Aktivitetspris til venskabscafé
Venskabscafé i Nykøbing Falster har gjort en mærkbar forskel for flygtninge og migranters trivsel i Danmark.
Venskabscaféen i Lindeskovkirken i Nykøbing Falster har modtaget Tværkulturelt Centers aktivitetspris STJERNESTUNDER 2025. Prisen blev overrakt af Tværkulturelt Centers formand Clement Dachet på Centrets efterårskonference i København med temaet Giv håbet stemme.
Lisbeth Rask Nielsen, næstformand i menighedsrådet i Nykøbing Falster Sogn og initiativtager til Venskabscaféen, modtog prisen sammen med Mohsen Mousavian og Maryam Mirzaei, der oprindelig kommer fra Iran. Ved overrækkelsen udtrykte de taknemmelighed for den hjælp og støtte, de har fået gennem caféen.
Prisen, der består af håndflettede kurve fra Senegal med stjernechokolade, håndmalede lys fra Sydafrika og 200 PR-kort, uddeles hvert år til et lokalt kirkeligt tiltag, der har gjort en mærkbar forskel for flygtninge og migranters trivsel i Danmark. Prisen blev uddelt første gang i 2006.
Venskabscaféen i Lindeskovkirken bæres af engagerede frivillige med syn for den enkelte bruger og er et fristed for mennesker, der er nye i Danmark – uanset opholdsgrundlag og religion. Tre timer hver anden uge tilbyder Venskabscaféen et åbent integrationsfællesskab og samtaleforum med fællesspisning, aktiviteter for børn og voksne, sang og fortællinger fra Bibelen.
- Vi tror på, at fortællinger fra Bibelen kan være med til at give flygtninge større forståelse for deres egen situation, siger Lisbeth Rask Nielsen, der siden starten i 2028 har lagt et stort personligt engagement i at skabe et trygt mødested for flygtninge og migranter, der gerne vil møde danske venner.

