Pas på dehumaniserende sprogbrug
Vær obs må politikeres, mediers og egen omtale af flygtninge. Også i en aktuelle sag i Ceuta. Erfaringen fra Nazityskland er, at nedladende sprog kan få katastrofale følger.
Svend Løbner. Foto: Michala Linn
Mennesker udmærker sig ved sprog. At kunne tale og endda skrive sin begreber er det, der adskiller os fra dyrene. Men det indebærer også et stort ansvar.
For sprog er ikke kun endestation for vores tanker og følelser. Det er også udgangspunkt for meninger. Ord præger omgivelser. De giver nye idéer, bekræfter eller ryster os i vores antagelser. Og dermed er den måde, vi taler på, med til at skabe virkeligheden.
De fleste kender det: Ord kan trøste, opmuntre, anerkende. Ord kan også nedgøre, dømme, krænke.
’Ord er som arsenik’
Den jødiske litteraturprofessor Victor Klemperer dokumenterede Det Tredje Riges Sprog gennem 12 år. Han blev isoleret af nazisterne og frataget bøger, skrivemaskine og papirer, men fulgte levende med i nazisternes sprogbrug og skrev sine betragtninger på små sedler og gemte dem hos venner og bekendte.
Han er kendt for den rammende konklusion: ”Ord kan virke som bitte små doser arsenik: De sluges ubemærket, de synes ikke at have nogen virkning, men efter nogen tid viser giftens virkning sig alligevel.”
Sproget skjuler aldrig noget. Måden vi formulerer os på, tonefald osv. siger det hele. Selv det skjulte sprog er helt åbenlyst.
Sproget spejler ikke kun virkeligheden. Det påvirker den også. Sproget virker som et også et kompas, der angiver en retning, afsenderen mener, vi skal tænke i. Og så er vi dybt inde i propagandaen.
Pas på nedladende metaforer
Det Tredje Riges Sprog tjener som en advarsel for os i dag. Når vi bruger dehumaniserende sprog, er vi allerede inde på en glidebane med uoverskuelige konsekvenser.
En hurtig søgning på nettet viser tre typer nedladende metaforer om flygtninge og indvandrere:
Naturkatastrofe-metaforer: Udtryk som "strøm", "flod" eller "oversvømmelse" fremstiller migration som en ukontrollabel naturkatastrofe.
Insekt- og dyremetaforer: Ord som "sværm" eller "snyltere". Det er klassiske dehumaniserende greb, der reducerer menneskers værdi.
Kriminaliserende betegnelser: At omtale asylansøgere eller flygtninge generelt som ”bekvemmelighedsflygtninge”, "kriminelle" eller "sikkerhedstrusler" mistænkeliggør hele gruppen.
Det er betænkeligt, når Morten Messerschmidt kalder migranterne til Ceuta for ”ulovlige migranter”. Intet menneske er ulovligt.
Det samme, når Mona Juul (K) forenkler situationen til et ”digebrud”, der skal stoppes. Det handler ikke om vandmasser, men om mennesker.
Og når de to statsministre Mette Frederiksen (S) og italienske Giorgia Meloni i en fælles udtalelse siger: ”Vi er fast besluttet på at forhindre smuglere i at udfordre integriteten af Unionens ydre grænser.”
Det er endnu ikke bevist, om menneskesmuglere står bag eller om de mange migranter er led i en hybridkrig mod EU, som de to statsministre også insinuerer. Igen: det handler om mennesker i nød, som rækker ud mod et halmstrå af håb.
Stempling er spire til splittelse
Vi bør derfor være særligt opmærksomme på politikeres og mediers retorik – og protestere, når sproget dehumaniserer vores medmennesker. Vi bør også selv være meget opmærksomme på, hvordan vi til daglig taler om andre mennesker, at vi ikke også kommer til at gøre det på en dehumaniserende måde.
Uanset, hvor mennesker kommer fra, hvilken religion eller kultur, de har med sig, og i øvrigt også hvordan de opfører sig – så er de vores medmennesker med ukrænkelig iboende værdi.
Handler en situation fx om kriminalitet, så er det vigtigt at holde sig til sagen og ikke personen. Sige eller skrive ”dømt for kriminalitet” i stedet for at betegne personen som ”kriminel”. At stemple en person kan nemt udvikle sig til at gælde hele gruppen, og så er splittelsen en realitet.
Sprog er nemlig med til at forme virkeligheden. Derfor skal vi være på vagt.
