Min søster er sudanesisk flygtning: ”Som barn lærte jeg, at de døde flyder i vandet”
De seneste års brutale borgerkrig har sendt millioner af sudanesere på flugt. Men det er langt fra første gang, at landet oplever konflikt. I denne særlige podcastepisode taler Michala Linn med sin søster, der er kvoteflygtning fra Sudan.
Det er over 1.000 dage siden, den seneste borgerkrig i Sudan brød ud. Over 1.000 dage med kampe mellem statsmilitæret SAF og den paramilitære gruppe RSF.
Flere end 1.000 dage med voldsomme menneskerettighedskrænkelser, der har skabt det, flere medier og eksperter kalder ‘verdens største humanitære krise’.
”Det er forfærdeligt. Nu har jeg været her i Danmark 24 år, og det er ikke blevet anderledes. Det er stadigvæk den samme problematik,” siger sudanesiske Tabitha Tut Madsen, der har rødder i Sudan og kom til Danmark som forældreløs FN-kvoteflygtning i 2001.
Tabitha Tut Madsen, der i dag er 33 år, tilhører nuer-stammen. Hendes bedsteforældre måtte flygte fra den del af Sudan, der i dag er Sydsudan, til Etiopien, længe før hun blev født. Også på grund af borgerkrig. Hun har derfor aldrig set sit hjemland.
I stedet voksede hun op i en flygtningelejr i Dima, Gambella i det vestlige Etiopien. Det var her, FN udvalgte hende som kvoteflygtning i det, der med Tabithas ord svarede til at ”vinde i Lotto”.
Traumatisk opvækst
I dag sidder hun og jeg hos vores forældre i en lille landsby på Fyn. Tabitha Tut Madsen er nemlig min søster. Hun blev adopteret af familien, efter hun havde været i familiepleje hos os i en årrække.
Vi mødte hinanden kort efter hendes ankomst til Vejen Kommune, hvor vi som ni-årige gik i skole og kirke sammen. Vi havde tilstødende værelser i teenageårene, hvor vi sammen navigerede os igennem en ny verden af veninder, fester og drengeproblemer. Og nu holder vi altså julehygge hos vores forældre med brætspil, gåture og leg med børnene – mine niecer – i haven.
I lyset af den nuværende borgerkrig i Sudan har jeg spurgt hende, om hun har mod på at dele sine oplevelser som flygtning. For min søsters historie er en historie om de menneskelige konsekvenser af borgerkrig.
Det er historien om et kvoteflygtningeprogram, der af flere omgange har været til debat i Danmark. Og det er historien om en region, der har været plaget af krig og ustabilitet i årtier.
Hvad er det tidligste, du kan huske?
”Jeg har nogle minder, for eksempel noget med uro hele tiden. Man var altid bange,” husker Tabitha Tut Madsen og forklarer:
”Der var jo hele tiden uro mellem stammerne, for vi er 64 stammer i Sydsudan, som lige pludselig havner i den samme flygtningelejr. Man vidste aldrig, hvem det ville gå ud over næste gang,” husker hun.
Særligt én traumatisk oplevelse har sat sig i Tabitha, da hun var omkring 6-7 år:
Du har fortalt mig om de her soldater, der var i flygtningelejren. Hvem var de?
”Jamen, de skulle passe på os. Men det afhang meget af, hvilken stamme de følte, de skulle beskytte den dag. Nogle gange skød de bare løs.”
Altså på civile?
”Ja. Jeg kan huske en episode, hvor vi legede sådan tæt på en sø. Så kommer der tre mænd løbende, og de her soldater – som vi troede, var de gode – løb efter dem. Og så skyder de bare løs på de tre mænd, mens vi ser på,” fortæller Tabitha.
”Så falder de i vandet. Det er det billede, jeg husker. Det var første gang, jeg opdagede, at når mennesker dør, så kan vi ikke synke. Så kommer vi op af vandet igen. Det husker jeg så tydeligt. Og det gjorde, at jeg aldrig kunne lege igen. Jeg kan ikke huske, at jeg har leget.”
Vand har været et gennemgående tema i Tabithas liv. Hendes sudanesiske navn, Nyapini, betyder blandt andet vand, fordi hun blev født under en oversvømmelse. Foto: Michala Linn
Som barn husker Tabitha Tut Madsen ikke de konkrete omstændigheder omkring episoden. Men flere medier og organisationer har rapporteret om stammeuroligheder i Gambella i 90’erne og 00’erne.
Også det etiopiske militær har været indblandet i overfald på civile, blandt andet den 13. december 2003, hvor en rapport fra Human Rights Watch beskriver, at medlemmer fra det etiopiske militær overfaldt civile fra stammen Anuak i det, der fik navnet Gambella-massakren. (Ethiopia: Targeting the Anuak: The December 2003 Massacre).
Tabithas andet stærke minde er nyheden om, at hun skulle til Danmark som kvoteflygtning:
”Man tænker, yes, nu skal jeg komme væk herfra. Nu kan jeg sove, endelig! Vi har jo alle sammen det problem, at vi kan aldrig sove sådan dybt. Man sover med ørerne åbne, ikke?
