Tro ikke på politikernes skræmmebilleder
Integrationsekspert skriver til indvandrere og efterkommere med ikke-vestlig baggrund, at de ikke skal lade sig slå ud af hverken statsminister, integrationsminister eller højreorienterede politiske partier. “Politikerne ved godt, at der i vikeligheden er ret små forskelle mellem dig og dem selv, men de maler bevidste skræmmebilleder,” skriver Michala Clante Bendixen fra Refugees Welcome.
Michala Clante Bendixen. Pressefoto: Wilfred Gachau.
Kære medborger i Danmark med såkaldt “ikke-vestlig” baggrund! (tåbelig kategori)
Allerførst vil jeg gerne sige undskyld. En del af vores landsmænd/kvinder opfører sig ufatteligt dårligt efterhånden, og det gør mig deprimeret på hele landets vegne. Visse personer omtaler dig helt uden respekt og forståelse, som om du dårligt nok er et menneske, og gør dig til syndebuk for alverdens problemer. De påstår, at du er kriminel, voldelig og ikke gider arbejde, og at din hedeste drøm er at omforme Danmark til et Taliban-regime. Politikerne ved godt, at der i vikeligheden er ret små forskelle mellem dig og dem selv, men de maler bevidste skræmmebilleder. Vi har desværre set den slags før i verdenshistorien.
Jeg forstår godt, at du bliver helt vildt ked af det. Lige meget, hvad du har gjort for at lære sproget, forsørge dig selv og være en aktiv borger, er det aldrig godt nok, og du får aldrig lov til helt at føle dig som en del af fællesskabet. Ikke engang, hvis du er født og opvokset med Bamse & Kylling. Der er altid mistroen og fordommene, og de hadefulde kommentarer.
Og så er der den åbenlyse forskelsbehandling. Du ved, at din far kun fik det halve af din danske nabo i kontanthjælp, inden han fik lært dansk og fandt et job. Dine danske klassekammerater havde EU-pas, som gjaldt i 10 år, de blev ikke stoppet i lufthavnen, og de skulle ikke vælge mellem uddannelse eller job for at få permanent ophold. Hvis de kom ud i noget snavs som teenagere, blev pletten på straffeattesten fjernet efter nogle år, men for dig ville det betyde udelukkelse fra at få dansk pas for evigt.
Jeg ved også, at du bliver bange for at miste din opholdstilladelse og blive smidt ud af det Danmark, som du er født i, eller som med tiden er blevet dit hjemland. Selv hvis du har besteget det høje bjerg, som hedder dansk statsborgerskab, begynder du at blive nervøs for, om du kan miste det igen. Du er holdt op med at skrive din mening på sociale medier, og du tør ikke deltage i en demonstration eller en underskriftindsamling. Det kan måske blive brugt imod dig en dag, og så skal du i retten og forklare dit “danske sindelag”.
Men faktum er, at Danmark overhovedet ikke ville fungere uden dig. Din mor var måske nok hjemmegående, men hun fik alle sine børn på videregående uddannelser. Du bygger husene, ordner IT-systemerne, tager blodprøverne, kører bussen og lastbilen, passer børnene og de gamle, behandler de syge, finder tallene til ministeren. Og Danmark ville være helt vildt kedeligt uden dig. Uden din mad, din musik, dine film, dine farver og dine sprog.
Lad dig ikke slå ud af DF, DD og LA – eller af vores statsminister og integrationsminister. Det er også dit land, og du skal kæmpe for det sammen med alle os, som ser dig og kender dig, og værdsætter din indsats. Der er trods alt mange af os, selvom vi ikke råber så højt som de andre. Du må ikke være bange for at blive smidt ud foreløbig. Vi har trods alt stadig Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som sikrer individet mod staten og beskytter mod diskrimination. Gå aktivt ind i kampen for at bevare et Danmark med plads til alle, og brug også din stemme d. 18. november!

