Ny bog: Respekt for naturen styrker de indre værdier

”Menneskets Afskaffelse” af engelskprofessor C. S. Lewis hjælper mennesket til at forholde sig frit til naturens orden og dermed blive bevidst om kernen i sin egen natur.

Fra overfladiske synsninger til reelle overbevisninger. Fra færdigformulerede virkelighedsbeskrivelser til frie udtryksformer. Fra magt over ydre orden til mening ud fra indre orden.

Det kunne være overskrifter over tre foredrag af C. S. Lewis (samlet i bogen Menneskets afskaffelse (ProRex 2026). En bedre bogtitel kunne være Udhulning af mennesket, for helt afskaffet er det jo ikke, uanset, hvor meget det maltrakterer sig selv.

For Lewis er menneskelighed ensbetydende med værdighed, et selvbillede, han billedligt helt fysisk placerer i menneskets brystkasse: ”Brystet – ædelmod – overbevisning – dette er de uundværlige forbindelsesled mellem intellektet og de rå følelser. Man må ligefrem sige, at det er dette mellemled, der gør et menneske til menneske, for i sit intellekt er han ren åndelighed, og i sine drifter og lyster er han ren dyriskhed.” (s. 38).

Sproget tager magten og giver den til nogle få

C. S. Lewis var bl.a. professor i middelalder- og renæssance-engelsk ved Cambridge University, og hans konservative – læs bevarende - tilgang til sproget præger især bogens første kapitel.

Her hudfletter han forfatterne bag en lærebog i engelsk, hvor mennesket tager magten over naturen i sprogets diskurs ved at fortælle, hvad læseren skal synes. I stedet for at beskrive et vandfalds voldsomme brus, får læseren blot at vide, at vandfaldet er ”ophøjet”, hvad man så skal lægge i det ord. Dermed fratages læseren muligheden for selv at lade sig betage af indtrykket, mærke efter i sin egen krop og udtrykke med sine egne ord, hvad vandfaldet betyder for ham eller hende. Denne magt over naturen tager Lewis komplet afstand fra, for sproget er blot et symptom på en grundlæggende indstilling, der får fatale konsekvenser.

For når man først bevæger sig ud på synsningernes vaklende grund, åbner der sig en afgrund, hvor mennesket er sin egen herre og derfor også er overladt til sig selv – og andre mennesker, der er kyniske nok til at tage magten over andre. ”Menneskets magt til at forme sig selv, som han ønsker det, er jo… ensbetydende med nogle menneskers magt til at forme andre mennesker, som de vil.” (s. 71).

Uden indre naturlov er vi overladt til dyriske impulser

Man mærker i Lewis’ ord, at de to verdenskrige er friskt i erindring. Når de ydre naturlove er sat ud af kraft, fordi vi mener at have gennemskuet dem til fulde, så der ikke længere er noget at være ærbødige over for, ja, så mister vi også det indre kompas, den indre naturlov, der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert.

Her er vi så inde på C. S. Lewis centrale anliggende med de tre foredrag: At mane til besindighed, så vi i respekt for naturens liv - som i virkeligheden overnaturligt - bevarer vores værdier i den indre natur, som efter Lewis’ opfattelse er placeret i brystkassen. Elles er vi overladt til ”dyriske” drifter: ”Min pointe er, at den, der har sat sig ud over enhver vurdering af værdi, ikke kan have anden grund til at foretrække den ene af sine impulser frem for den anden, end at den ene føles stærkere end den anden.” (s. 77).

En god anledning til at tjekke egne værdier

Det er stærke sager, og det er sikkert ikke alle, der er enige med Lewis. Men tankevækkende er det. Og uanset, hvad man mener om Lewis’ moralfilosofi, kan det få én til ranke ryggen og tage en dyb indånding i brystkassen og mærke efter, hvad det egentlig i bund og grund er for nogle værdier, der bærer og betyder alt i tilværelsen.

Tak til ProRex for at udgive bogen og oversætter Helge Hoffmann for at formidle Lewis’ ofte kringlede formuleringer i et let forståeligt dansk. Afskaffelsen af mennesket er seneste bog i en serie, hvor C. S. Lewis store forfatterskab er oversat på ny.

Læs mere på prorex.dk

C. S. Lewis:
Menneskets afskaffelse
Oversat af Helge Hoffmann
ProRex Forlag 2026

Næste
Næste

Når investorers byggeprojekter truer det lokale miljø