Tre eventyrlystne venner kører rally for nødhjælp
På lørdag den 24. januar drøner Torben, Michael og David afsted i deres gamle Toyota Tercel på vinterrally op til den nordnorske vildmark og samler undervejs ind til humanitært flyselskab.
Tre venner med passion for gamle biler. En Toyota, der er registreret som veteranbil. Et vinterløb op gennem Norden. Og et rigtig godt formål at samle ind til.
Den passionerede cocktail får udløb lørdag den 24. januar, når Michael Sjælland, Torben Knudsen og David Mortensen sætter sig ind i en Toyota Tercel fra 1983 og spurter afsted fra Hamborg op gennem Danmark og videre gennem Sverige og Norge. Det sker i vinterrallyet Viking Snow 2026 med omkring 70 deltagere fra hele Europa.
Målet er at dyrke kammeratskabet, udfordre skæbnen i vildmarken og – ikke mindst – at samle ind til verdens største humanitære flyselskab, MAF, der står får Mission Aviation Fellowship, flyselskabet med en mission.
Som en af chaufførerne, David Mortensen, forklarer:
- En del af løbet er, at man kan finde et donationsprojekt. Og der synes vi, at det er megafedt at støtte MAF. Det er en blanding af vores interesse for teknik, og de værdier, som MAF står for. De flyver jo ud med nødhjælp til de allermest isolerede befolkninger. Det er en upgrade fra vores bil, der nu skal ud og rundt i den nordiske i vildmark.
Oplevelser i Sahara
De tre venner skal køre de omkring 3.000 km fra Hamborg til Helsingborg, op igennem Sverige, op igennem Norge, op over Atlanterhavsvejen i Norge og ned langs Vestkysten bagom Stavanger, til de en uge senere ”lander” i Kristiansand.
I letter måske en lille smule fra jorden ind imellem?
- Det er jeg ikke sikker på. Det er jo en bil fra 1983 med 68 hestekræfter. Så jeg håber, fjedrene holder, smiler David Mortensen.
Han er ikke uvant med eventyrrejser. For 25 år siden kørte han med en kammerat til Mauritanien i Vestafrika med værktøj til en nystartet tømrerskole. Det var også dengang i en Toyota Tercel.
- Vi var unge og havde ikke styr på så meget. Så inden vi skulle køre de 500 km gennem Saharas sandørken, for vi vild og endte i en militærlejr. Vi kom heldigvis ikke noget til, men blev guidet tilbage til den rette rute, fik tanket op og gennemførte turen, fortæller David Mortensen.
David Mortensen tjekker om Toyotaen er klar til det krævende motorløb.
Impulskøb for sjov
Hvad er det med dig og Toyota Tercel?
- Der findes kun få Toyota Tercel rundt omkring i verden, så da vi så den til salg i august sidste år, kunne vi ikke lade være med at købe den. Og så skulle vi lave noget sjovt med den. Derfor har vi tilmeldt os Viking Snow 2026 sammen med omkring 70 andre biler rundt omkring i Europa.
- Vi er nogle gutter, der har taget på fjeldture i Norge hvert år i næste 20 år. Vi har også haft vores børn med deroppe. Og nu ville vi udvide turen og købte derfor den gamle bil.
Hvad der sker, hvis bilen går i stykker oppe i Nordnorge?
- Så må vi lave den igen. Vi kan godt lide gammel teknik. En af deltagerne, Torben, er uddannet mekaniker og videreuddannet som maskinmester. Så han er rigtig god. Vi andre er blot hobbyfolk, der hjælper lidt til.
Toyota Tercel er klar til vinterrally.
Motoren skilt ad til atomer
De tre gutter købte bilen sidste sommer, og der var også en del reparationer i starten, fortæller David:
- Da vi havde købt den, fandt vi ud af, at den var måske ikke var helt så god, som vi havde håbet. Så vi har haft motoren skilt ad til atomer, skiftet stempler, lejer og pakninger og samlet det hele igen. Så nu skulle den være klar.
- Det er en bil, man kigger efter, når den kommer kørende. En veteranbil. Meget firkantet. Mange synes nok, at den ikke er så pæn. Men den vokser sig pæn over tid.
Hvad med rust?
- Ja, det er noget helt særligt med Toyota Tercel, der blev lavet af genbrugsblik. Så det er ikke den bil, der er blevet solgt flest af. De fleste af dem, der er blevet solgt, rustede meget hurtigt. Den har hang til rust. Men den her bliver passet godt på!
En fin blanding af teknik og humanitært arbejde
For David og de to andre hænger de ydre og indre værdier sammen, fortæller han:
- Vi gør det for at styrke vores venskab, afprøve grænser og samtidig støtte et godt formål, fortæller David.
Hvorfor lige MAF? Der er jo mange projekter, man kunne støtte?
- Jeg synes, at MAF står for en fin blanding af teknik og humanitært arbejde. MAF når virkelig nogle mennesker, som ellers ikke ville blive nået. Samtidig bygger MAF på det kristne livssyns værdier. Det ligger vores hjerte nær alle tre. Så det kan noget, både på det fysiske, praktiske plan, og på det åndelige, hvor håbet får ben at gå på for isolerede mennesker.
Sover i telt i vinterkulden
Så selv om man kan score point på løbet, er det ikke det, de tre venner går op i.
- Det handler ikke om at komme først, men der er alle mulige opgaver, man skal løse undervejs, og så scorer man point og finder en vinder. Et slags orienteringsløb med bil.
David Mortensen tilføjer:
- Vi vil gerne have noget ud af det, både for vores venskab og vores tro. Det er at komme ud og prøve nogle grænser lidt. Få noget erfaring.
- Turen skal nok blive hård. Især fordi vi har besluttet at sove i telt på hele turen. Man må selv bestemme, hvordan man vil overnatte. Det nemme valg havde nok været at sove på hoteller. Men vi har altså valgt at sove i telt. Så må vi se, om vi kan klare det.
Har I et særligt isoleret telt?
- Nej, men vi har nogle gode soveposer!
Læs mere om vinterrallyet på www.tercel.dk og find ud af, hvad de tre venner samler ind til på www.maf.dk.

