Over 400 millioner af verdens børn lever i fattigdom
Global fremgang er ved at gå i stå, mens konflikter, klimaforandringer og massive nedskæringer i udviklingsbistand presser børns adgang til helt grundlæggende ydelser.
Illustrationsfoto: Unsplash
Flere end 417 millioner børn, hvilket svarer til hvert femte barn i lav- og mellemindkomstlande, lever i alvorlig fattigdom. Kendetegnede for deres situation er, at de mangler mindst to af de helt grundlæggende behov som ernæring, sundhed, bolig eller adgang til rent vand og ordentlig sanitet.
Det viser UNICEF’s nye rapport, ”The State of the World’s Children 2025”.
Rapporten bygger på data fra over 130 lav- og mellemindkomstlande inden for seks kerneområder: uddannelse, sundhed, bolig, ernæring, sanitet og vand. 118 millioner børn får ikke opfyldt deres behov på tre eller flere af disse områder, mens 17 millioner ikke får opfyldt deres behov på fire eller flere.
”Når børn vokser op uden at få dækket helt basale behov som nærende mad, ordentlig sanitet eller et trygt sted at bo, får det vidtrækkende konsekvenser for hele deres liv. Det påvirker deres sundhed, læring og fremtidige muligheder,” siger Susanne Dahl, generalsekretær i UNICEF Danmark i en pressemeddelelse.
Fremskridt er gået i stå
Selv om andelen af børn i alvorlig fattigdom faldt fra 51 procent i 2013 til 41 procent i 2023, er fremskridtene ved at gå i stå. Konflikter, klimakrise, gældsbyrder og globale nedskæringer i udviklingsbistand rammer særligt de mest udsatte børn.
19 procent af verdens børn lever i ekstrem fattigdom — defineret af Verdensbanken som at måtte klare sig for under 20 kroner om dagen. Næsten 90 procent af de børn bor i Afrika syd for Sahara og Sydasien. Men også i højindkomstlande lever 50 millioner børn i relativ fattigdom, hvilket påvirker deres muligheder for at deltage fuldt ud i samfundslivet.
Rapporten udkommer samtidig med, at mange regeringer skærer kraftigt i deres udviklingsbistand. Ifølge The Lancet kan nedskæringerne koste 4,5 millioner børn under fem år livet inden 2030.
Men det er muligt at udrydde børnefattigdom fremhæver rapporten og opfordrer regeringer til at sætte børns rettigheder – som beskrevet i FN’s Børnekonvention – i centrum for alle strategier, politikker og indsatser målrettet fattigdomsbekæmpelse.

