Tanzanias kirker reagerer på uroligheder i forbindelse med præsidentvalget
Tanzanias kirker opfordrer til bøn for landet og for ofrene for de voldsomme uroligheder i forbindelse med præsidentvalget den 29. oktober. Den Katolske Kirke kritiserer myndighedernes håndtering af konflikten, der kostede mange dødsofre. Brødrekirken opfordrer myndighederne til at genoprette freden og gå sammen med kirkerne om at hjælpe sårede og efterladte.
- Det er med sorg og vemod, at Brødrekirken i Tanzania sammen med alle tanzaniere erfarer de rystende hændelser under og efter præsidentvalget den 29. oktober 2025.
Sådan indleder Brødrekirken i Tanzania et brev til alle menigheder med opfordring til særlig forbøn for landet frem til på søndag den 30. november.
Årsagen er de voldsomme konfrontationer mellem politi og demonstranter i forbindelse med præsidentvalget, hvor FN vurderer, at flere hundrede personer blev dræbt. Oppositionen mener, at over 1.000 personer blev dræbt af sikkerhedsstyrker ved valget, som præsident Samia Suluhu Hassan vandt med 98 procent af stemmerne.
- Hændelserne har rystet vores land med dødsfald, skader, blodsudgydelser og ødelæggelse af ejendom og har smertet lokalsamfund dybt, fortsætter brevet fra Brødrekirken i Tanzanias ledelse.
Tynget og rystet af begivenhederne
- Vi oplever, at sagen tynger mange familier og ryster grundvolden for retfærdighed, fred og sammenhold landet over. Kirken fordømmer på det kraftigste alle voldshandlinger, uanset hvorfra de kommer, og understreger vigtigheden af at vende tilbage til Kristi evangeliums grundlag, nemlig Kærlighed. Retfærdighed, Fred og Tilgivelse.
På den baggrund kalder Brødrekirkens ledelse til bøn med fokus på forbøn for de familier, som har mistet deres kære, og de, der har fået ødelagt deres ejendom.
Kirken opfordrer videre til forbøn for landets ledere og de organer, der skal sikre fred, god ledelse og retfærdighed. De beder også om forbøn for, at landets kirker må kunne betjene folket.
Beder også for præsidenten
Også andre kirker har udsendt breve og deklarationer i kølvandet på urolighederne den 29. oktober.
- Vi er dybt berørt af de usædvanlige hændelser, skriver Den Evangelisk Lutherske Kirke i Tanzania. - Vi sørger og er rystede over episoder, som er gået ud over menneskers værdighed. Kirken fordømmer det, der er sket, som noget der er modbydeligt over for Gud.
Samtidig opfordrer kirken alle sine medlemmer til at bede for fred i landet og også tage præsidenten med i deres forbøn. Kirken retter også en henvendelse til regeringen om at genoprette freden i landet og yde dem retfærdighed som enten har mistet liv eller ejendele i oprøret.
Kras kritik af myndighederne
De samme toner kommer fra Den Katolske Kirke i Tanzania:
- Vi er rystede over det skete og fordømmer de brutale drab på vores unge og andre. Det gør os ondt, og det er en hån imod Gud. Vi er sårede, ja hele landet er såret og har mistet ære foran andre lande.
Kirken går videre med en kras kritik af myndighederne for at - selv om de skal opretholde ro og orden – er gået for hårdt frem mod demonstranter med vold og drab stik imod ladets love om menneskerettigheder. Kirken kritiserer også at valg siden 2016 ikke er foregået på retfærdig vis.
- Valgene har ikke været retfærdige, sande, åbne, frie og troværdige, skriver Den Katolske Kirke i Tanzania.
Landets ledere har et særligt ansvar
Det tanzaniske kirkeråd, Christian Council of Tanzania, fordømmer også voldshandlingerne.
- Vi fordømmer alle handlinger, der har dræbt eller såret mennesker, brudt deres rettigheder og ødelagt deres ejendomme – uanset hvor voldshandlingerne kommer fra.
Rådet vurderer dog, at oprøret og dets følger må skyldes manglende kommunikation mellem lokalsamfundene og regeringseliten og helt konkret manglende troværdighed hos dem, der leder landet.
- Nu gælder det om at genopbygge respektfuld sameksistens, åbenhed og fællesskab til gavn for hele landet, skriver rådet i en udtalelse med opfordring til forbøn for landet, kirken og alle religiøse retninger.
Lignende udtalelser er også kommet fra lederne af fællesrådet for islamiske retninger i Tanzania.
Lyt til landets borgere
I førnævnte brev fra Brødrekirken i Tanzanias ledelse kommer også en slet skjult opfordring til landets regering om nu at lytte til landets borgere og tage skridt for at fremme retfærdigheden og bevare freden.
Samtidig opfordrer Kirken medierne til at leve op til deres ansvar for at leve op til ytringsfriheden. Og opfordrer regeringen til at tilslutte sig civilsamfundsorganisationernes og de religiøse institutioners indsats for at yde nødhjælp til ofrene.
Artiklen er skrevet i samarbejde med Brødremenighedens Danske Mission.

