89 procent af danske muslimer oplever diskrimination
Politikere, medier og ”gadens parlament” i uhellig alliance. Det afslører en ny rapport fra Muslimernes Fællesråd.
Kronik af Safia Aoude, Juridisk konsulent for Muslimernes Fællesråd
Der er noget bemærkelsesværdigt ved den måde, vi taler om islam og om og til muslimer i Danmark. Ikke bare hvad der bliver sagt – men hvem der får lov til at definere virkeligheden.
Muslimernes Fællesråds nyligt udgivne årsrapport Islamofobi i Danmark 2025 forsøger at tage kontrollen over den fortælling tilbage. Spørgsmålet er: Hvad sker der, når man gør det?
Islamofobi er ganske udbredt
Lad os starte med fakta. Rapporten bygger på 318 indberetninger om oplevet islamofobi, 24-siders analyse af politiske beslutningsforslag og folketingsdebatter om danske muslimer i 2025, analyser af domme og medier og to spørgeskemaundersøgelser.
Rapporten konkluderer, at islamofobi ikke bare eksisterer – men er ganske udbredt. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at også etnisk danske muslimer i høj grad rapporterer oplevelser med islamofobi. Hele 89 procent af respondenterne i denne gruppe angiver, at de har oplevet diskrimination eller negative reaktioner relateret til deres tro. Det er et tal, der bør få enhver til at stoppe op.
Synlig religiøsitet udløser had
Muslimsernses Fællesråds islamofobirapport gennemhuller en udbredt forestilling om, at islamofobi primært er knyttet til etnicitet eller migration. I stedet peger rapporten på, at det faktisk er synlig religiøs praksis – eksempelvis beklædning eller deltagelse i religiøse ritualer – som ofte udløser hadefulde reaktioner.
Samtidig understreger rapporten, at der sandsynligvis er et betydeligt mørketal. Mange hændelser anmeldes aldrig, blandt andet fordi ofre mangler tillid til, at anmeldelser fører til konkrete konsekvenser.
Men det er ikke der, diskussionen normalt starter i Danmark. Den starter et helt andet sted: med politik.
Når politik former virkeligheden
Hvis man læser rapporten nøje, bliver det tydeligt, at dens egentlige fokus ikke kun er hændelser på gaden eller på sociale medier. Det er magten; de strukturer, der bestemmer, hvad der er acceptabelt – og hvad der ikke er.
I 2025 blev der fremsat en række politiske forslag mod muslimsk religiøs praksis: forbud mod bederum, forbud mod halalvarer, udvidelser af tildækningsforbud. De fleste blev ikke vedtaget. Men det er heller ikke pointen. Pointen er, at de overhovedet blev fremsat.
For hvad signalerer det til en minoritet, når dens grundlæggende praksisser gentagne gange gøres til genstand for politisk regulering? Når ens hverdag – hvad man spiser, hvordan man beder, hvordan man klæder sig – konstant diskuteres som et problem, der skal løses?
Man behøver ikke være enig i rapportens konklusioner for at se dynamikken: Når politik gentagne gange kredser om den samme gruppe i negativ retning, begynder det at forme den offentlige opfattelse af gruppen.
Og det er her, det bliver interessant.
Er det had – eller noget mere subtilt?
Rapporten bruger begrebet “islamofobi”. Det er et ord, der i sig selv skaber debat. Kritikere vil sige, at det bruges til at lukke munden på islamkritik. Tilhængere vil sige, at det beskriver en reel diskrimination.
Men måske er det forsimplet.
For det, rapporten i virkeligheden peger på, er ikke kun had. Det er noget mere komplekst: en konstant mistænkeliggørelse. En antagelse om, at visse borgere – alene på grund af deres tro – potentielt er et problem.
Ikke nødvendigvis fordi nogen råber ad dem på gaden, sender trusler over sociale medier, vælter gravstene eller fremsætter ønsker om borgerkrig. Men fordi danske muslimers tilstedeværelse igen og igen bliver gjort til et politisk spørgsmål.
Det er en vigtig skelnen.
Et samfund, der taler om sig selv
Danmark ser sig selv som et åbent, tolerant samfund. Og på mange måder er det rigtigt. Men rapporten rejser et ubehageligt spørgsmål: Gælder den tolerance konsekvent?
Når danske muslimer oplever, at deres praksis diskuteres som noget, der skal begrænses, opstår der en spænding mellem ideal og virkelighed.
Det betyder ikke, at al kritik af religion er forkert. Tværtimod. Kritik er en del af et frit samfund. Men der er en forskel på kritik og regulering. På debat og gentagne politiske indgreb.
Det er netop i det spændingsfelt, rapporten placerer sig.
Muslimernes Fællesråd – aktivisme eller nødvendighed?
Nogle vil afvise rapporten som interessevaretagelse. Og ja: Muslimernes Fællesråd er en aktør med en klar agenda: at beskytte muslimers rettigheder.
Men det gør ikke nødvendigvis rapportens resultater om islamofobi irrelevante.
Tværtimod kan man argumentere for, at netop fordi der ikke findes officielle statistikker på området, bliver denne type civilsamfundsarbejde afgørende. Uden det er der ganske enkelt ingen systematisk viden.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, hvem der taler – men hvem der ellers gør det.
Hvad betyder det for sameksistens?
For de fleste borgere i Danmark er det centrale spørgsmål heldigvis ikke, hvem der har ret i hver enkelt debat, men hvordan vi lever sammen.
Og her bliver rapportens resultater vigtig.
Islamofobirapporten tilbyder ikke kun kritik. Den tilbyder også et grundlag for dialog. For hvis man vil have tværreligiøst samarbejde, kræver det noget helt basalt: at man forstår hinandens oplevelser.
Ikke nødvendigvis accepterer dem ukritisk. Men tager dem alvorligt.
Når muslimer fortæller, at de oplever mistænkeliggørelse – hvad enten man kalder det islamofobi eller noget andet – er det et udgangspunkt for samtale. Ikke afslutningen på den. Derfor indeholder rapporten også en række essentielle anbefalinger til politikere, borgerrettighedsorganisationer og ”manden på gaden”.
Den større fortælling
I sidste ende handler denne rapport om, hvordan et samfund håndterer forskellighed. Om hvorvidt majoriteten er villig til at beskytte minoriteters rettigheder – også når det er politisk upopulært.
Og måske vigtigst: Om hvem der får lov til at definere virkeligheden.
For hvis kun én fortælling dominerer, mister vi evnen til at forstå hinanden. Uden forståelse bliver sameksistens ikke et fælles projekt – men en kamp om plads.
Islamofobi i Danmark 2025 er ikke en neutral rapport. Det er heller ikke meningen. Den er et indlæg i en større debat om magt, rettigheder og identitet i Danmark.
Man kan være enig eller uenig i rapportens konklusioner. Men man kan ikke ignorere det, den peger på: at måden, vi taler om og til hinanden på – og lovgiver om hinanden – former det samfund, vi alle er en del af.
Og det er en debat, der er værd at tage.
