Når lovsang bliver et sprog mod tidens brutalitet

Vi synger for at få lidt ro til at modsige al ondskaben. Og se vores egen elendighed og få øje og øre for det modsprog, som nåde og lovsang forkynder.

Da Jens Ramsing den 29. juni 2025 sammen med sin organistkollega Anne Kirstine Mathiesen indledte sin sidste søndagsgudstjeneste med Marcel Duprés (1886-1971) Cortège et Litanie i en klaver/orgel udgave, blev det klart for menigheden at denne søndag allerede var en anråbelse og en lovsang. Var vi kommet i kirke for at sidde for os selv og i fred, blev hjerterne grundig knust allerede inden indgangsbønnen med anråbelsens ældgamle ord.

Gudstjenester åbner muligheden for refleksioner over, hvad tænkning, musik og liturgi betyder sammen med og for hinanden, og lad mig tilstå det straks: Lovsang er det ene fornødne, i musik, i tale og i sakramenterne. Det kan blive en flerstemmig lovsang til det fantastiske liv, vi har fået, eller som vi er dømt til, som nogle mennesker mener. Ingen, hvad jeg ved af, har spurgt os, om vi ville være med.

Ved afskedsgudstjenesten den 29. juni blev lovsangen klar – netop midt i en verden, der er så ringe forvaltet med magthavernes mørke forestillinger om, at de ser sig nødsaget til at berede vores verden på at slå ihjel. Der bliver så meget mere brug for liv og mod. Måske har de ansvarlige ret i at reagere med frygt. Ser vi på verdenshistorien, har det altid været sådan, uanset individerne. Det er frygt, der har fået dem til at købe kugler og tale uden venlighed til den befolkning, der skal miste sit liv og tale brutalt til fjenden.

Det fortælles, at der var en jul i Første Verdenskrigs skyttegrave, hvor unge mennesker led nød med rotter som selskab, fordi de skulle skyde på fjenden der var andre unge mennesker, der led nød med rotter i skyttegravene overfor.

Midt i det hele tav våbnene, og en sang tonede frem, en sang om den stille nat, den nat et menneskebarn kom til verden.

Vi bliver mindet om, at alt hvad der er sket af godt og smukt i verden er sket, uden at nogen vidste af det, skjult undtagen i lovsangen.

På samme måde sidder vi om søndagen, mens der er travlhed i dødens og mordets tjeneste. Vi synger for at få lidt ro til at modsige al ondskaben. Og fra prædikestolen fortæller præsten om nådens spejl. Der kan vi både se vores egen elendighed og få øje og øre for det modsprog, som nåde og lovsang forkynder.

Ved Jens Ramsings afskedstjeneste var også Kingos og Lyllys lovsang fra det 17. århundrede med: Lad mig uden tid og dage/se dit ansigts klare skin!/ Synd og sorrig, ve og klage/smuldre med mit jordelin.

En gudstjeneste tager kun ganske kort tid, og det er forunderligt at deltage i et eventyr der lovsynger livet og livets giver med musik fra flere århundreder, fra det 17. til det 20. århundrede som den søndag. Vidt forskellige klange og rytmer der alle trodser tidernes smålighed, rethaveriskhed og indskrænkethed med den lovsang der erkender at vi godt må være med, og at festen således kan lykkes.

Da til sidst postludiet satte ind – igen med Dupré, denne gang med hans Fuga op. 35, udført med klaver og orgel - havde menigheden fået et modsprog fra alle tider til alle tider at gå ud i ugen med.