Når den åbne samtale flyder som levende vand

Der sker en livgivende bevægelse, der opstår, når mennesker tør tale sandt med hinanden, skriver sognepræst Heike von Münchow i denne kronik med udgangspunkt i fortællingen om Jesus og den samaritanske kvinde.

Illustrationsfoto: Unsplash

Kronik af Heike von Münchow, sognepræst i Oure, Vejstrup og Lundeborg kirker

Vi lever i en tid, hvor mange mennesker tørster. Ikke nødvendigvis efter vand, men efter mening. Efter at blive set, og efter at høre til. Vi lever i et massesamfund med mange stemmer, men også med megen tavshed. Tavshed hos dem, der ikke føler, de bliver lyttet til. Tavshed hos dem, der reduceres til kategorier, holdninger eller etiketter. Tavshed hos dem, der frygter. Tavshed, der gør individet til bare et lille hjul i det store maskineri. Tavshed i et massesamfund. Midt i denne verden møder vi i søndagens tekst fortællingen om en samaritansk kvinde der møder den jødiske Jesus ved Jakobs brønd.

Hun kommer for at hente vand – noget helt almindeligt, men for hende livsnødvendigt. Men til sidst ender hun med at få mere, end hun havde forventet, eller i sin vildeste fantasi kunne have forestillet sig. Hun bliver nemlig mødt af en mand, der taler til hende, ikke hen over hende. En, der ikke reducerer hende til fortid, køn eller religiøs baggrund. En mand, der netop ikke putter hende i en social boks, men én, der åbner for dialog. Dermed sker et opbrud af alt det, kvinden hidtil havde oplevet.

For publikummet i bibelsk tid var dette møde langt mere opsigtsvækkende, end det lyder for os i dag. Et tilsvarende møde i dag ville være en samtale mellem personer, der både religiøst, kulturelt, politisk og kønsmæssigt står så langt fra hinanden, at selve dialogen opfattes som provokerende. Man kunne forestille sig mødet mellem en højreorienteret, nationalistisk leder og en feministisk, religiøs minoritetskvinde, eller en ortodoks jødisk mand og en transkønnet muslimsk kvinde. Men også en israelsk rabbiner og en palæstinensisk muslimsk kvinde ville kunne gøre det. Så langt stod Jesus og kvinden nemlig fra hinanden: socialt, nationalt, og religiøst.

Og dog - der er langt mere en ren provokation i teksten.

Vi mennesker lever af forestillinger. Og forestillinger kan styres af andre mennesker. At kunne styre andre menneskers forestillinger betyder magt, og for mange mennesker er denne magt det eneste, der tæller. Denne magt betyder f.eks., at vi kan forledes til at købe, hvad vi ikke har brug for, hade hvad vi ikke kender og tro på, hvad der gør os til værktøjer i magtens hænder og samtidig betvivle, hvad der kunne redde os og sætte os fri. Løgnen er den største magt af alle. Med løgnen styres mennesker socialt, der føres krige og bygges verdensriger, og løgnen er med til at gøre os mennesker umyndige i en gruppe, der kaldes massesamfund, hvor det enkelte individ udslettes. Vi massemennesker synker nu gerne hen i forestillinger om angst, hvor man i virkeligheden ikke behøver at frygte noget. Vi styres af sult og tørst efter ting, der i sidste ende gør os syge, og har forestillinger om fortvivlelse, hvor der ikke er grund til fortvivlelse. Vi er fanget i umyndighed. Vi tænker os ikke om længere. Vi er blevet en del af massen.

Kvinden ved brønden træder nu frem som et menneske, der tænker, taler og handler. Dermed træder hun ud af massen og bliver et selvstændigt individ. Hun lader sig ikke længere definere af de roller og forventninger, som hendes omverden har tildelt hende, men hun forholder sig aktivt til sin egen situation og til det, der møder hende. Det er dialog.

Sammen med Jesus bryder hun de sociale normer og regler, der gjaldt for datidens mennesker. I dette brud, opnået gennem tænkning og handling, fik kvinden mulighed for at træde frem som et ansvarligt væsen og dermed modstå både umyndighedens bekvemmelighed og ondskabens banalitet. Det samme gør vi i dag, når vi forholder os kritisk tænkende og handlende til vores omverden.

Ved at tænke selvstændigt og ved at handle, tager mennesket nemlig ansvar for sin verden – måske ikke hele verden, men den verden, der er nær og konkret. Ens sociale sfære. Det afgørende er ikke handlingens størrelse, men at mennesket ikke forsvinder ind i tavshed og passivitet.

For tavsheden fastholder os i umyndighed, gør os medskyldige i det, der er usandt, og lader os glide ind i roller, hvor ingen længere føler ansvar. Men alle er medskyldige, når uretten hersker.

Når nu kvinden bryder denne tavshed og lader sin stemme høre, åbnes et rum, hvor sandhed kan siges, og hvor forandring muliggøres. Kvinden træder ud af tavsheden. Hun stiller spørgsmål. Hun udfordrer. Hun bringer sin tradition i spil. Og hun afvises ikke. Hun korrigeres ikke med magt. I stedet åbnes et rum, hvor sandhed ikke ejes, men deles. Hvor Gud ikke er bundet til ét sted eller én gruppe, men møder mennesket i ånd og sandhed. Det er her, vi kan tale om det levende vand. Det levende vand er nemlig ikke bare en lære eller en belønning. Det er den livgivende bevægelse, der opstår, når mennesker tør tale sandt med hinanden. Når dialog erstatter tavshed og når relation erstatter afstand. Det levende vand strømmer i samtalen – og det stopper ikke ved brønden. Kvinden går videre. Hun handler. Hun taler. Hun sætter noget i bevægelse. Hun er et stort forbillede for os i dag.

Vi teologer taler gerne om frelse og selvfølgelig kan vi spørge efter frelsen i dette afsnit af bibelteksten.

Modsat manges forestilling begynder frelsen ikke efter døden. Den begynder i mødet med hinanden. I ordene. I det øjeblik, hvor kvinden ses og får lov at tale. Frelsen viser sig netop dér, hvor et menneske får værdighed og stemme og i at livet åbner sig igen. I at håbet ikke er udsat til en fjern fremtid, men kan begynde her og nu. Det er ikke en frelse, der trækker os ud af verden, men en frelse, der sender os tilbage til den – med ansvar.

I vores tid, der er præget af splittelse, religiøse konflikter og stærke fronter, minder denne fortælling os om, at sandhed ikke behøver at være voldelig. At forskel ikke behøver at føre til fjendskab. At frelse ikke handler om at vinde, men om at leve. Den minder os om vigtigheden af at tænke og at handle.

Måske er det netop her, vi finder fortællingens udfordring til os i dag: Tør vi åbne rum, hvor andre kan tale? Tør vi lade dialog være levende vand – også når det er ubehageligt? Og tør vi tro, at frelsen allerede er i gang, dér hvor mennesker ses, høres og sættes i bevægelse?