Lokaldemokratiet har lidt et knæk

LEDER: Kommunalbestyrelsen i Svendborg Kommune gav byggematador indrømmelser trods massive protester fra lokalbefolkningen. Lundeborgsag udstiller kommunalpolitikeres magtfuldkommenhed.

Redaktør Svend Løbner på havnen i Lundeborg. Foto: Michala Linn.

Tirsdag den 25. august 2026 blev en afslørende test på lokaldemokratiet og derfor på demokratiet som helhed.  

Sagen handler om en berygtet byggematador, Skanlux, der med en hemmelig investor i ryggen i Svendborg Kommune vil bygge 12 kæmpesommerhuse i fiskerbyen Lundeborg. Berygtet er Skanlux og virksomhedens 32 underselskaber, fordi de bygger i følsomme kystområder unden hensyntagen til natuir og miljø med store protester fra lokalbefolkningen til følge. Protesterne kommer EFTER byggeriet er færdigt; i Lundeborg kommer de FØR projektet er sat i gang. Netop fordi Lundeborg Borgerforening fik nys om projektet i dets nuværende udformning i februar og siden har indsamlet viden og gyldige argumenter imod det. Skanlux havde ellers planlagt først at inddrage borgerne EFTER byggetilladelsen var i hus.

Projektet har det misvisende navn Lundeborg Badehotel, selv om det slet ikke er et badehotel. Ingen reception. Ingen restaurant. Blot kæmpehuse med pool og jacuzzi med plads til i alt 312 gæster. Næsten en fordobling af Lundeborgs indbyggertal. Ikke kun til brug i sommermånederne, men året rundt.

Et projekt, der bl.a. på grund af larm og øget trafik får modstand fra 87 procent af indbyggerne i den østfynske fiskerby. 257 af 297 adspurgte lundeborgere er i en underskriftsindsamling bekymrede og siger klart nej til kæmpesommerhusene.

kommunalbestyrelsesmødet den 25. august skulle lokalpolitikerne tage stilling til Skanlux ansøgning om syv dispensationer, der blandt andet måtte til for at sommerhusene kunne blive så store – deraf terrænregulering – og med så mange gæster – deraf en øgning af befæstelse med bygninger, fliser og veje fra 10 procent af byggegrunden i lokalplanen til hele 44,7 procent.  

Svendborgs kommunalbestyrelses 29 medlemmer besluttede med stemmerne 17 mod 12 at give fem ud af syv dispensationer. Dermed en projektet et skridt nærmere mod at blive virkelighed. Hvis da ikke Planklagenævnet underkender kommunalbestyrelsens vedtagelse.

Det, der kan undre den almindelige læser og borger, er den tydelige diskrepans mellem det Svendborg Kommune siger og det, flertallet af lokalpolitikere gør.

Svendborg Kommune er medlem af Cittaslow-netværket, der skal sikre høj livskvalitet for byers og kommuners indbyggere. Her skal kommunen bl.a. leve op til obligatoriske krav som ”Etablering/genopretning af sociale grønne områder” og ”Reduktion af visuel forurening og trafikstøj”.

Hvordan hænger det sammen med de store partyhuses uundgåelige slid på natur og miljø? Hvordan har man tænkt sig at ”reducere” den konstante larm fra festende turister med vandscootere og motorbåde? For ikke at tale om trafikken med tunge lastbiler ad de smalle landsbyveje i de 2 år, byggeperioden vil vare?

Cittaslow er omtanke for det gode liv i Svendborg, skriver kommunen på hjemmesiden. Netværket skal sikre, ”at vores udvikling sker på holdbare vilkår”, som der står. Fe fleste kommunalpolitikere satte ikke handlig bag de flotte erklæringer.  

Svendborg Kommune er desuden med i LIFE RING, et fællesfynsk naturgenopretningsprojekt, som skal skabe bedre levesteder for sjældne arter og styrke biodiversiteten i naturen på tværs af Fyn. Målet er, at ”forbedre levedygtigheden for udvalgte truede og sårbare arter samt deres levesteder”.

Så er vi inde ved det stærkeste argument for at stoppe kæmpebyggeriet fra Skanlux. Natur og miljø er grundlaget for vores eksistens.

Sagen er, at de tætbeliggende store partyhuse efter planen kommer til at ligge tæt på fredet skov og strandeng. Lokale borgere har fundet alt 14 fredede arter i nærområdet: 10 padder og krybdyr, 1 snegl, 1 sommerfugl, 1 orkidé og hasselmusen. De er alle under Artsfredningsbekendtgørelsen, bilag 1, som er den strengeste fredning i dansk lovgivning. 3 af dem er bilag IV-arter under EU's habitatdirektiv. Derudover har vi 26 fuglearter, der er truede eller næsten truede på rødlisten, herunder edderfuglen, der er under EU's fuglebeskyttelsesdirektiv.  

Et eksempel på en truet dyreart er vandsalamanderen, der er beskyttet af EU's habitatsdirektiv, fordi den skal kunne vandre frit til ynglesteder. Kan den det, når grunden er befæstet til overmål med store huse, fliser og grus? Kan edderfuglen lægge sine æg på stranden i fred, når stranden overbefolkes af badende turister?

Apropos EU, så har Svendborg Kommune gennem LIFE RING sammen de øvrige fynske kommuner modtaget 80 millioner kroner fra EU til naturbeskyttelse. Er det god forvaltningsskik at ville beskytte naturen med den ene hånd og så tillade et naturbelastende kæmpebyggeri med den anden?

Det strider i hvert fald mod det overordnede mål i Svendborg Kommunes kommuneplan: ”Vi ønsker at udvikle kommunen med omhu og omtanke i alt hvad vi gør – og med udgangspunkt i Svendborg Kommunes særlige by- og landsbymæssige muligheder, den maritime historie og de landskabelige kvaliteter.”

Og konkret når det gælder lokalområder som Lundeborg er det ”Byrådets mål, at:

  • lokalområderne styrkes og videreudvikles i et samarbejde mellem kommunen og borgerne

  • understøtte lokale initiativer og engagement

  • styrke og udvikle nærdemokrati i hele kommunen

  • inddrage lokalområderne i udviklingen

Det er ikke sket i Lundeborgsagen.

Og hvad betyder det så for resten af landet? Jo, at det står skralt til med lokaldemokratiet, når man ikke lytter til 87 procent af borgerne. At man ikke efterlever egne målsætninger, men lader penge fra hemmelige investorer diktere ens politik. Og at man er ret ligeglad med naturen og miljøet når det kommer til stykket. Fredet skov og standeng, samt truede fugle og firben blev ikke nævnt med et eneste ord på det famøse kommunalbestyrelsesmøde.

Jeg havde ikke helt begreb om, hvad ordet ”magtfuldkommenhed” dækker. Det ved jeg nu.

Lederen er en opdateret version af Svend Løbners klumme i Avisen Danmark på dagen for kommunalbestyrelsesmødet i Svendborg.

Forrige
Forrige

Skal Danmark stå fast på menneskerettighederne eller udvise flere dømte?

Næste
Næste

Hvor mange unge har oplevet overgreb i barndommen?