiebøger, men virkelige menneskers tragiske skæbner – og det var sket lige her i Europa og Danmark! 

I 1990´erne, var Silke Haubart Cohen teenager i et årti, hvor krigene i Jugoslavien lå som en skygge over Europa.

- Jeg husker tydeligt den samme forfærdende undren trænge sig på i mit – nu lidt ældre pigesind – et pigesind som prøvede at begribe mekanismerne i den voksenverden, jeg så småt var ved at blive en del af. Jeg stillede spørgsmålet igen: Hvordan kan naboer pludselig vende sig mod hinanden og på helt ubeskrivelig umenneskelig vis føle had og sågar koldblodigt slå hinanden ihjel?

Etnisk dansker og alligevel udsat minoritet

- Som ung voksen mødte jeg kærligheden. Jeg forelskede mig i en jødisk israeler som i dag, 19 år senere, er min ægtefælle, min soul mate og far til mine tre døtre. Som etnisk dansker med kulturkristne rødder, havde jeg aldrig før indlemmelsen i det jødiske fællesskab, erfaret hvad det vil sige at være en del af en, til tider udsat, minoritetsgruppe.

Det har jeg i dag og – og jeg tror ikke jeg behøver at uddybe, at særligt de seneste to år har været vanskelige og smertelige på et niveau, jeg dårligt kan finde ord for.

Forbløffelsen over ”hadets anatom” er blevet andet og mere end et analytisk spørgsmål om “nogle andre”, fortsætter Silke Haubart Cohen.

- Det er blevet en inkarneret del af min tilværelse – en kropsliggjort del af min skæbne – for når dem jeg elsker bliver ramt af raketter eller antisemitiske fordomme – ja, så rammer det naturligvis også mig. Som skarpe uslebne glasskår, der gennemborer enhver celle i min krop.

- Og lige præcis dér – midt i sorgen og frygten – midt i min egen flossede hjertekule starter det virkelige arbejde for fred

Fælles kamp mod umenneskelighed

Silke Haubart Cohen bekymrer sig over antisemitismens vækst, men:

- Det skræmmer mig også, når politikere taler om “remigration” møntet på landets muslimske borgere. Vi er simpelthen nødt til at stå sammen mod den umenneskeliggørelse.

Forfatter og tv-vært Flemming Møldrup, der er af jødisk afstamning, skrev forleden på sin facebookprofil.

“Jeg tror vi skal mødes på den smalle bro over afgrunden, og ikke hele tiden forsøge at skubbe hinanden ned af den. Når vi først begynder at se hinandens smerte, tror jeg på, at det virkelig er i det øjeblik, at der sker noget med verden.”

At se hinanden som mennesker

Herefter talte Garbi Schmidt, professor i Kulturmødestudier. Hendes dybe viden om islam og diversitet fik hende til at henvende sig til aftenens fakkelbærere som ”mennesker”:

- At se mennesket i den anden kan være både let og umådelig svært. De mennesker, der slog og brændte og ødelagde dengang for 87 år siden, hvad så de i de mennesker, de begik deres udåd imod? Hvordan kan man slå og slå ihjel, om det er et enkelt menneske eller tusinder, uden at sætte spørgsmålstegn ved, om den eller de andre, man bevidst maltrakterer, ødelægger og lader forsvinde, i virkeligheden er mennesker, der akkurat som en selv er blevet født, tænker, føler, elsker?

- Det er svært at se hinanden i mørket, om dette mørke er skabt af natten, internettet eller de kategorier, vi sprogligt klæber på hinanden. Men de fakler, som mange af jer bærer i hænderne viser, at vi kan noget andet. Vi kan se. Vi kan se hinanden.

Jødehad er et samfundsproblem

Anders Jerichow, journalist, sluttede aftenen:

- I dag mindes vi Krystalnatten – og vi håber, at det aldrig vil komme dertil. Ikke igen. Men jeg har en ubehagelig fornemmelse af, at der i dag er flere, som hellere går over på det andet fortov end at mødes med en jøde. Og ja, der er flere, som er på vej til at skubbe jøder over på det andet fortov.

- Jeg er bange for, at vi ‘normaliserer’, at jøder skal gå stille med, at de er jøder. Jeg er bange for, at jøder skal vare sig for, hvordan de klæder sig, smykker sig, opfører sig. Ret beset er det ikke et jødisk problem. Det er et problem for samfundet, at man lader jøder blive hængt ud.

Protest mod ”remigration”

Jerichow kom derefter ind på begrebet zionisme:

- Zionisme har haft forskellig betydning til forskellige tider. Der er højreorienterede zionister. Og der er venstreorienterede zionister. I dag har zionisme én fælles betydning – en positiv holdning til Israel, ikke nødvendigvis til forskellige israelske regeringers politik.

Det er nødvendigt at yde modstand mod jagten på minoriteter og retorisk ”remigration”, fortsatte han.

- Vores sammenkomst i dag handler om at vende os imod racisme og fremmedhad – imod ringeagt overfor mindretal og indvandrere og imod ubehagelige krav om ”remigration”. Vende os imod fremmedhad mod enhver slags mindretal – religiøst, etnisk, seksuelt og så videre.

- Krystalnatten var en advarsel om noget endnu værre.