Hvis der så sker noget, så kunne man hurtigt pakke sine ting og løbe. Så det var en åbenbaring for os at komme til Danmark,” husker hun.
Flygtninge i chok
Jeg taler med generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Charlotte Slente, der i december besøgte nabolandet Tchad, hvor mere end 900.000 sudanesiske flygtninge i dag opholder sig.
Slente har med egne øjne oplevet de vilkår, som flygtningene møder i de midlertidige modtagecentre og i de mere etablerede flygtningelejre. Og hun fortæller, at de sudanesiske flygtninge, der blandt andet ankommer fra El Fasher, er dybt traumatiserede:
”De mennesker, jeg har talt, som var nyankomne til Tchad, var mennesker i en dyb tilstand af chok. De voksne forstod måske, hvad det var, de havde været vidne til. Men kontrasten var, at én af de familier, jeg talte med, havde et lille barn på to år. Hun opførte sig, som små børn gør.
Hun gik rundt og legede, spiste et stykke vandmelon og ville gerne have sin mors opmærksomhed. Men hun var barn af nogle forældre, som nærmest ikke kunne agere normalt i forhold til barnet, fordi de var i tilstand af chok,” fortæller hun.
Det er ikke svært at trække paralleller mellem den lille pige i flygtningelejren og min søster. Forskellen er bare, at mens min søster kom til Danmark, så er vejen til det ressourcestærke Globale nord siden blevet mere og mere ufremkommelig. Hvilken fremtid går hun i møde?
”Flygtningeproblemet kræver globale løsninger”
Danmark har de senere år modtaget omkring 200 kvoteflygtninge om året, og heraf kommer ingen fra Sudan eller Sydsudan. Det, selvom flygtningeproblemet, ifølge Charlotte Slente, er ”et globalt problem, der kræver globale solidariske løsninger”:
”Det Globale nord tager slet ikke imod det antal mennesker, der er behov for inden for rammerne af kvoteflygtningeprogrammet, som sådan set på en global skala ikke er så mange. Det er måske en million eller halvanden,” siger hun.
Også asylprocessen er besværliggjort for dem, der formår at komme frem til det Globale nord på egen hånd:
”I de her år er der en tendens til, at man gerne vil udlicitere sin asylbehandling. Vi opsætter grænser og mure, fordi vi helst ikke vil modtage de nye flygtninge, der kommer til vores grænser til trods for, at vi har underskrevet konventioner om, at folk skal kunne søge asyl i det land, de kommer til,” lyder det.
Den anden side af problemstillingen, forklarer Slente, er den globale humanitære bistand ind, som i øjeblikket svinder ind:
”Det er en kæmpe opgave at prioritere, hvordan man bruger meget sparsomme humanitære ressourcer i en situation, hvor behovet for humanitær hjælp stiger,” siger hun.
”Hvis man i det Globale nord lukker grænser og ikke ønsker, at folk kommer til vores breddegrader og søger asyl her, og så samtidig reducerer den humanitære bistand, der gives globalt, så er man faktisk ikke særlig dygtig til at hjælpe til med at skabe den globale solidariske løsning, der skal til for at hjælpe de flygtninge, der er,” lyder konklusionen fra generalsekretæren.
Held og taknemmelighed
Tilbage på Fyn giver flygtningesituationen i dag også anledning til refleksion. Tabitha Tut Madsen fik mulighed for at uddanne sig til salgsassistent og senere til social- og sundhedsassistent. Hun arbejder i dag på et plejehjem og bor i en fireværelses lejlighed med sine tre døtre.
I de sidste 24 år har hun med få afstikkere boet i den kommune, der en kold novemberdag tog imod hende i Billund Lufthavn. Vejen er nemlig det første sted, hun har følt sig hjemme, fortæller hun. En kendsgerning, der understreges af hendes stærke sydjyske dialekt.
Men havde hun siddet i en flygtningelejr i Etiopien i dag, havde hendes liv nok set anderledes ud:
”Når jeg kigger på overskrifterne og hører om folk, der tager de der små både og betaler menneskesmuglere… Så kan jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg nok ikke havde været her i dag. Jeg var jo ikke været stærk nok til at tage den tur (over Middelhavet, red.). Det tror jeg ikke, jeg kunne overleve. Jeg havde jo heller ikke penge til det. Det er jo også traumatiserende,” siger Tabitha Tut Madsen.
Derfor sidder hun også tilbage med en følelse af taknemmelighed og held:
”Jeg synes, at jeg er meget heldig, at FN har sørget for det hele. Der var fly, der var folk, der tog imod os, og der var folk til at hjælpe os, også med skolegangen. Kommunen vidste jo, at vi kom,” siger Tabitha Tut Madsen.
”Så kan man være glad for, at man kun har traumerne fra selve flygtningelejren og andre personlige problemer,” konkluderer hun med sin sædvanlige optimisme.
