Omsorgssvigt
Liv Kristin Steen Brundtlands selvbiografi er rørende og oprørende læsning. Hun formår med sit følsomme sind at beskrive nøjagtig, hvordan det er at blive forladt af sine allernærmeste og placeret på kostskole i det fremmede. Bogen er et ”must” for missionsorganisationer og andre ngo’er.
Liv Kristin Steen Brundtland er vokset op på en kostskole i Taiwan, hvor hun blev offer for seksuelle overgreb. Pressefotos.
At være fremmed i et fremmed land. At være fortabt.
Den følelse kommer smerteligt klart frem i Liv Kristin Steen Brundtlands selvbiografi I varetekt meg ta, som netop er udkommet på det norske forlag Pelikanen.
Det lyder voldsomt, men det er det også. For Liv Kristin er som jeg barn af missionærer, der følte sig kaldet af den allerhøjeste instans, Gud, til at frelse det mest vidstrakte folkehav, alle mennesker i verden, fra helvedes pinsler i al evighed.
Flere citater presser tårerne frem
Liv Kristin formår at beskrive sine intense følelser, da hun som kun seksårig blev efterladt på kostskole, fordi hendes forældre var udsendt som missionærer med hele familien til Taiwan. Liv Kristin måtte kun komme hjem til forældrene hver anden uge.
Hun beskriver, hvordan det var at blive efterladt på ”internatet” allerførste gang (alle citater i min oversættelse):
”Jeg havde en diger, tung klump langt oppe i halsen som var umulig at synke, uagtet antal forsøg. Tanken på de to uger foran mig kvalte mig næsten. Og jeg håbede hele tiden at min far skulle se klumpen. At han skulle se den og indse, at det er farligt at have sådan en klump i halsen, og at han derfor var nødt til at gøre noget for at hjælpe mig med at få den væk… Men han så den ikke… Og jeg kæmpede en kamp for ikke at græde, da jeg så hans ryg udenfor vinduet, da han gik. Og jeg vandt. Allerinderst inde i mig var der ikke noget tilbage…”
At føle sig udsat, ensom, fortabt
Oven i dette traume oplevede Liv Kristin også seksuelle overgreb. Hun var en følsom pige, meget bange for mørke, for lyde, for at være alene. Eneste trøst var husfar, som satte sig ved hendes sengekant. Trøstede hende. Rørte ved hende. Først på håret, så på kinden, så andre steder…
Gentagne overgreb, hun som voksen konfronterede missionsorganisationen for gennem sagsanlæg.
Ikke forældre, men vagter
På hendes kostskole var der som på min såkaldte husforældre. En husfar og en husmor til at tage sig af 27 børn foruden deres egne.
Der blev ganske enkelt ikke tid til omsorg, ikke tid til at sidde på skødet og blive trøstet, og slet ikke tid til anerkendelse, når noget gik godt. Husforældre var mere vagter, der skulle sikre, at børnene opførte sig ordentligt og fulgte skolens regler. Som hun skriver:
”Husforældrene skulle både sikre, at vi gjorde det, vi skulle, og at vi ikke gjorde det, vi ikke skulle. Det var vores eneste kilde til omsorg og bekræftelse. For os 27 børn skulle den ene vagt (den ene af husforældrene, som havde vagt om aftenen – red.) erstatte 54 forældre, 108 hænder, 108 kinder, 108 øjne, 54 favne og 54 hjerter.”
Omsorgssvigt. Udtrykt i bogtitlen, som er en strofe fra en yndet aftenbøn: I varetægt mig tag!
Alt var anderledes, luften, lugtene, lydene
Liv Kristin og hendes forældre, storebror og lillesøster var udsendt til Taiwan i fire omgange. De første perioder varede fire år, og ind imellem kom de på orlov i Norge et år. Dels for at holde ferie, dels for at fortælle om missionsarbejdet rundt omkring i kirker og såkaldte bedehuse. Så hjemme i Norge så Liv Kristin heller ikke meget til sin far, som rejste rundt i det store land for at samle penge ind.
Selve det at lande i ”hjemlandet” efter flere år udenlands virkede fremmedgørende på Liv Kristin:
”Mine forældre kom hjem, hjem til Stavanger. Min bror og jeg kom til et helt fremmed sted. Jeg husker bare, at alt var så anderledes, luften, lugtene, lydene. Og alle menneskene… var udlændinge i mine øjne. Men ingen syntes, at jeg så anderledes ud.”
