Menneskerettighedspris til Palæstinensisk-Jødisk Alliance
Krigen i Gaza har skabt splid – også herhjemme. Derfor er det velgørende, at Palæstinensisk-Jødisk Alliance rækker ud med empati og lærer unge at se hinanden som mennesker, sagde formanden for Rådet for Menneskerettigheder.
Menneskerettighedsprisen blev oveerrakt til El-Hassan og Noah Raymond Groth fra Palæstinensisk-Jødisk Alliance af formand for Rådet for Menneskerettigheder Rasmus Grue Christensen (yderst til højre). Foto: Jonathan Damslund
Nogle nyheder kan ikke nævnes for tit. Især dem, der trods verdens uro rækker ud og knytter venskaber på trods af forskellige ståsteder.
Tilbage i december gik Årets Menneskerettighedspris 2025 til Palæstinensisk-Jødisk Alliance. El-Hassan og Noah Raymond Groth modtog prisen.
Det største mod
I en tid hvor selv et lille forkælet samfund som det danske har lovgivere, der foreslår samfundsskadelige love om at modificere Menneskerettighederne og fremturer med diskriminerende asociale planer for landet, er det en stor opmuntring at se, hvordan Institut for Menneskerettigheder står frem og taler for det helt indlysende: venskab mellem de mennesker, som det hele handler om
Alliancen og Formandens tale
Alliancen insisterer på at lytte og holde fast ved dialogen mellem mennesker – også når polarisering og forskellige historier gør det smertefuldt og svært.
Formand for Rådet for Menneskerettigheder under instituttet, Rasmus Grue Christensen, sagde bl.a. ved sin overrækkelse af prisen til modtagerne:
”Krigen i Gaza har ikke kun skabt splittelse i Mellemøsten, men også i vores eget samfund. Vi så – og ser desværre fortsat – hvordan hadet vokser. På gaderne, på sociale medier, i samtalerne. Vi ser, hvordan vores jødiske og palæstinensiske medborgere i Danmark bliver mødt med mistænkeliggørelse, diskrimination og trusler. Mange har trukket sig tilbage i frygt for at mærke hadet på egen krop”, sagde Rasmus Grue Christensen og tilføjede:
”Men de ildsjæle, vi hylder i dag, har gjort det modsatte. De er trådt frem. De har rakt ud. De har mødtes på tværs af baggrunde og ståsteder, de har holdt workshops og dialogmøder, de har skabt nye fortællinger. De har engageret skoler i hele landet, fordi de ved, at fred begynder med viden og empati og med unge, der lærer at se hinanden som mennesker – ikke som stereotyper”.
Freds og forsoningskommission?
Den Palæstinensisk-Jødiske Alliance er måske det frø, der, når det er sået, har langt mere kraft i sig end våbnenes tale, der kun slår ihjel. Måske er venskabet allerede godt på vej til at bære frugt? Prisen til alliancen, de virkeligt modige mennesker, giver håb.
Måske er det, vi kan vi håbe på, at der - hellere før end senere - kan gro en freds- og forsoningskommission frem af venskabets grundlag?
Fakta:
Institut for Menneskerettigheder er en selvejende statsinstitution med mandat til at fremme og beskytte menneskerettigheder og ligebehandling i Danmark, Grønland og i udlandet.
Instituttets Rådet for Menneskerettigheder består af repræsentanter for en række civilsamfundsorganisationer og myndigheder, der mødes for at drøfte Institut for Menneskerettigheders virke.
Menneskerettighedsprisen er Rådet for Menneskerettigheders hæderspris og gives til en person, gruppe eller organisation, der har gjort en særlig indsats for menneskerettighederne i Danmark. Den 10. december 2025 gik Årets Menneskerettighedspris til Palæstinensisk-Jødisk Alliance.