Også det at have hjemlængsel blev en synd
En næsten ubærlig del af Liv Kristins fortælling er hendes oplevelse af synd og skam. Hele det kristne verdensbillede vendte sig imod hende, så hun blev hårdt ramt af de sange, som hun ellers elskede at synge, og de bønneremser, hun lærte udenad og bad hver aften. Hun var et nul, uduelig, fuld af synd og urenhed, følte hun. Også det at have hjemlængsel blev en synd. Selv om hendes eneste holdepunkt i forældrenes fravær og husforældrenes manglende omsorg netop var Gud.
”Jeg havde ét holdepunkt. Gud. Han var i hvert fald hos mig. Jeg havde en stærk og personlig barnetro, en dyb respekt, eller frygt, for Gud… Jeg bad om tilgivelse for mine synder hver eneste aften. Og min største synd det år, i første klasse, var først at jeg længtes hjem. Og efter en stund: at jeg ikke længtes hjem længere. Det føltes forfærdeligt at også blive ligeglad…”
Det blev ikke bedre af, at netop synden er en torn i øjet på Gud, som derfor straffer med evig pinsel i helvede.
Traumatiserende? Mon ikke!
Børnene blev prioriteret allersidst
Løfter man blikket fra den meget fine og detaljerede beskrivelse af massivt omsorgssvigt i Guds navn læser man i Liv Kristins selvbiografi også en kritik af missionsbevægelsens kaldsdefinition. Som hun sagde til den norske avis Vårt Land på udgivelsesdagen den 19. november:
"Gud kom først, derefter Misjonssambandet (en forkortelse af Norsk Luthersk Misjonssamband – red.), så forældrene - og helt til sidst børnene."
Og som det undervejs blev uddybet i podcasten Misjonærbarna af Øystein Stene (Fabel 2022), hvor også Liv Kristin bliver interviewet, så blev missionærernes personligt oplevede kald fra Gud nogle gange erstattet med missionsorganisationens kald, fordi man havde behov for missionærer her og der. Og så adlød missionærerne selvfølgelig ”kaldet”.
Det er netop missionsorganisationernes ansvar for missionærbørnenes mistrivsel som siden drev Liv Kristin til – efter gentagne og forgæves henvendelser til forældrenes missionsorganisation Norsk Luthersk Misjonssamband (NLM) – at føre en retssag mod NLM om erstatning. En proces, som fylder to tredjedele af bogen.
Organisation fralagde sig ansvaret
NLM vandt retssagen med begrundelsen at det var forældrenes og ikke organisationens ansvar at Liv Kristin blev placeret på kostskolen og at overgrebet (i ental, selv om det skete mange gange) alene var husfarens skyld, ikke organisationens.
Det fik Liv Kristin til at anke sagen, som hun dog endte med at opgive, fordi det alt sammen sled hårdt på hende. Hendes eneste motivation var at blive forstået, få overgrebet anerkendt og fremefter få missionsorganisationer som NLM til at tage ansvar og tilbyde erstatning og psykologhjælp til missionærbørn før og nu.
Undervejs har NLMs skiftende generalsekretærer langsomt erkendt, at der var noget galt på de kostskoler, som nu er lukket. Men alt for lang tid er gået med at skjule, bortforklare og victim-blame Liv Kristin og andre missionærbørn for at ville kræve penge, få opmærksomhed og indtage en offerrolle.
Men da der kom en ny og mere forstående generalsekretær i NLM, fik Liv Kristin omsider en undskyldning fra organisationen og der blev indgået er forlig, hvor hun også modtog erstatning.
Siden varetages missionærbørnenes tarv af organisationen Sendt Bort, som bl.a. har lavet en rapport, der afslører at En tredjedel af missionærbørnene er i risikogruppe. Undersøgelsen fik Danmission til at lave en egen undersøgelse, som kan læses ved at følge linket her.
Bogen er et must for alle ngo’er
Liv Kristin Steen Brundtlands selvbiografi er rørende og oprørende læsning. Hun formår med sit følsomme sind at beskrive nøjagtig hvordan det er at blive efterladt af sine allernærmeste og blive banket til jorden som fortabt, fordi man ikke som 6-7-årig at klare mosten alene på en kostskole langt hjemmefra.
Bogen er et must for missionsorganisationer, ja alle ngo’er som sender familier langt pokker i vold og overlader deres børn i fremmede menneskers varetægt udenfor forældrenes kontrol.
Her er børnene overladt til den aftenbøn, som blev messet på Liv Kristins kostskole og som også vi bad i vores familie, de fire gange om året, jeg var hjemme:
”Nu lukker sig mit øje
Gud Fader i det høje
I varetægt mig tag!
Fra synd og sorg og fare
din engel mig bevare
som ledet har min fod i dag.”
Liv Kristin Steen Brundtland
I varetekt meg ta
Pelikanen Forlag 2025
